Pressemeddelelse -
Danskerne vil ikke undvære dansk tv i 2017
Selv om udbuddet af billige udenlandske film- og serietjenester aldrig har været større, er der én ting, tv-seerne har svært ved at undvære på deres fladskærm. Dansksprogede tv-kanaler.
I en undersøgelse foretaget af YouGov for YouSee erklærer 92 pct., at de vil savne danske tv-kanaler, hvis de ikke fandtes mere.
- I betragtning af hvor meget omtale udenlandske tjenester som Netflix og HBO har fået i de senere år, er det tankevækkende, hvor stor og vedvarende interessen er for traditionelle tv-kanaler som DR1 og TV 2. Det understreger også behovet for, at vi i tv-branchen finder en model for, hvordan vi i fremtiden finansierer et godt udbud af dansk tv i konkurrence med de billige udenlandske tjenester, siger direktør for bredbånd og tv i YouSee, Jacob Mortensen.
Tv når det passer dig
Interessen for dansk tv varierer betydeligt mellem aldersgrupper og civil stand. Interessen er generelt mindst blandt de unge og størst blandt de ældre. Det afspejler også det faktum, at det gennemsnitlige forbrug af traditionelt tv er betydeligt lavere blandt unge end blandt ældre.
- Det er en tendens, vi har kendt i nogle år, men undersøgelsen antyder, at det mere handler om, at de unge foretrækker at se tv-indhold, når det passer dem, frem for at være bundet til de faste sendetidspunkter i traditionelt flow-tv. I hvert fald har de ikke mistet interessen for dansk tv, selv om de også måske er storforbrugere af udenlandske tjenester, siger Jacob Mortensen.
Undersøgelsen viser, at interessen for dansk tv-indhold er størst blandt børnefamilier. Hvor ca. 60 pct. af alle singler og barnløse par under 45 år finder dansk tv vigtigt, er det ikke mindre end 85 pct. af husstande med børn i alderen 0-6 år, der lægger stor vægt på dansk indhold.
Mere om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1001 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år i november 2016.
Flere data kan fås ved henvendelse til TDC Group Communications på 70 20 35 10
Emner
- Erhverv
TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.