Gå til indhold
Lana Del Rey til Tinderbox 2019
Lana Del Rey til Tinderbox 2019

Pressemeddelelse -

Lana Del Rey og A$AP Rocky til Tinderbox

Macklemore og Dropkick Murphys er sammen med de to amerikanske superstjerner blandt de første internationale navne til at gøre Swedish House Mafia selskab på Tinderbox 2019

Annonceringerne til Tinderbox startede i går med offentliggørelsen af verdens største EDM-navn – Swedish House Mafia – og fortsætter i dag med otte nye navne, der inkluderer flere amerikanske megastjerner.

Den første er ikoniske Lana Del Rey, der siden 2012 har udsendt fire album med sensuel dragende pop, der trækker på en blanding af drømmende noir-pop og triphop. Den millionsælgende sanger har hittet med ”Video Games”, ”Young and Beautiful”, ”Summertime Sadness” og ”Lust for Life” og har varslet nyt i 2019. Den fascinerende amerikaner har ikke gæstet Danmark siden 2014, hvor hun fik flotte anmeldelser for sin koncert på NorthSide. Så det bliver et kærkomment gensyn, når hun går på scenen foran sine mange fans på Tinderbox.

Rapperen A$AP Rocky har heller ikke givet en dansk koncert siden 2014, hvor han var aktuel med albummet ”Long.Live.A$AP” og singlerne ”Fuckin’ Problems” og ”Wild for the Night”. Siden da har han hittet sammen med Selena Gomez på ”Good for You” og med G-Easy på ”No Limit” udover egne tracks som ”Everyday”, ”ASAP Forever” (feat. Rod Stewart, Miguel og Mark Ronson) og ”Praise the Lord (Da Shine)”. Den stilsikre amerikaner er en tornado på en scene, så man kan nærmest med garanti se frem til endnu en magtdemonstration, når han til juni vender tilbage til Danmark.

Der bliver også fart over feltet og hits på stribe, når Macklemore griber mikrofonen på Tinderbox og smider bangers som ”Thrift Shop” og ”Can’t Hold Us” – to sange med tilsammen mere end en milliard streams på Spotify. Rapperen fra Seattle blev kaldt ”Mirakelmageren Macklemore”, sidst han gæstede Danmark, for en koncert, hvor hans entusiasme og star quality smittede af selv på de bagerste rækker. Macklemore er en forrygende performer, der vil sætte et smil på læben hos alle i Tusindårsskoven.

Sidste internationale navn i denne omgang er Boston-bandet med de irske rødder Dropkick Murphys, der sparker gang i alt og alle med deres energiske blanding af punk og folkemusik. De sættes på plakaten i samme ombæring som tre af de stærkeste navne på den danske hiphop-scene: L.O.C., Suspekt og Benal. Suspekt har tidligere væltet Tusindårsskoven med enorm succes, men det er første besøg på Tinderbox både for superduoen bag ”Uh Babe” og ”Nu her” og landets mest succesfulde rapper gennem tiden, der til den tid vil være aktuel med sit længeventede niende album.

Sidst, men ikke mindst, bliver der også budt velkommen til den elektroniske kunstner Lydmor, der lige nu rider på en imponerende bølge af succes efter udgivelsen af det fremragende album ”I Told You I’d Tell Them Our Story”.

- Jeg tror ikke, at vi i festivalens 5-årige levetid har startet ud med at offentliggøre en så stærk buket af navne. Det var noget af et scoop at kunne sætte et verdensnavn som Swedish House Mafia på plakaten i går, og vi er også enormt begejstrede over, at Lana Del Rey og A$AP Rocky har takket ja til at spille Tinderbox. Det er kæmpestore navne at kunne sætte på vores plakat, og så er vi jo kun lige begyndt. Så der er masser at glæde sig til, siger talsmand for Tinderbox, John Fogde.

Programmet for Tinderbox 2019 er efter de to første offentliggørelser som følger: A$AP Rock, Benal, Dropkick Murphys, L.O.C., Lana Del Rey, Lydmor, Macklemore, Suspekt og Swedish House Mafia. 

Related links

Emner

Kategorier


Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni 2019, og billetter kan købes via Tinderbox.dk fra fredag 30. november kl. 10.00.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Tinderbox

Pressekontakt

Relateret materiale

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense

I juni 2015 lagde Tusindårsskoven i Odense for allerførste gang jord til hele Fyns nye festival, Tinderbox.

Tinderbox 2016 blev et brag af en festival, hvor op i mod 40.000 mennesker festede igennem i Tusindårsskoven til tonerne af bl.a. Lukas Graham, Suede, Rammstein, Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, David Guetta og mange flere, og dermed havde Tinderbox slået sig fast som en af landets største festivaler.

Siden da har man kunnet opleve verdensstjerner som Depeche Mode, Billie Eilish, Swedish House Mafia, Billie Eilish, Iggy Pop, Alanis Morissette, Travis Scott, Kings of Leon og Jack White i Tusindårsskoven sammen med stand-up comedy, vinderne af Tinderbox Band Battle og festlige områder som Moonshine og Groovebox.

Tinderbox afholdes i Tusindårsskoven i Odense.

Tinderbox
Studsgade 35B
8000 Aarhus C
Danmark