Nyhed -

Når studenterhuen virkelig trykker

Studentertiden er over os. Smuk og fuld af håb, men for en gruppe af studenter er tiden ekstra udfordrende. At have forældre der drikker, kan måske klares i hverdagen, men som barn af misbruger kan man i denne tid skulle vælge mellem ens egen eksamenslæsning eller bekymringerne for forældrenes misbrug. Og tanker som 'husker de mon, at jeg bliver student', fylder for flere end vi tror. Læs en beretning om denne tid fra en tidligere ung i TUBA: 

Et lille pip fra en gammel student

Så nærmer studentertiden sig. Unge mennesker i fuld forhåbning og panik, over om de klare deres sidste eksamener og får den hvide hue. Der bliver læst og læst og måske en enkelt eller to bander en smule over, hvorfor de dog ikke hørte bedre efter i det forgangne år, eller i 2. g eller allerede i 1. g.

Det er dog en gruppe studerende, som især i denne tid har en ekstra udfordring. En kilde til spekulationer som lægger langt ud over studierne, karakterræset og eksamenerne. Nemlig den udfordring at en eller begge deres forældre er alkoholikere. At have en forældre der drikker, kan til nød klares i hverdagen, men når alt ens overskud bliver brug på at bestå en uddannelse, så er der ikke noget at give af til at overskue drikkeriet. Tanker som »er far fuld når jeg får min hue?«, »holder mor sig ædru til studentergildet?« eller »husker mine forældre overhovedet at jeg bliver student?« kan på nogle tidspunkter fylde mere, end tankerne over, om man overhovedet består.

Jeg er selv barn af en alkoholiker, jeg har en gymnasial uddannelse og har siden gået på universitetet. Jeg tror jeg har oplevet alle situationer, der kan opstå i forbindelse med eksamener og jeg vil ønske, at jeg kunne sige at det blev nemmere. Men virkeligheden er, at lige som med så meget andet, vil man gerne have at ens forældre – også den der drikker – er en del af højdepunkterne i ens liv. Jeg lærte til sidst at acceptere smerten ved, at min mor ikke var en del af højdepunkterne i min uddannelse, og sikkert heller ikke vil være til stede, i mange andre af de glæde begivenheder, jeg håber sker i mit liv i fremtiden.

Er mor for fuld til studenterfesten?

Den sommer jeg blev student, var der godt vejr hele tiden. Jeg husker ikke så meget fra min læseferie ud over, at min mor gerne vil arrangere et studentergilde for venner og familie.Jeg vil helst være fri. Det skal ikke misforstås, jeg vil da gerne fejre min eventuelle hue, og se venner og familie. Tankerne gik ikke på, at det måske vil være en smule pinligt, at invitere til studentergilde og jeg så ikke blev student. Det der gjorde, at jeg ikke vil holde en fest var, at jeg var usikker på hvordan min mor vil være. Vil hun have drukket så meget, at hun ikke vil kunne stå på benene, eller vil hun være ædru hele aftenen? Men det kunne jeg ikke så godt sige, for så vil det helt sikkert være den første mulighed der blev til virkelighed, med eller uden gæster. Så der blev inviteret til gilde. Det var egentlig en dejlig dag, bort set fra at jeg var nervøs hele tiden og meget opmærksom på hvor meget min mor drak og ikke rigtig kunne koncentrere mig om talerne, fordi jeg var bange for at hun skulle sige noget. Min nervøsitet var spildt, for hun var heldigvis nogenlunde ædru hele dagen. Så heldig var min søster ikke, da hun blev student nogle år efter.

Valgte alkohol fremfor min eksamen

Jeg vil gerne kunne fortælle, at det blev bedre da jeg kom på universitetet, men desværre ændrede uddannelsesstedet ikke min mors afhængighed. Hvilket gjorde, at jeg oplevede, at hun ringede en dag, kort før jeg skulle til eksamen. Hun vil bare lige fortælle, at hun var faldet i igen, og hun havde ellers holdt sig ædru i næsten 4 måneder. Hun spurgte om jeg stadig støttede hende, og om jeg kunne tilgive hende. Hun søgte efter medlidenhed for hendes fald, men på daværende tidspunkt kunne jeg ikke give den til hende. Det gik op for mig i det øjeblik, at for hende var hendes alkoholforbrug vigtigere end min eksamen. Det var noget af en erkendelse at skulle gå til eksamen med, og jeg behøver vist ikke fortælle, at karakteren ikke blev den bedste jeg har fået. Den dag jeg blev kandidat var min mor heller ikke tilstede, hun var blevet indlagt aftenen før til udpumpning. Jeg kan stadig se min far for mig, da han kommer ud til universitetet alene. Han havde så dårlig samvittighed. Men jeg var glad for han var der, han var den eneste fra min familie der kom den dag. Til gengæld havde jeg nogle rigtige dejlige studiekammerater, venner og svigerfamilie der kom og fejrede mig.

Det var svært at acceptere, at min mor ikke var en del af disse højdepunkter. At hun valgte det fra pga. alkohol. Det har taget mig næsten 10 år at komme til den konklusion, at for mig ændrer det sig nok ikke. Hun vil heller ikke i fremtiden være en del af glæderne i mit liv – i hvert fald nok ikke i ædru tilstand.

Fokuser på dig - ikke på dine forældre

Det jeg har oplevet gør, at når jeg sidder her og ser på maj måned, så har jeg ét stort ønske. jeg vil ønske, at jeg kunne overbevise samtlige unge mennesker, der er børn af alkoholikere, om at det er lige meget om din far eller mor er fuld den dag, du bliver student. Det er lige meget om de kommer, og det er lige meget, hvad de siger. Du har klaret dig så langt, og du skal være stolt af dig selv og dine evner. Du skal fokusere på, hvad du vil og ikke hvad der er godt for dine forældre. Jeg vil ønske jeg kunne give dig min erfaring, og overbevise dig om, at lige gyldig hvad du gør, så ændre dine forældre sig ikke. Søg din glæde ved mennesker der kan give den til dig, andre familiemedlemmer, kæresten og vennerne.

Jeg tror på hver eneste af jer!

Se debatindlæg fra en af TUBAs medarbejdere udgivet i JP mandag den 1. juni 2015.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171