Pressemeddelelse -

Odsherreds unge fra familier med misbrug får hjælp

Det kan have store konsekvenser at vokse op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug. Angst, lavt selvværd, selvmordstanker og problemer med at gennemføre studier og have et normalt socialt liv kan følge de unge, der er vokset op med forældre, der drikker eller tager stoffer. Men nu får unge fra hjem med misbrug mulighed for at få hjælp i Odsherred. Snart åbner nemlig en afdeling af TUBA, der tilbyder terapi og rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op med alkohol- eller stofmisbrug i familien, i Nykøbing Sjælland.

“Vi ved, hvor stor en belastning det kan være at vokse op i en familie, hvor alkoholen har taget overhånd. TUBA er en organisation, som i mange år har været et af de bedste tilbud, der har været til de unge, som har levet med alkoholmisbrug i familien. Der er derfor med oprigtig glæde, at vi byder TUBA velkommen til Odsherred med de nye muligheder, vi får for at give en ekstra støtte til de unge mennesker, som kan have meget barske oplevelser i bagagen,” siger Odsherreds borgmester Thomas Adelskov (S).

Og behovet for hjælp er tydeligt. Allerede nu har TUBA en håndfuld unge fra Odsherred Kommune, der rejser til afdelingen i Holbæk for at få hjælp. De og andre unge får nu mulighed for at få hjælp uden at skulle rejse langt for den.

“Det er en af TUBAs kerneværdier at møde de unge der, hvor de er. Vi har længe ønsket at få mulighed for at hjælpe de unge i Odsherred, og vi er glade for, at det nu bliver muligt,” siger TUBAs landsleder Henrik Appel.

Afdelingen i Odsherred er TUBAs 29. afdeling.

Åbningsreception for TUBA Odsherred:

Tid: Torsdag den 16. august kl. 11.00-12.30

Sted: TUBA Odsherred, Vesterlyngvej 8, 4500 Nykøbing Sj.

Der vil være taler fra: Odsherreds borgmester Thomas Adelskov og TUBA landsleder Henrik Appel. Desuden vil en ung, der har fået hjælp af TUBA, fortælle sin historie om at vokse op i en familie med misbrug.

Receptionen er sponseret af Dragsholm Slot.

Pressen er meget velkommen ved arrangementet. Ved interviewforespørgsler og andre spørgsmål, kontakt venligst presse- og kommunikationschef Sisse Tvegaard Andersen på 30 67 24 86.

Om TUBA

TUBA står for Terapi og rådgivning til Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere. TUBA hjælper hvert år over 3000 unge mellem 14 og 35 år med at håndtere konsekvenserne af en barndom i en familie med misbrugsproblemer. TUBA har 29 afdelinger over hele landet. Derudover afholder TUBA jævnligt undervisningsaftner, skoleoplæg og kurser for fagpersonale.

TUBA er en del af Blå Kors Danmark.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • tuba
  • terapi
  • misbrug
  • unge
  • odsherred
  • nykøbing sjælland

Regions

  • Odsherred

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.

TUBA tilbyder hjælp til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- og stofmisbrug. TUBA hjælper unge via terapi, onlinerådgivning, undervisning og kurser. 

TUBA er en del af Blå Kors Danmark.

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171