Pressemeddelelse -

Telia bliver sponsor for Smukfest

En samarbejdsaftale mellem Smukfest og Telia betyder nye, fælles musikaktiviteter og publikumsoplevelser allerede ved sommerens festival den 6.-10. august.

Telia Danmark har indgået en sponsoraftale med Smukfest, som betyder, at de to partnere vil arbejde sammen om en række aktiviteter før, under og efter den populære musikfestival.

For Telia er aftalen endnu et skridt i retning af mere oplevelsesorienteret markedsføring. En ny strategi, der blev introduceret i marts måned, hvor Telia indgik en aftale med PARKEN om installation af WIFI på alle tribuner i nationalarenaen.

”Vi har fokus på at aktivere en større del af vores annoncekroner i events og gode oplevelser. Når du er til koncert, festival eller fodbold, er det en vigtig del af helhedsoplevelsen, at du kan dele de store øjeblikke med venner og familie via sms’er og sociale medier. Derfor ser vi i stigende grad eventkulturen som et naturligt indsatsområde for os. Desuden har vi jo en tæt alliance med Spotify, som vi vil aktivere i forbindelse med Smukfest,” siger Søren Abildgaard, administrerende direktør for Telia.

For publikum på Smukfest vil det nye samarbejde kunne mærkes på flere måder. Mest spektakulært bliver introduktionen af fire nye, eksklusive koncertoplevelser på festivalens campingområde. Hver formiddag fra torsdag til og med lørdag sender Telia og Spotify en drone henover teltpladsen Kærligheden. Flyveturen kan følges på storskærme, mens dronen udvælger dagens heldige telt eller camp, som dernæst på rekordtid opgraderes med gaver og udstyr, mad og drikkevarer, inden koncertnavnet ankommer og giver et eksklusivt show på 15-20 minutter.

Navnene på årets fire surprise-kunstnere offentliggøres senere.

Herudover lancerer Smukfest, Telia og Spotify allerede i dag en online musikquiz, hvor du kan udfordre dine venner i, hvem der ved mest om sidste års radiohits, 80’ernes popidoler eller 70’ernes punkrevolution. Der vil løbende være en masse præmier på højkant, og til slut udvælges landets fire skarpeste musikhjerner, der inviteres som VIP-gæster til årets Smukfest. Her vil de deltage i en liveudgave af musikquizzen og dyste om de flotte hovedgevinster.

Endelig opstiller Telia og Spotify under sommerens Smukfest tre rigt udrustede recharge-stationer, hvor publikum kan få genopladet batterierne – både kroppens og mobilens. Her kan man søge ly for solen eller regnen, nærstudere festivalprogrammet, sludre med vennerne samt deltage i Telias og Spotifys Musikquiz og vinde gode præmier.

”Vi er glade for at have Telia med på Smukfest-holdet. Vores indledende snakke har overbevist os om, at Telia gerne vil musikken og publikum – og så er samarbejdet med Spotify naturligvis et stort aktiv, som vi glæder os til at bruge i mange forskellige sammenhænge i og omkring festivalen,” siger Poul Martin Bonde, talsmand for Smukfest.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • sponsor
  • sponsorat
  • smukfest
  • festival

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk

Relateret materiale