Pressemeddelelse -

TDC i dialog med Huawei om fremtidens mobilnetværk

I 2015 har TDC en ambition om at dække over 99 pct. af Danmark med fremtidens mobile netværk, det såkaldte 4G-net. Derfor er TDC nu i gang med at afsøge markedet for mulige leverandører af det tekniske udstyr til 4G.

”Når TDC bygger et mobilnetværk i verdensklasse, kigger vi selvfølgelig på, hvem der på verdensplan er med helt fremme indenfor netværkskvalitet og teknologisk udvikling. Her spiller bl.a. kinesiske Huawei en central rolle. Derfor er det helt naturligt, at TDC er i dialog med Huawei,” fortæller Martin Lippert, der som koncerndirektør i TDC Operations har ansvaret for TDC’s netværk.

Sikkerheden i fokus

TDC’s dialog med Huawei har dog vakt undren i den offentlige debat, hvor der især stilles spørgsmålstegn ved sikkerhed og TDC’s moral.

”Som ansvarlig virksomhed er TDC naturligvis meget opmærksom på sikkerhedsspørgsmålet, og vi er i løbende og tæt dialog med alle relevante danske myndigheder, herunder Statens Center for Cyber Sikkerhed. Ligesom en række andre danske og europæiske teleselskaber, som Huawei i dag leverer udstyr til, tager vi også i TDC selvfølgelig sikkerhedsspørgsmålet meget alvorligt uanset, hvem valget falder på,” fortæller Martin Lippert.

”TDC’s 4G-satsning frem mod 2015 er ikke en spareøvelse, som det antydes i debatten. Det er en investeringsøvelse, der skal sikre TDC-kunder Danmarks bedst dækkende netværk. Når TDC er i dialog med en stor spiller som Huawei, er det fordi, vi lægger vægt på at vælge den bedste løsning, når vi skal vælge nye leverandører. På det punkt opfører TDC sig i øvrigt ikke anderledes end den danske stat, når den vælger en teleudbyder, der har netop Huawei som underleverandør,” uddyber han.

Selvom TDC er i dialog med Huawei, er det dog endnu ikke afgjort, hvem TDC vælger som netværksleverandør. Det sker ud fra en samlet vurdering, hvor både sikkerhed, kvalitet, pris og driftsikkerhed spiller en rolle.

TDC har som det eneste teleselskab i Danmark forpligtet sig til at sikre ekstra-ordinær god dækning i en række af landets tyndest befolkede områder.

Fakta om Huawei og dialogen med TDC

-  TDC er i tæt dialog med relevante danske myndigheder om valget af netværksleverandør

-  TDC har forpligtet sig til en 4G-dækning på 99,8 pct. i 207 af landets tyndest befolkede postnumre

-  Globalt er Huawei i dag leverandør til 45 af verdens 50 største teleselskaber

-  I Skandinavien er Huawei i dag netværksleverandør til i alt fem landsdækkende mobilnetværk i hhv. Norge, Sverige og Danmark herunder det statsejede norske Telenor og svenske Telia.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • ledelse og talsmænd
  • koncerndirektør

TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510