Pressemeddelelse -

​TDC Group: Vi skal gøre mere for eksisterende kunder

TDC Group skal have mere fokus på sine eksisterende kunder for at opfylde sine ambitioner, fastslår koncernchef Pernille Erenbjerg i forbindelse med offentliggørelsen af koncernens resultat for 3. kvartal 2015.

“Vores ambition om at være Skandinaviens foretrukne udbyder af kommunikationsløsninger og home entertainment kræver en ændring i kundernes opfattelse af TDC. Fordelen ved at være en loyal TDC-kunde skal være mere tydelig,” siger Pernille Erenbjerg.

Resultatet for 3. kvartal bekræfter tendensen for årets første halvdel og understøtter TDC Groups forventninger til 2015 for samtlige parametre. Koncernens aktiviteter uden for Danmark udvikler sig fortsat positivt med en stærk vækst i indtjeningen før skat, renter og afskrivninger (EBITDA) på 8 pct. i Get i Norge sammenlignet med samme periode sidste år, ligesom der er en stærk pipeline på det svenske erhvervsmarked.

”På det danske marked må vi konstatere et utilfredsstillende fald i EBITDA på 12 pct. sammenlignet med samme periode sidste år med fortsat hård konkurrence på både privat- og erhvervsmarkedet. Imidlertid har både privat- og erhvervsforretningen formået at reducere churn og har øget antallet af mobilkunder med i alt 13.000 i 3. kvartal,” siger Pernille Erenbjerg.

Siden sin udnævnelse til koncernchef i august har Pernille Erenbjerg haft fokus på at forny koncernens 3-årige strategiplan med hovedvægten lagt på det udfordrende danske marked.

”Vi skal fokusere endnu mere på vores eksisterende kunder og samtidig forenkle både produkter og processer, så vi bliver i stand til at tilbyde avancerede løsninger på en mere enkel måde,” siger Pernille Erenbjerg.

Hun illustrerer denne ambition med to aktuelle initiativer:

  • YouSee er i gang med at revitalisere sit tv-udbud for at imødekomme kundernes stigende interesse for on demand tjenester. Det omfatter både en opgradering af YouSees bredbåndskunder til højere hastigheder, som sikrer god adgang til netbaserede tv-tjenester, og lanceringen af et app-baseret on demand underholdningsunivers.
  • Desuden har TDC Erhverv sat fokus på at tilbyde bedre løsninger til mindre og mellemstore virksomheder bl.a. med nem adgang til et målrettet team af kundekonsulenter samt en række nye funktionaliteter og tjenester på mobilområdet.

Datoen for offentliggørelse af koncernens strategiplan vil snart blive kommunikeret.

Flere detaljer om resultatet for 3. kvartal i vedlagte fakta-ark.

Emner

  • Erhverv

TDC Group er Skandinaviens foretrukne udbyder af kommunikationsløsninger og home entertainment. Døgnet rundt sikrer koncernen millioner af skandinaviske husstande hurtig og let adgang til musik, tv og film på alle platforme, når som helst og hvor som helst. TDC Group ejer og driver fiber-, kobber-, coax- og mobilnet og er med sit pan-nordiske netværk den vigtigste udbyder af avancerede netværksløsninger til både store og små virksomheder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510