Pressemeddelelse -

TDC Erhverv styrker cloud-forretningen med strategisk opkøb

TDC Erhverv vil være den foretrukne digitale løsningspartner for dansk erhvervsliv og styrker sig med køb af cloud-virksomheden Adactit

TDC Erhverv vil fokusere yderligere på kundernes ønsker om it- og kommunikationsløsninger, der fungerer sammen. Erhvervskunderne efterspørger produktivitetsløsninger og helst i skyen. Derfor opruster TDC Erhverv nu med et køb af cloud-virksomheden Adactit, som er specialiseret i Microsofts cloud-produkter med fokus på Office 365.

- Adactit har bevist sit værd som cloud-partner for dansk erhvervsliv. De har med stor dygtighed lavet aftaler med danske virksomheder om Office 365-løsninger i skyen, og de er anerkendt af både Microsoft og erhvervslivet, som de bedste på deres felt, fortæller Marina Lønning, der er koncerndirektør for TDC Erhverv.

Opkøbet er strategisk, for det understøtter TDC Erhvervs strategi, og Adactit tilfører nye kompetencer til TDC Erhverv, som man ellers skulle have udviklet selv.

- TDC Erhverv vil være dansk erhvervslivs foretrukne digitale løsningspartner, og Adactit passer godt ind i den strategi. Kunderne efterspørger integrerede løsninger i skyen, og nu får vi meget stærke Office 365-kompetencer i vores portefølje, forklarer Marina Lønning.

- Med købet af Cirque i foråret fik vi Skype for Business-kompetencer, og nu udvider vi med Office 365 i skyen. Sammen med vores eksisterende kommunikationsløsninger giver det os en helt unik platform til at servicere dansk erhvervsliv med integrerede, digitale løsninger, lyder det fra TDC Erhvervs koncerndirektør.

Adactit bliver integreret i TDC Erhverv
Adactit har opbygget et stærkt brand i markedet og hos Microsoft ved blandt andet at have vundet priser som verdens bedste og Danmarks bedste på området de sidste tre år. Adactit er en iværksættervirksomhed med kun fem år på bagen, som har fokuseret på at skabe produktivitetsforbedringer til erhvervskunder ved at implementere, supportere og ibrugtage Microsofts meget succesfulde Office 365-produkter. Det er de kompetencer, virksomheden nu tager med til TDC Erhverv.

- Hos Adactit er vi meget glade, stolte og forventningsfulde over at blive en del af TDC Erhverv. Vi har altid været meget ambitiøse, og vi har et brændende ønske om at skabe forretningsfordele for vores kunder ved hjælp af it. Vi tror, at vi sammen med TDC Erhvervs nylige opkøb af Cirque samt de eksisterende kompetencer inden for netværk, sikkerhed, unified communications, telekommunikation og cloud kan skabe den absolut førende digitale løsningspartner, siger Jesper Grønbæk, Managing Partner, og stifter af Adactit.

- Vi ser, at kunderne vil have løsninger, der virker sammen, og hvis man skal være de bedste, som vi altid har stræbt efter, så er vi nødt til at være mange flere mennesker, som deler samme passion. Derfor føler vi, at vi har fundet det rigtige match i TDC Erhverv, forklarer Jesper Grønbæk.

Adactits ledelse og hele teamet flytter med til TDC Erhverv og vil blive integreret i virksomheden.

TDC Groups køb af Adactit skal ikke godkendes af Konkurrencestyrelsen og træder derfor i kraft per dags dato. Købsprisen offentliggøres ikke.

Fakta om Adactit:

  • Adactit er et it-firma, som er specialiseret i Microsofts cloud-produkter Office 365 og Azure. Firmaet blev grundlagt i 2011.
  • Adactit ser it som et redskab til at forbedre produktiviteten og er en partner, som fokuserer på menneskene, som skal bruge it-løsningerne vha. forandringsledelse og effektiv træning til at sikre de nødvendige kulturelle ændringer og uddannelse af brugerne.
  • Adactit har i november 2016 vundet priserne som Danmarks bedste Microsoft-partner inden for to områder, ’Årets Cloud Adoption Partner’ samt ’Årets Future Workplace Partner’. I 2015 og 2014 vandt Adactit priserne ’Worldwide Partner of the Year SMB Cloud Solutions’, ’Årets Pris for Kundetilfredshed i Danmark’, ’Årets Adoption og Consumption Partner’ samt prisen som årets ”Entreprise Social and Collaboration Partner”.
  • Adactit har hjulpet mere end 300 kunder med at vælge den rigtige cloud-løsning, og sikre produktivitetsgevinster med den rette implementering, træning og uddannelse.

Yderligere oplysninger:TDC Group Communications, tlf. 70 20 35 10

Emner

  • Erhverv

TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510