Nyhed -

Dansk rygimplantat rejser 19 mio. kr.

Tidligere har rygkirurger haft valget mellem enten at indsætte et rigidt eller et bevægeligt implantat. Begge har resulteret i en unaturlig balance i ryggen, der ofte fører til gener og smerter for patienterne, som derfor i mange tilfælde vender tilbage til sundhedssystemet for at gennemgå en ny operation. Det har store omkostninger både for rygpatienterne og for samfundet.

FBC Devices nye implantat er bevægeligt i begyndelsen men stivgør efterfølgende leddene. Denne nye metode kombinerer det bedste fra de to eksisterende skoler inden for rygkirurgi. På den måde sikrer man en mere naturlig balance i ryggen, og færre patienter får smerter i nærliggende led og undgår derved at skulle tilbage på operationsbordet.

Partner i Vækstfondens ventureteam, Tonni Bülow-Nielsen ser et stort potentiale i virksomheden:

”FBC Devices implantat kan være løsningen på et af de største problemer i sundhedssektoren. Alt for ofte vender patienter med rygimplantater tilbage til sundhedsvæsnet med store smerter. Det har både store implikationer for patienten, og det koster hvert år samfundet mange penge. FBC Devices unikke teknologi har et stort potentiale for at revolutionere rygoperationer på globalt plan.”

Tæt på målet
FBC Device har allerede opnået gode resultater med deres implantat. I 2013 blev det godkendt i EU og Canada til kommercielt salg, og et klinisk studie med opstart sidste år viser positive resultater.

”Det ser rigtigt lovende ud. Med kliniske data fra vores studie håber vi at kunne bevise, at vores implantater er en meget bedre løsning end de traditionelle produkter på markedet. Den nye kapital betyder, at vi kan sikre disse vitale data,” udtaler Professor Finn Bjarke Christensen, stifter og CEO i FBC Device.

Kapital til markedsmodning Kapital fra investerings- og udviklingsselskabet CapNova og venturefonden Sunstone Capital har hjulpet selskabet til, hvor de er i dag. Vækstfonden er netop optaget i ejerkredsen igennem den nye kapitalrejsningsrunde på 19 mio. kr., der skal sikre markedsmodning af virksomheden.

”Med en ny investor i ejerkredsen er vi nu to stærke ventureinvestorer, der kan tage selskabet så langt, som det er nødvendigt. Udsigterne for FBC Device er lovende, og det bliver spændende af følge dem i de kommende år,” siger partner i Sunstone Capital, Claus Andersson.


Related links

Emner

  • Erhverv

Kontakt

Tonni Bülow-Nielsen

Partner +45 35 29 86 74