Pressemeddelelse -

Pernille Rahbek er ambassadør for TUBA

Pernille Rahbek er vokset op med en mor, der havde sværere ved at passe Pernille end at passe sit alkoholmisbrug. Penille har - som mange andre i Danmark - et alkoholproblem - uden selv at drikke. Hun er barn af en misbruger. 

I TUBA er vi stolte af at præsentere vores nye ambassadør, der netop har udgivet sin bog 'Kan man se, jeg har grædt?' som er en gribende fortælling om livet under overfladen i det pæne Danmark. Men Pernille vil mere end det. I sin ambassadørrolle vil hun være med ved at rokke ved systemet, så det bliver lettere at møde kvalificeret hjælp, når man er barn af misbrugere. Derfor er hun ambassadør for TUBA og for mottoet: #blanddig

Her fortæller Pernille yderligere om sin motivation for sit nye ambassadørskab.

At TUBA findes og eksisterer på den måde, det gør, kan vi godt have en tendens til at tage for givet. Vi har alle lynhurtigt vænnet os til internettet og tilgængelig oplysning, men der var ikke meget tuba.dk over min opvækst på Rømø. Og jeg tror, at det ville have gjort en himmel til forskel. En sådan opvækst medfører så megen hemmelig skam og så megen sorg, at man bliver nødt til at dele smerten med mennesker, der VIRKELIG forstår, hvad det vil sige at være det, jeg kalder østersbørn.

Selvom TUBA i dagligdagen gør et uvurderligt stykke arbejde, så er der lang vej endnu til at få den brede offentlighed til at forstå, hvor skadeligt det er for børn at vokse op i misbrugsfamilier. Når man som jeg har en stemme, har jeg ikke noget valg: min viden forpligter, og jeg er meget stolt af at kunne arbejde sammen med så stærke kræfter.

Om man er den, der har misbrugt - eller om man er pårørende hertil; så er terapi og redningsarbejdet absolut lige vigtigt. Vi har oftest mest fokus på behandling af misbrugeren, hvilket decideret er en skændsel. At være pårørende til misbrugere giver meget usynlige skader og sår, og jeg har desværre oplevet, hvor svært det er at få øje på - også for barnet selv. Hele ens liv handler om at "lade som om", fordi man vokser op i en familie, der ikke mestrer det mest basale. Selve konsekvenserne af en sådan opvækst er svære at få øje på, helt konkret også for børnene selv. Disse sår går ikke i sig selv, og selv som voksen vil man opleve, at det nærmest er umuligt at skabe sig en tryg hverdag med sunde relationer. Ofte er ens usunde adfærd næsten ikke til at få øje på. Mange voksne børn af alkoholikere lever med misbrugsadfærd og eller medafhængighed uden at ane det. Man behøver ikke at drikke eller bedøve sig for at have den adfærd.

Jeg tror aldrig, at man kommer i mål med sin smerte, men jeg tror, at det handler om at lære at rumme fortiden i dagligdagen. Som ambassadør for TUBA er jeg et sted i dag, hvor jeg ikke taler ud fra vrede. Jeg har en fornemmelse af, at det kan gøre en forskel for andre at se, at sådan nogle som mig, der på papiret kom ud på den anden side, også kæmper. Det er vigtigt ikke at være et glansbillede. Samtidig brænder jeg vitterligt for emnet og har lyst til at bruge min erfaring til noget meningsfuldt. Også hvad angår oplysning af politikere, fagfolk og mennesker generelt.

Følg TUBAs kampagne under hashtagget #blanddig

Emner

  • Sociale spørgsmål

TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.

TUBA tilbyder hjælp til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Hvert år hjælper TUBA 4000 unge via terapi, onlinerådgivning, undervisning og kurser. 

TUBA er en del af Blå Kors Danmark.

Kontakt

Sisse Tvegaard Andersen

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef 30672486

Henrik Appel

Pressekontakt Landsleder 2014 4171