Pressemeddelelse -

TDC vinder storaftale med Stockholms kommune

TDC har vundet en af de største kontrakter inden for datakommunikation i Sverige, efter at Stockholms kommune, Stockholms stad, har valgt TDC som leverandør af it-infrastrukturen til kommunen. Aftalen er indgået med det svenske selskab S:t Erik, der ejes af Stockholm stad.

Ordren indebærer, at TDC skal levere tjenester som drift, installation og sikkerhed til den svenske kommunes datanetværk, mens S:t Erik også får leveret både LAN- og WAN-netværk. Det vil sige et datanetværk både i institutionerne og mellem dem.

- Vi er glade for, at Stockholms stad vælger TDC som leverandør af sin it-infrastruktur. Det er en aftale, som styrker vores i forvejen stærke position på det offentlige marked i Sverige, siger koncerndirektør Asger Hattel fra TDC Nordic.

I 2013, det senest offentliggjorte regnskabsår, omsatte TDC for cirka 2,7 mia. kr. på det svenske marked, hvor kunderne omfatter både offentlige og private erhvervskunder.

- Konkurrencen på det svenske erhvervsmarked er hård, og det stiller høje krav til os som udfordrer. En ordre som denne viser dog med al tydelighed, at vi kan løfte opgaven og tage markedsandele. I Sverige har vi strategisk fokus på at binde it- og tele sammen og dermed øge værdien af vores løsninger for erhvervskunderne, og det fokus har været rigtigt, fortæller Asger Hattel.

It-infrastrukturen, som TDC nu skal understøtte, har 50.000 computere tilkoblet og bliver benyttet af 40.000 offentlige medarbejdere samt 100.000 skoleelever.

Kontrakten mellem TDC og S:t Erik løber i fire år og har en samlet værdi på cirka 142 millioner kroner.


Yderligere oplysninger:
TDC Presse, tlf. 70 20 35 10

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • tdc
  • ledelse og talsmænd
  • koncernledelse
  • koncerndirektør
  • erhverv

TDC Group er Skandinaviens førende udbyder af kommunikationsløsninger og home entertainment. Døgnet rundt sikrer koncernen millioner af skandinaviske husstande hurtig og let adgang til musik, tv og film på alle platforme, når som helst og hvor som helst. TDC Group ejer og driver fiber-, kobber-, coax- og mobilnet og er med sit pan-nordiske netværk den vigtigste udbyder af avancerede netværksløsninger til både store og små virksomheder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510