Gå til indhold
Tysk påskebrød

Blogindlæg -

Tysk påskebrød

I Tyskland er der flere steder tradition for at bage særlige påskebrød. Traditionen – og dermed opskrifterne - varierer fra region til region og sågar fra familie til familie. Mens der i visse regioner er tradition for at bage madbrød med skinke og ost, er der i andre regioner – særligt i Sydtyskland – tradition for at bage søde påskebrød. Ofte bager man flere brød ad gangen for at kunne give et som gave til venner og familie. Nedenfor får du opskriften på, hvordan du bager et sødt påskebrød. Foretrækker du at give dig i kast med et madbrød til påskebordet, så skal du i stedet prøve Martinas påskemadbrød

Ingredienser:

  • 1,5 dl mælk
  • 500 g mel
  • 50 g gær
  • 100 g sukker
  • 80 g smør
  • 1 tsk vanilje
  • Skallen af en revet citron
  • 2 æg (OBS. den ene æggeblomme gemmes til pensling)
  • Pynt med mandelflager & groft sukker (Hagelzucker)

Fremgangsmåde:

Start med at varme mælken i en lille gryde. Kom melet i en røreskål og lave en fordybning i midten. Smuldr gæren i fordybningen og tilsæt en skefuld sukker og lidt af den lunkne mælk og rør forsigtigt forsigtig gær, mælk og sukker sammen med en gaffel uden at blande det med melet. Lad herefter gærblandingen hvile ved stuetemperatur i ca. 15 minutter. I mellemtiden smeltes smørret langsomt i den varme mælk.

Tilsæt det ene æg samt hviden fra det andet æg, mælkesmørblandingen, revet citronskal, sukker og vanilje til melblandingen. Brug en el-mixer med dejkroge til at ælte dejen godt igennem. Start på laveste indstilling og ælt herefter dejen godt igennem på højeste niveau i omkring 5 minutter til dejen er helt glat. Først nu tilsætter du rosinerne og ælter disse godt ind i dejen. Lad dejen hvile tildækket i skålen på et varmt sted indtil den er færdighævet (ca. 20-30 minutter).

Når dejen er vokset til ca. dobbelt størrelse vendes den ud på et melstrøet bord. Ælt dejen godt igennem og del den op i tre lige store stykker. Rul hvert stykke til en pølse (ca. 40 cm) og flet disse til et brød. Lad brødet hæve overdækket på en bageplade beklædt med bagepapir til det er vokset til ca. dobbelt størrelse dvs. ca. 20-30 minutter. Imens forvarmes ovnen til 180° C (varmluft 160° C).

Når brødet er færdighævet, pensles det med den æggeblomme rørt op med en smule mælk. Herefter pyntes brødet med mandler og groft sukker. Har du ikke groft sukker kan du også bruge almindeligt sukker eller puddersukker. Sæt brødet ind i den nederste tredjedel af ovnen og bag det i 25-30 minutter. Afkøl brødet på en rist og nyd det gerne lunt!

Som sagt findes påskebrød i et hav af varianter, og du skal ikke være bange for at eksperimentere. Prøv eksempelvis at komme tranbær i dejen i stedet for rosiner eller tilsæt marcipan. Kun fantasien sætter grænser! Du kan også vælge at lave boller af dejen i stedet for et stort brød. Portionen  giver ca. 16 boller og fremgangsmåden er som ovenfor beskrevet. Dog skal boller kun bages i ca. 15 minutter  ved 180 ° C (Varmluft 60 ° C).

Du kan som sagt også prøve at bage Martinas påskemadbrød, hvis du foretrækker et mere tungt brød på påskebordet. 

Velbekomme og god påske!

Related links

Emner

Kontakt

Tysk Turist Information

Tysk Turist Information

Relateret materiale

Tyskland - Blandt venner

Tysk Turist Information i Danmark er del af Tysklands nationale turismeorganisation German National Tourist Board (GNTB). Vi er den officielle formidler af Rejselandet Tyskland og markedsfører Rejselandet Tyskland med henblik på at fremme turismen i Tyskland. Markedsføringen sker i tæt samarbejde med regionale turismeorganisationer i Tyskland og andre lokale aktører.

Tysk Turist Information
Amaliegade 13
1256 København K
Danmark