Pressemeddelelse -

Undgå tandpine i julen

December måned er højsæson for tandpine og tandskader. Heldigvis sidder tandlæger over hele landet klar til at hjælpe, hvis du får tandproblemer i juledagene.

Sprøde flæskesvær og knasende julegodter. Vi gnasker gladeligt løs af det i december, men den gode appetit og julestemning kan hurtigt blive spoleret, hvis du knækker en tand på sværen eller får tandpine. Heldigvis sidder tandlæger over hele landet klar til at hjælpe, hvis du får tandproblemer i julen. For selvom din egen tandlæge holder lukket, holder tandlægevagten åben. Det er typisk knækkede tænder, betændelse i en tandnerve eller problemer med en rodbehandling, der får danskerne til at kontakte tandlægevagten i dagene omkring jul og nytår.

Tandpine eller tandskade?

Hvis du får tandpine i juleferien, fx fordi du knækker noget af en tand, skal du kontakte tandlægevagten i din region. Tandlægevagtordningerne er forskellige fra region til region. Nogle steder kan du bare møde op uden først at have bestilt tid, andre steder skal du først kontakte vagten eller regionens akutlinje for at aftale nærmere. Husk dit sygesikringsbevis, vær opmærksom på at behandling som regel sker mod kontant betaling, og at priserne er højere end ved en normal tid hos tandlægen. Endelig skal du være forberedt på, at der kan være lang ventetid. Tandlægerne vil dog altid gøre, hvad de kan for at hjælpe dig så hurtigt som muligt.

Hvis du har større akutte behandlingskrævende tandskader, fx efter et cykelstyrt, eller blødninger efter operationer i munden, skal du kontakte tandskadevagten i din region. Tandskadevagten er afløseren for skadestuen, når det gælder tandskader.

Pas på tænderne i julen

Hvis du vil passe godt på dine tænder og undgå tyggeskader i julen, anbefaler Charlotte Juhl Groule, tandlæge og formand for Sundhedsudvalget i Tandlægeforeningen, at du er forsigtig, når du bider og tygger i noget hårdt som flæskesvær, nødder og bolsjer. ”Brug din sunde fornuft og forsøg ikke at knække nødder eller åbne juleøl med tænderne. Og så er det en god idé at holde lidt igen med klistret juleslik, som sidder lang tid på tænderne, fx karameller, vingummi og sukkerstokke,” råder Charlotte Juhl Groule, som minder om, at man også i juledagene skal huske at børste sine tænder med fluortandpasta to gange om dagen.

Hvis du slår en tand ud

Slår du eller dit barn en blivende tand ud, kan du følge disse råd for at mindske skadens omfang:

  1. Find tanden. Husk at der kan ligge stumper af tanden i munden.
  2. Sæt tanden op på sin plads igen, hvis det er muligt. Jo hurtigere tanden kommer på plads igen, jo større chance er der for, at den vokser fast igen.
  3. Hvis det ikke er muligt at sætte tanden på sin plads igen, er næstbedste mulighed at opbevare tanden i munden mellem fortænder og læbe. Ellers kan du lægge tanden i mælk, men undgå postevand og kontaktlinsevæske.
  4. Rør ikke tandroden, idet skader på tandroden forringer mulighederne for heling.
  5. Kontakt derefter straks tandlæge eller tandskadevagten.

Tandlægevagten og tandskadevagten i region Hovedstaden

Tandlægevagten og tandskadevagten i region Sjælland

Tandlægevagten og tandskadevagten i region Midtjylland

Tandlægevagten og tandskadevagten i region Nordjylland

Tandlægevagten og tandskadevagten i region Syddanmark

For nærmere information kontakt:

Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 33 48 77 31/26 82 18 24, chh@tdl.dk

Claus Jørgensen, kommunikationschef, tlf.: 70 25 77 11/21 26 56 98, cj@tdl.dk

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • tandskadevagt
  • tandlægevagt
  • jul
  • tænder
  • tandpleje
  • tandlæger
  • tandlægeforeningen
  • tandsundhed
  • tandlæge
  • tandbehandling

Tandlægeforeningen er en interesse- og sundhedsorganisation, der organiserer alle kategorier af tandlæger i Danmark. Foreningens hovedformål er at varetage tandlægernes faglige interesser og arbejde for en bedre tandsundhed. Foreningen omfatter ca. 5.700 medlemmer.

Kontakt

Charlotte Holst

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 70 25 77 11

Charlotte Bender

Pressekontakt Kommunikationschef 24590469