Pressemeddelelse -
Folkemødet er en københavner-begivenhed
Folkemødet på Bornholm er trods navnet hverken særlig folkeligt eller bredt funderet i befolkningen. I hvert fald viser en analyse af trafikken i TDC's mobilnet, at den typiske deltager snarere tilhører, hvad man kan betegne som et professionelt københavnsk iPhone-segment.
TDC har ved hjælp af data fra mobilnettet kortlagt interessen for Folkemødet i 2014, og tallene viser, at 60 pct. af de tilrejsende gæster kommer fra hovedstadsområdet. Yderligere 13 pct. kommer fra Sjælland, så tre ud af fire deltagere på mødet er altså hjemmehørende øst for Storebælt.
- En mobilmast registrerer alle de telefoner, der har været koblet på den, hvilket giver os en enorm mængde data at arbejde med, så vi eksempelvis ved en anonymiseret behandling af dataene kan kortlægge danskernes rejsemønstre, forklarer koncerndirektør i TDC Group, Peter Trier Schleidt.
TDC har analyseret alle de danske telefoner, der ikke normalt hører hjemme på Bornholm. Mens københavnere og sjællændere udgør 73 pct. af de tilrejsende gæster, tegner Midtjylland sig for 12 pct. Nordjylland er med blot fire pct. den region, der er dårligst repræsenteret.
"Vi har baseret undersøgelsen på data fra de mobilmaster, der var i brug under Folkemødets fire dage i 2014, og samtidig har vi sorteret bornholmere fra, da disse formentlig udgør en stor del lokale, der måske blot lige har kørt forbi i bil og været på en af masterne i et kort øjeblik," siger Peter Trier Schleidt.
Selvom arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner kun udgør en mindre del af landets mobiltelefoner, så er lige over halvdelen, 51 pct., af de tilrejsendes telefoner betalt af arbejdsgiveren. Analysen viser videre, at over halvdelen af gæster med arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner bruger en iPhone.
Her kommer de 11.485 tilrejsende danske gæster fra:
- Hovedstaden 60 pct.
- Sjælland 13 pct.
- Midtjylland 12 pct.
- Sydjylland 6 pct.
- Fyn 5 pct.
- Nordjylland 4 pct.
Fakta om analysen:
Emner
- Erhverv
Kategorier
- big data
- tdc
- ledelse og talsmænd
- koncernledelse
- koncerndirektør
TDC Group er Skandinaviens foretrukne udbyder af kommunikationsløsninger og home entertainment. Døgnet rundt sikrer koncernen millioner af skandinaviske husstande hurtig og let adgang til musik, tv og film på alle platforme, når som helst og hvor som helst. TDC Group ejer og driver fiber-, kobber-, coax- og mobilnet og er med sit pan-nordiske netværk den vigtigste udbyder af avancerede netværksløsninger til både store og små virksomheder.