Pressemeddelelse -

Millioninvestering skal modernisere traditionsrig sønderjysk roklub

Når Sønderborg Roklub runder et skarpt hjørne med 100-års jubilæum i 2021 bliver det formentlig i helt moderne klæder. Klubben har allerede sparet 750.000 kroner sammen til stort renoveringsprojekt og har blandt andet modtaget støtte fra SE Vækstpulje på 250.000 kroner. Kasserer i klubben, Gerner Petersen, er optimistisk, og søger fortsat om midler fra større fonde.

Med mere end 52 år i Sønderborg Roklub er Gerner Petersen et velkendt ansigt i klubben. Han kan om nogen nikke genkendende til, at meget er sket i klubben over årene, og at bygningerne fra 1935 i den grad trænger til en renovering for at holde på nye medlemmer:

- Vi er en klub med stolte traditioner og god aktivitet. Men det er klart, at vi hele tiden skal holde os moderne for at holde på medlemmerne – og tiltrække nye, fortæller Gerner og fortsætter:

- Med midler fra fonde som SE Vækstpulje har vi mulighed for at gøre klubben topmoderne, og blandt andet istandsætte omklædningsrum, som specielt unge mennesker forventer at møde i deres klub.

Moderne 100-årig kræver hårdt arbejde

Hele renoveringen er budgetteret til syv millioner kroner, og omfatter blandt andet en tilbygning med omklædningsrum, handikapforhold samt gennemrenovering af førstesal med fitness og opholdsrum. Lykkedes det at få skrabet pengene sammen, vil klubben stå mere moderne end nogensinde før til sin 100-års fødselsdag, men det kræver hårdt arbejde:

- En stor del af renoveringen er baseret på medlemmernes frivillige arbejdskraft. Det gælder alt fra afholdelse af arrangementer, hvor overskuddet går til byggeprojektet, til konkret håndværkerarbejde såsom maling, nedbrydning og opsætning af lofter. Vi gør, hvad vi kan selv, uden det bliver surt for medlemmerne. Det skal jo være sjovt at være medlem i klubben, understreger Gerner Petersen.

Energibesparelse giver penge til byggeprojekt

Ud over frivillige initiativer har Sønderborg Roklub også sparet penge op til byggeprojektet ved at gennemføre en energioptimering, som blandt andet blev støttet af A. P. Møller Fonden, Sydbank, Fabrikant Mads Clausen Fonden og SE Vækstpulje. Efter installation af varmepumpe og solceller er klubben nu energineutral og sparer dermed ca. 60.000 kroner årligt på el.

- Energibesparelsen er en kæmpe gevinst for os økonomisk, og hjælper os til at spare penge op til det nye klubhus. Men vi mangler stadig midler for at lykkedes, og jeg håber, at vores hårde slid og gode projekt gør os fortjent til at modtage midler fra store fonde, afslutter Gerner Petersen.

Sønderborg Roklub har 120 medlemmer og kan fejre 100 års jubilæum 17. juni 2021.


For yderligere spørgsmål

SE Vækstpulje: Kamilla Høst Pedersen, Kommunikationskonsulent SE – tlf.: 2025 5056, mail: kaho@se.dk

Sønderborg Roklub: Gerner Petersen, Kasserer Sønderborg Roklub – tlf.: 23264247, mail:kasserer@sonderborg-roklub.dk


Kort om SE Vækstpulje:

  • Ansøgninger til SE Vækstpulje kan komme fra både virksomheder, foreninger og projekter m. fl.
  • SE Vækstpulje kan ansøges tre gange årligt. Se www.se.dk/om-se/se-vaekstpulje-og-se-vaekstpulje-nyfors/se-vaekspulje-formaalfor yderligere information om ansøgningsfrister.
  • Næste ansøgningsfrist for SE Vækstpulje er 1. november 2016.
  • SE Vækstpulje er etableret i foråret 2014 af repræsentantskabet i SYD ENERGI a.m.b.a.
  • Bestyrelsen består af et medlem fra hver af SE´s 12 valgkredse, samt formand og næstformand for bestyrelsen i SYD ENERGI a.m.b.a. Bestyrelsen tæller samlet 14 medlemmer.
  • Puljens startkapital var på 15 mio. kroner, og det er vedtaget at en enkelt ansøgning højst kan modtage 15 % af puljens kapital.

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • bæredygtig byggeri

Regions

  • Syddanmark


SE er en moderne energi- og telekoncern, der bl.a. leverer el, energi-effektivisering, fiberbredbånd og kabel-tv til vores over 700.000 kunder. SE-koncernen har sine rødder i Syddanmark og Nordjylland, og vores ca. 1.500 medarbejdere arbejder fra forskellige lokationer i hele Danmark. Vi stræber hver dag efter at styrke vores forretning, uanset hvor mulighederne måtte opstå.

SE er et andelsselskab, som gør en dyd ud af at geninvestere vores overskud i det samfund, som vi er en del af. Vores ambition er at blive den mest værdiskabende aktør i den danske energi- og telesektor, og vi kæmper for at bidrage til et bæredygtigt vidensamfund. Vi har bl.a. investeret massivt i lynhurtigt fiberbredbånd samt et topmoderne el-net. SE er en de aktører i Danmark, der realiserer flest energibesparelser, og sammen med PFA Pension er vi én af Danmarks største operatør af landbaserede vindmøller.

SE vil være udfordreren, der stiller sig på kundernes side i kampen for bedre kundeservice, stærkere produkter og konkurrencedygtige priser. Vores engagement tager afsæt i værdierne åbenhed, nærhed, mod og bæredygtighed. Vores virksomhedskultur bryder med vanetænkning, og vi er faste i troen på, at vi kan påvirke de markeder, som SE befinder sig i, og at vi kan medvirke til at trække samfundet i positiv retning.

Læs meget mere om SE på www.se.dk

Kontakt

Jan Lyng Lauridsen

Pressekontakt Kommunikationschef Presse 2053 5876

Mette Husted

Pressekontakt Kommunikationskonsulent SE Next Step - Next Step Challenge, Next Step Citizen og Next Step City m.m. 40730418