Pressemeddelelse -

Tandlægestuderende fra Ølstykke får penge til forskning

Michelle Bornemann Honoré, tandlægestuderende på Københavns Universitet, har netop fået tildelt et scholarstipendium på 147.000 kroner fra Tandlægeforeningen. Pengene skal bruges til at forske i en sjælden sygdom, der kan give tandproblemer.

Hypermobile led og skrøbelig hud. Det er typiske tegn på, at man lider af den sjældne, arvelige bindevævssygdom Ehlers-Danlos syndrom – eller blot EDS i daglig tale. Med et scholarstipendium fra Tandlægeforeningen skal 22-årige Michele Bornemann Honoré det næste års tid forske i, hvordan sygdommen påvirker tænder, tyggemuskler og kæbeled.

”Det betyder meget for mig, at jeg har fået et stipendium fra Tandlægeforeningen, for ellers ville min forskning slet ikke kunne lade sig gøre. Jeg har i lang tid været nysgerrig på at forske, og da jeg kun har et år tilbage af studiet, var det ved at være sidste chance, og jeg er heldigvis helt vild med det indtil videre, fortæller Michelle Bornemann Honoré, som har været i gang siden september. Forskningsresultaterne offentliggøres i Tandlægebladet til næste år.

Uudforsket sygdom kan give parodontitis

Ehlers-Danlos Syndrom er en mindre udforsket sygdom i forhold til tand- mund- og kæbeproblemer, og ifølge Michelle Bornemann Honoré har ingen tidligere undersøgt danske patienter med sygdommen. En gentest kan afsløre EDS, som findes i 13 forskellige former, og mange diagnosticeres først som voksne. Tidligere studier viser, at EDS kan medføre parodontitis i en tidlig alder og smertefulde funktionsforstyrrelser i muskler og kæbeled. Michelle Bornemann Honoré skal bore sig ned i, hvilke konsekvenser sygdommen kan få for tænder, tyggemuskler og kæbeled ved at undersøge 30 patienter med EDS og sammenligne dem med 30 raske patienter. Hun skal både lave kliniske undersøgelser og tage røntgenbilleder af patienternes tandsæt. ”Jeg håber, at min forskning kan kaste lys over sygdommens konsekvenser, og at det vil hjælpe tandlægerne til hurtigere at fatte mistanke, når en patient har EDS, men måske ikke er diagnosticeret endnu. På den måde kan man opdage sygdommen tidligere, og tandlægen kan bedre målrette tandbehandlingen,” forklarer Michelle Bornemann Honoré. Patienter med medfødte, sjældne sygdomme som EDS har mulighed for at få tilskud til tandbehandling, hvis de har betydelige problemer med tænderne som følge af sygdommen. Michelle Bornemann Honoré håber, at hendes forskningsresultater også kan være med til hurtigere at afgøre, hvilke patienter der er berettiget til at få tilskud til tandbehandling.

Forskerspire fra Ølstykke

Michelle Bornemann Honoré er vokset op i Ølstykke i Nordsjælland og er student fra Egedal gymnasium. For halvandet år siden flyttede hun på kollegie i København for at være tættere på studiet. Dans og klaver har i mange år været blandt hendes interesser, men nu er dansen udskiftet med træning i fitnesscenter og sociale aktiviteter på kollegiet. Når hun er færdig på tandlægestudiet om et par år, håber hun på at forske videre ved at tage en ph.d. ”Det her forskningsprojekt har givet mig blod på tanden, og jeg hører fra andre, at det er rigtig fedt at tage en ph.d. Jeg elsker at fordybe mig 100 procent i et projekt,” siger Michelle Bornemann Honoré.

Michelle Bornemann Honoré modtog scholarstipendiet af formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, i Bella Center i København fredag den 3. november ved Tandlægeforeningens Symposium. Symposium er et årligt tilbagevendende efteruddannelsesarrangement, hvor danske tandlæger bliver opdateret af eksperter fra ind- og udland på den nyeste viden inden for et specifikt emne. I år deltog over 1400 tandlæger for at blive klogere på, hvordan man udfører verdens bedste rodbehandling.

For yderligere information kontakt venligst:

Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, Tandlægeforeningen, tlf.: 26 82 18 24, chh@tdl.dk

Claus Jørgensen, kommunikationschef, Tandlægeforeningen, tlf.: 21 26 56 98, cj@tdl.dk

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Tandlægeforeningen er en interesse- og sundhedsorganisation, der organiserer alle kategorier af tandlæger i Danmark. Foreningens hovedformål er at varetage tandlægernes faglige interesser og arbejde for en bedre tandsundhed. Foreningen omfatter ca. 5.700 medlemmer.

Kontakt

Charlotte Holst

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 70 25 77 11

Charlotte Bender

Pressekontakt Kommunikationschef 24590469