Pressemeddelelse -

Tandlægeforeningen advarer: Flere får syreskader

Næsten tre ud af fire tandlæger har fået flere patienter med syreskader inden for de seneste ti år. Det viser en ny rundspørge, som Tandlægeforeningen har lavet. Bekymrende, mener Tandlægeforeningens formand.

Isninger i tænderne. Små stykker af tænder der brækker af. Slidte og let misfarvede tænder. Det kan være tegn på, at du har syreskader på tænderne. Og meget tyder på, at flere og flere danskere får syreskader. En rundspørge, som Tandlægeforeningen har lavet blandt ca. 400 tandlæger, viser, at 98 procent af de adspurgte tandlæger har patienter med syreskader. 70 procent har svaret, at antallet af patienter med syreskader er steget de seneste ti år.

”Jeg synes, det er bekymrende, at flere danskere får syreskader. Syreskader skal tages alvorligt, for de kan i værste fald betyde, at man skal have omfattende behandlinger resten af livet, fx tandkroner og facader på flere tænder. I bedste fald kan man slippe med at skære ned på det, der er årsagen til skaderne, fx læskedrikke,” fortæller Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg.

En af grundene til, at flere danskere får syreskader, kan ifølge Freddie Sloth-Lisbjerg være, at salget af læskedrikke - især energidrikke - er steget. Ifølge tal fra Bryggeriforeningen er salget af læskedrikke steget siden 2013, hvor sukkerafgiften blev fjernet. I 2015 blev der solgt knap 400 millioner liter læskedrikke i Danmark, og her er danskvand og iste ikke talt med.

Sådan opstår syreskader

Syreskader opstår, når tænder for ofte udsættes for noget surt. Mange tror måske, at et stort forbrug af cola alene er den store synder. Men også energidrikke, juice og danskvand med smag, fx af citrus, kan give syreskader. Din risiko for at få syreskader afhænger både af, hvor ofte, hvor længe og hvordan du indtager det sure, af pH-værdien i produktet og dine tandbørstevaner. Du kan derfor også selv gøre noget for at forebygge syreskader eller begrænse skadernes omfang, hvis du har begyndende syreskader.

Gode råd til at forebygge syreskader

  • Begræns indtaget af læskedrikke - også light-produkter
  • Synk væsken med det samme og skyl den ikke rundt i munden
  • Drik ikke i mange små slurke over lang tid
  • Drik væsken med sugerør – placer sugerøret langt tilbage i munden
  • Drik hellere læskedrikke til et måltid end alene
  • Skyl munden med vand, lige efter der har været noget surt på tænderne
  • Børst tænder med fluortandpasta mindst to gange om dagen i to minutter hver gang
  • Gå regelmæssigt til tandlæge, så begyndende syreskader kan opdages.

Hvad er syreskader?

  • Syreskader kaldes i fagsprog erosioner
  • Syreskader opstår, når tænder for ofte udsættes for noget surt
  • Når tænderne udsættes for syre, opløses den yderste del af tændernes emaljeoverflade
  • Jo stærkere syren er, og jo længere tid og flere gange tænderne kommer i kontakt med syre, jo større opløsning sker der
  • Det hjælper ikke at børste tænder - tabt emalje kan aldrig gendannes.

Hvad kan give syreskader?

  • Læskedrikke, herunder cola og sodavand, energidrikke, juice, saftevand, iste
  • Cider
  • Vin
  • Syrlige frugter
  • Syrligt slik
  • Syre fra maven i forbindelse med sure opstød eller opkast. 

Kan syreskader behandles?

  • Hvis syreskaderne opdages tidligt, kan det være nok, at du fremover undgår det, som i dit tilfælde har forvoldt skaderne.
  • Hvis du har mindre skader, kan tandlægen behandle dig med fx fluor, lakering eller små plastfyldninger.
  • Hvis tænderne har taget alvorlig skade, kan det blive nødvendigt med omfattende behandling, fx med tandkroner og facader på mange tænder.
  • Hvis du har syreskader og skærer tænder, kan det være nødvendigt, at du får en beskyttende bidskinne, som kan forebygge yderligere slid på tænderne.

For nærmere information kontakt:

Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 33 48 77 31/26 82 18 24, chh@tdl.dk

Claus Jørgensen, kommunikationschef, tlf.: 70 25 77 11/21 26 56 98, cj@tdl.dk

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • tandlæge
  • tandbehandling
  • syreskader
  • tænder
  • tandsundhed
  • tandpleje
  • tandlæger
  • tandlægeforeningen

Tandlægeforeningen er en interesse- og sundhedsorganisation, der organiserer alle kategorier af tandlæger i Danmark. Foreningens hovedformål er at varetage tandlægernes faglige interesser og arbejde for en bedre tandsundhed. Foreningen omfatter ca. 5.700 medlemmer.

Kontakt

Charlotte Holst

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 70 25 77 11

Charlotte Bender

Pressekontakt Kommunikationschef 24590469