Pressemeddelelse -

Ny næstformand for tandlægerne

Tandlæge Troels Barkholt fra Aalborg er blevet udpeget til ny næstformand for Tandlægeforeningen. Troels Barkholt er den første privatansatte tandlæge, der indtager en næstformandspost i Tandlægeforeningen.

Den 33-årige Troels Barkholt blev kandidat fra Tandlægeskolen i Aarhus i 2009 og arbejder som tandlæge på en privat tandklinik i Støvring. Tidligere har han også været ansat inden for den kommunale tandpleje i Aalborg, og i 2010 havde han et tre måneders vikariat i Sisimiut i Grønland.

Troels Barkholt har været tilknyttet fagpolitik gennem Privatansatte Tandlægers Udvalg og Nordjysk Tandlægeforening siden 2009. I 2011 blev han valgt ind i Tandlægeforeningens hovedbestyrelse.

Troels Barkholt er gift med Nana Katrine Barkholt, der også er tandlæge. I fritiden holder han sig aktiv, primært med løb og triatlon.

Troels Barkholt afløser på næstformandsposten Palle Skjødt, der fortsætter som medlem af Tandlægeforeningens hovedbestyrelse.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Tandlægeforeningen er en interesse- og sundhedsorganisation, der organiserer alle kategorier af tandlæger i Danmark. Foreningens hovedformål er at varetage tandlægernes faglige interesser og arbejde for en bedre tandsundhed. Foreningen omfatter godt 6.000 medlemmer.

Kontakt

Charlotte Holst

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 70 25 77 11

Charlotte Bender

Pressekontakt Kommunikationschef 24590469