Pressemeddelelse -

Koncerndirektør Anders Jensen forlader TDC Group

Efter cirka tre år i stillingen som koncerndirektør for Consumer i TDC Group vil Anders Jensen forfølge nye karrieremuligheder uden for koncernen. Anders Jensen fratræder efter eget ønske og fortsætter i stillingen, indtil der er udpeget en ny koncerndirektør.

Inden Anders Jensen 1. april 2011 tiltrådte stillingen som koncerndirektør kom han fra en stilling som koncernchef for Ungarns næststørste mobilselskab, Telenor Hungary og har mere end ti års erfaring bag sig fra ledende stillinger i den internationale telebranche.

Anders Jensen har i TDC Group drevet en markant og vellykket multibrandstrategi:

”Først og fremmest vil jeg gerne takke Anders Jensen for det store arbejde, han har stået i spidsen for i Consumer divisionen. Anders har ført den brede vifte af brands godt igennem en rejse frem imod nu at være en strømlinet portefølje med hver sin klart definerede rolle i markedet,” siger Carsten Dilling, koncernchef i TDC Group og fortsætter:

”Det er klart, at Anders Jensen efterlader et hul i organisationen, men også jeg synes, at Consumer er i god form, og det er et stærkt og kompetent ledelsesteam, der driver forretningsområdet”.

Anders Jensen har taget beslutningen om at fratræde efter omhyggelige overvejelser:

”Efter cirka tre år i stillingen, hvor TDC Groups Consumer division har gennemgået store forandringer og har opnået resultater, som jeg er stolt af, synes jeg, at tiden er kommet til at tage en pause og finde de helt rigtige nye udfordringer,” siger Anders Jensen.

Anders Jensens forretningsområde består af Group Marketing, indhold og digital innovation samt TDC Groups consumer brands: TDC, YouSee, Telmore og Fullrate. 


Emner

  • Erhverv

TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510