Pressemeddelelse -

Lærere ikke rustet til børn af misbrugere

En netop offentliggjort undersøgelse foretaget af Moos-Bjerre Analyse for organisationen TUBA viser, at lærerne mangler viden om børn af misbrugere, og derfor afholder sig fra at tale med dem, og handle på deres sager.
’Misforstået hensyn,’ mener lederen af TUBA, den landsdækkende organisation, der hjælper børn af misbrugere. Men der er stort potentiale, hvis lærerne får mere viden.

Over halvdelen af lærerne føler sig ikke fagligt rustet til at håndtere bekymring for børn af misbrugere, dokumenterer den nye undersøgelse. På trods af at undersøgelsen viser, at hele 83 % af lærerne har oplevet, at et barn trives dårligt på grund af alkoholproblemer i hjemmet, afslører resultaterne, at der er mange barrierer for at handle på bekymringerne. Den største barriere er manglende viden om alkoholmisbrug og konsekvenserne for børnene. Dobbelt så mange handler nemlig ikke på deres bekymring, hvis de ikke føler sig rustet, som de lærere, der føler sig rustet.

På den anden side af katederet møder hele 92 % af børn fra misbrugsfamilier larmende tavshed. Kun 8 % af de unge, der går i TUBA har nemlig talt med en lærer eller pædagog i barndommen. Det viser en anden undersøgelse blandt de unge i TUBA.

Vi taber børnene på gulvet

 

Det er primært usikkerhed fra lærerens side, der er den største barriere. Men bekymringen for, at det kan gøre situationen værre for eleven ved at handle, afholder en tredjedel af lærerne fra at handle.

’Det er et helt misforstået hensyn at tro, at det skader barnet eller barnets situation at tale med det. Vi risikerer simpelthen at tabe børnene på gulvet på grund af denne holdning. Tavshed, tabu og isolation er noget af det, de voksne børn fortæller, var det værste i deres barndom,’ fortæller Henrik Appel, der understreger, at det netop i  hverdagen sammen med eleven efter en eventuel underretning, er vigtigt at vide, hvad man skal gøre som fagperson.

Lader børn i stikken

Manglende viden om alkoholmisbrug udgør en væsentlig barriere for at børn, hvis forældre har et alkoholmisbrug, bliver hjulpet. Undersøgelsen dokumenterer, at der er et væsentligt potentiale for at hjælpe flere børn, hvis lærerne får hjælp til at øge deres viden. Desuden viser undersøgelsen også, at på skoler hvor lærerne synes, at der er en god kultur, faglig sparring og støtte til at tale og handle på bekymringer om børn fra misbrugshjem, har dobbelt så mange elever fået det bedre, sammenlignet med de tilfælde, hvor lærerne ikke fik den rette støtte. 

’De her børn gemmer sig ofte bag en meget sofistikeret facade, men med en smule viden fra os, der har børn af misbrugere som faglighed, behøver det ikke være så kompliceret. Men man skal vide, hvordan man får skabt et rum, hvor eleverne har tillid til, at man kan tale om forholdene derhjemme. Det kan vi i TUBA undervise lærere og fagpersoner i,’ fortæller Henrik Appel, der opfordrer skolerne til at sætte fokus på misbrug i hjemmet minimum én gang om året.

Undersøgelsen viser desuden:

·  83 % af lærerne  har oplevet, at et barn har dårlig trivsel på grund af alkoholproblemer i hjemmet.

·  59 % af lærerne føler sig ikke rustet til at håndtere en bekymring for, om en af deres elevers forældre drikker for meget.

·  Manglende viden er en væsentlig barriere for handling – 60% mener at det kan afholde dem fra at handle, at de ikke er sikker på deres bekymring for eleven er velbegrundet.

·  53 % synes ikke at de har tilstrækkelig viden om, hvordan børn påvirkes af at vokse op i et hjem med alkoholmisbrug

·  52% synes ikke de fik tilstrækkelig faglig sparring til fortsat at kunne hjælpe og støtte den elev, hvor de var bekymret for om der var alkoholproblemer i hjemmet.

·  Kommunens manglende reaktion begrænser lærernes handling – næsten hver femte lærer siger, at det kan afholde dem fra at handle, at de ikke ved hvad der sker, hvis de foretager en underretning.

FAKTA

·  Hver tiende ung (mellem 18 og 34 år) siger i en befolkningsundersøgelse, at de er negativt belastet af deres forældres alkoholmisbrug. Det er næsten 125.000 unge mennesker. Af den gruppe svarer 3%, at de i høj grad ville tage imod hjælp, hvis den var der (ca. 40.000)

·  Kun 8 % af de unge i TUBA har talt med en lærer/pædagog i barndommen viser en undersøgelse fra TUBA

·   Næsten alle de børn af misbrugere, der har fået hjælp i TUBA savner modige voksne. 98 % af børnene siger, at det er ret vigtigt eller meget vigtigt at have mulighed for at tale med en voksen, (f.eks.en lærer, pædagog, psykolog, venlig voksen, kontaktperson, omsorgsperson) - en uden for familien, som tager én alvorligt, som ved noget om misbrug og ikke er bange, når de bliver spurgt (faktablad 7) hvilken form for støtte de ønskede sig i barndommen.

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge, der er børn af Alkoholmisbrugere.

TUBA har siden 1997 hjulpet mange tusind børn fra misbrugsfamilier i organisationens 14 afdelinger landet over.

TUBA tilbyder dagskurser, supervision og sparring til skolens fagprofessionelle og oplæg i folkeskoleklasser.


Related links

Emner

  • Sociale spørgsmål

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.

TUBA tilbyder hjælp til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Hvert år hjælper TUBA 4000 unge via terapi, onlinerådgivning, undervisning og kurser.

TUBA er en selvstændig organisation under Blå Kors Danmark

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171

Relateret materiale