Pressemeddelelse -

TDC om digital vækst: IT-kompetencer kan ikke stå alene

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har netop fremlagt Regeringens længe ventede Strategi for Danmarks digitale vækst.

Fra Danmarks største IT- og televirksomhed lyder en stor ros til regeringen for at tage fat på opgaven med at sikre Danmarks digitale vækst.

- Der er store vækstpotentialer for danske virksomheder ved at anvende nye teknologier og digitalisere forretningen, men det kommer ikke af sig selv. Med Strategi for Danmarks digitale vækst lægger regeringen op til at skabe bedre rammer for at danske virksomheder kan gribe de digitale vækstmuligheder, udtaler koncerndirektør i TDC Group, Jens Aaløse.

- Danmark har tabt terræn i forhold til verdens førende it-nationer de seneste ti år, og derfor er det vigtigt, at der fra politisk side nu sættes ind for at vende udviklingen. Det vil jeg gerne rose regeringen for.

Mere end tekniske kompetencer
- Vi og resten af dansk erhvervsliv har længe efterspurgt flere digitale kompetencer, fordi manglen på dem allerede er massiv, og derfor er vi glade for, at regeringen med Teknologipagten sætter et mål om at 20 procent flere skal gennemføre en faglært eller videregående uddannelse over de næste 10 år indenfor de såkaldte STEM-områder (teknologi, IT, naturvidenskab og matematik).

Jens Aaløse påpeger dog, at tekniske kompetencer ikke er tilstrækkelige:

- Hvis de tekniske kompetencer for alvor skal skabe værdi for dansk erhvervsliv, skal de gå hånd i hånd med forretningsforståelse og evnerne til at tænke kreativt og kunne samarbejde.

Det skyldes ifølge Jens Aaløse, at IT-specialisternes rolle har forandret sig fra at sidde for sig selv og programmere til i samarbejde med andre faggrupper at udvikle innovative digitale løsninger med udgangspunkt i forretningen. Det stiller nye krav til kompetencer.

- Disse kompetencer kan fremmes ved at løse opgaver på tværs af faggrænser og i samarbejde med virksomheder. Derfor tror jeg, at det fremover bliver afgørende at uddannelsesinstitutionerne i endnu højere grad end i dag samarbejder med erhvervslivet om at uddanne fremtidens kompetencer.

- Kompetenceudfordringen skal løses af uddannelsesinstitutionerne, virksomhederne og politikerne i fællesskab. Det ser jeg som et helt afgørende formål med Teknologipagten og jeg håber, at Teknologipagten kan være et startskud til at erhvervslivet helt generelt bliver koblet tættere på uddannelsessystemet lige fra folkeskolen over erhvervsuddannelserne til universiteterne, tilføjer Jens Aaløse.

Jens Aaløse er glad for at se, at Teknologipagten også har fokus på efteruddannelse.

- Hvis ikke vi formår at få alle med på det digitale væksttog, har vi som samfund ikke vundet meget. Derfor er livslang læring en vigtig komponent i at sikre digital vækst, og her har vi som virksomhed også et stort ansvar, som vi skal løfte sammen med uddannelsesinstitutionerne og politikerne.

Pigernes interesse for teknologi skal vækkes i folkeskolen
Som en del af strategien for at skabe flere digitale kompetencer igangsætter regeringen et forsøg med, at faget teknologiforståelse udbredes til folkeskolens obligatoriske undervisning, og det vækker glæde hos IT-og televirksomheden, som længe har været fortalere for mere digital dannelse og teknologiforståelse i folkeskolen.

- Her har regeringen set helt rigtigt, interessen for IT og teknologi skal grundlægges i folkeskolen, udtaler Jens Aaløse og peger på at flere undersøgelser viser, at en væsentlig årsag til, at langt de fleste piger ikke interesserer sig for computere og programmering, er, at de slet ikke møder faget i skolen.

- Obligatorisk undervisning i teknologiforståelse kan skabe grundlaget for pigernes interesse, men jeg tror, at det bliver vigtigt, at der kommer fokus på formålet med IT og teknologi, altså at det først og fremmest er interessant, fordi det kan løse problemer og hjælpe mennesker som fx redde liv, skabe job, reducere forurening og bringe mennesker i forbindelse med hinanden.

Jens Aaløse er dog lidt ærgerlig over at skulle vente tre år på at forsøgsprogrammet afsluttes.

- Jeg så gerne at tempoet var lidt højere her, fordi behovet for at børn og unge stifter bekendtskab med teknologi allerede i dag er kæmpe stort.

Jens Aaløse understreger derfor vigtigheden af, at eksisterende initiativer som Coding Class i mellemtiden fortsætter og udbredes til flere skoler, og at folkeskolelærerne inviterer IT-eksperter til at bidrage til undervisningen. 

Yderligere oplysninger:
TDC Presse, tlf. 70 20 35 10

Emner

  • Erhverv

TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate, Plenti og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510