Nyhed -

​Nyt tilbud til børn af misbrugere åbner i Hørsholm

Fra årsskiftet tilbyder Hørsholm Kommune og TUBA - Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkoholmisbrugere – et helt nyt tilbud til børn af misbrugere i Hørsholm.

Det er et samarbejde mellem Hørsholm Kommune og TUBA, der har gjort det muligt at åbne det nye tilbud til unge. Afdelingen tilbyder gratis terapi til unge mellem 14 og 35 år, der har haft en barndom med en misbrugende mor eller far. Unge, der har behov for hjælp, kan henvende sig direkte til TUBA.

Hjælp til svigtede børn og unge

TUBA har solid erfaring med at hjælpe de unge videre, så de kan tage en uddannelse og være i stand til selv at stifte familie på en mere tilfredsstillende måde. TUBA er en landsdækkende organisation, afdelingen i Hørsholm er nummer 16 i rækken og får lokaler i tilknytning til TUBAs afdeling i Helsingør.

- Alkoholmisbrugeren er garanteret hjælp igennem loven, men for de unge, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer er der ingen garanti for hjælp – selvom forskningen siger, at de er mindst lige så hårdt belastet. I TUBA kan vi hjælpe dem, forsikrer landsleder i TUBA Henrik Appel, der glæder sig over det frugtbare samarbejde med Hørsholm Kommune.

Allerede første henvendelser

- Jeg er oprigtigt glad for, at vi nu har et tilbud til vores børn og unge, der har behov for hjælp, fordi deres forældre er afhængige af alkohol. De har måske før haft svært ved at finde nogen at tale med om deres problemer. Nu kan de kontakte TUBA direkte og få rådgivning, uden at de skal henvises til det, siger Pernille Schnoor, formand for Børne- og Skoleudvalget.

- Der er vigtigt for mig, at tilbuddet gælder unge op til 35 år. Er man vokset op i en familie med misbrug, kan man have brug for hjælp, når man skal etablere et voksenliv og måske selv stifte familie. Med TUBA kan unge få støtte, selvom det er flere år siden, de er flyttet hjemmefra, udtaler Thorkild Gruelund, formand for Social- og Seniorudvalget.

Man kan allerede nu henvende sig på horsholm@tuba.dk, hvis man har brug for hjælp i TUBA Hørsholm

Pressekontakt:

TUBA: Marie Bjerre Birkholm, Kommunikations- og pressechef I 3093 9101

Hørsholm Kommune: Jeanne Bertelsen, Leder af unge- og Voksenteamet, Center for Børn og Voksne 5079 3160 

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • børn
  • misbrug
  • terapi
  • tuba
  • unge
  • afdeling

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171