Pressemeddelelse -
Tinderbox tilbyder overnatning
I år kan man overnatte på Tinderbox. Overnatningen bliver arrangeret sammen med en lokal forening og Fyens Væddeløbsbane og foregår på væddeløbsbanen i Sanderum-kvarteret tæt på Tusindårsskoven.
Som noget nyt vil der i år være mulighed for overnatning i forbindelse med Tinderbox. Overnatningen kommer til at foregå på Fyens Væddeløbsbane, hvor man, når man har en partoutbillet til festivalen, kan købe plads til sit telt for 345 kr. pr. gæst. Området ligger et stykke fra festivalpladsen, og der vil være begrænsede pladser.
- Vi er glade for nu at kunne tilbyde overnatning. Allerede sidste år nåede byen sit max i forhold til overnatningsmuligheder, så derfor tilbyder vi den her mulighed som et supplement. Vi tror – godt bakket op af billetsalget indtil nu – at byen bliver fyldt igen, så derfor vil vi gerne komme dem til undsætning, som har behov for en overnatningsmulighed, siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe, og tilføjer, at det er svært at vurdere, hvor stort behovet er.
- Vi arbejder hele tiden på at gøre Tinderbox til en bedre oplevelse, og i den forbindelse vil vi gerne teste, hvor stor en efterspørgsel der er efter en ekstra overnatningsmulighed. Sidste år løste vores gæster det selv, og vi ved også, at der mange steder i Odense slår små teltlejre op i private haver, og derfor har vi ikke på forhånd en masse forventninger, men vi ønsker at yde en service til dem, der potentielt står uden en overnatningsløsning.
Odenses By- og kulturrådmand, Jane Jegind, roser initiativet:
- Det er endnu et aspekt af det gode samarbejde mellem Tinderbox og rigtig mange foreninger. Vi har en dejlig Væddeløbsbane tæt på, som på den her måde kan sættes i spil på en helt ny måde til glæde for en lang række gæster på Tinderbox, siger hun.
Teltpladsen åbner torsdag 23. juni kl. 9.00 og lukker søndag 26. juni kl. 12.00. Billetsalg foregår via www.tinderbox.dk, og den eneste type overnatning, man kan købe, er en teltplads med plads til et 4-mands telt. Pladsen koster 345 kr. plus gebyr pr. person og kræver, at man også har en partoutbillet til Tinderbox.
Det er en lokal forening, der står for servicen på teltpladsen. På pladsen kan man købe mad og drikke, ligesom der vil være toiletter, bad og parkering. Det bliver et fornuftigt, roligt overnatningstilbud til Tinderbox-publikummet, og derfor er det ikke tilladt at medbringe lydanlæg, sofaer med mere. Hele reglementet kan læses på www.tinderbox.dk.
Billetter til teltpladsen sættes til salg fra onsdag 30. marts kl. 12.00 på www.tinderbox.dk.
Emner
Kategorier
Tinderbox, Talsmand og pressekontakt, Morten Hopballe.