Pressemeddelelse -

Første InnovFin-garanti i Danmark – EIF indgår aftale med Vækstfonden om finansiering af innovative virksomheder

Den Europæiske Investeringsfond (EIF) og Vækstfonden har underskrevet en aftale om sammen at udstede lån til innovative små og mellemstore samt small og mid cap-virksomheder under ”InnovFin – EU Finance for Innovators” – et initiativ støttet af Europa-Kommissionen.

Den nye aftale gør det muligt for Vækstfonden at yde nye lån til innovative, danske virksomheder for ca. 1 milliard kroner over de næste to år. Vækstfonden har fået en garanti fra EIF under Horizon 2020, som er EU’s forsknings- og innovationsprogram. Garantien dækker en del af Vækstfondens eventuelle tab. Aftalen er den første InnovFin SMV Garanti i Danmark og giver Vækstfonden mulighed for at tilbyde finansiering på bedre vilkår, end virksomhederne ellers ville kunne få.

Administrerende direktør i EIF, Pier Luigi Gilibert, siger om aftalen: ”Det glæder mig at underskrive vores første danske InnovFin SMV Garanti her i København med vores mangeårige partner Vækstfonden. Det vil gavne det danske erhvervsliv. Vækstfonden har under tidligere aftaler hjulpet mange succesfulde virksomheder på vej, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan hjælpe endnu flere innovative start-ups i Danmark over de næste to år.”

Europa-Kommissær for forskning, videnskab og innovation Carlos Moedas går endnu videre i sin kommentar til aftalen: "Danmark er et foregangsland, når det drejer sig om at gøre idéer til holdbare forretninger. InnovFins SMV-garanti vil give et yderligere rygstød og skabe job og vækst til vores borgere og øge konkurrenceevnen i Danmark og EU."

Direktør i Vækstfonden, Christian Motzfeldt, tilføjer: ”Den nye aftale understreger det tætte samarbejde mellem EIF og Vækstfonden. Sammen kan vi nu igen tilbyde ny finansiering til danske SMVer og på den måde åbne mulighederne for øget vækst og udvikling af nye, innovative produkter. Vi vil fortsætte arbejdet med at finde nye områder, hvor vi kan samarbejde med EIF til gavn for de danske virksomheder.”

Målet med InnovFin SMV Garantien at give banker, og andre finansielle institutioner, et yderligere incitament til at låne penge ud til SMVer samt small og mid cap-virksomheder (op til 499 ansatte), der har brug for investeringer eller driftskapital til finansiering af fx forskning, udvikling og andre innovative aktiviteter. EIF udvælger samarbejdspartnere blandt finansielle institutioner i Europa, som viser interessere for at løfte den fælles opgave.

Om InnovFins SMV Garanti
InnovFin SMV Garanti yder garantier og regarantier i forbindelse med lånefinansiering i størrelsesordenen 25.000 euro til 7,5 millioner euro for at forbedre adgangen til finansiering for innovative små og mellemstore samt small og mid cap-virksomheder (op til 499 ansatte). InnovFin SMV Garanti bliver håndteret af Den Europæiske Investeringsfond (EIF) og vil blive rullet ud via finansielle samarbejdspartnere (banker og andre finansielle institutioner) i EU medlemslande og associerede lande. De Finansielle samarbejdspartnere vil med garantierne få dækket en del af eventuelle tab. InnovFin SMV Garanti er en del af ”InnovFin – EU Finance for Innovators”, som er en række nye produkter udviklet af EIB Group (Den Europæiske Finansieringsbank og Den Europæiske Investeringsfond), der skal forbedre adgangen til finansiering for innovative virksomheder. Initiativet er understøttet økonomisk af den Europæiske Union via Horizon 2020 Financial Instruments.

Om Den Europæiske Investeringsfond
Den Europæiske Investeringsfond (EIF) har til formål at støtte Europas små og mellemstore virksomheder ved at forbedre adgangen til finansiering. EIF designer og udvikler finansielle instrumenter inden for venture- og vækstkapital, garantier og mikrofinansiering. På den måde støtter EIF EU's målsætninger inden for innovation, forskning og udvikling, iværksætteri, vækst og beskæftigelse. I slutningen af 2013 var EIFs totale tilsagn til private equity-fonde på over 7,9 milliarder euro. Med investeringer i over 435 fonde er EIF den førende aktør på det Europæiske venturemarked – især inden for det teknologitunge segment og early-stage. Ved udgangen af 2013 var EIFs garantiportefølje på over 5,6 milliarder euro fordelt på over 300 aktiviteter. Det gør EIF til en central europæisk udbyder af SMV garantier og førende inden for garantier til mikrofinansiering.

Om Horizon 2020
Den 1. januar 2014 lancerede EU et nyt finansieringsprogram for innovation og forskning kaldet Horizon 2020. Over de kommende syv år vil ca. 80 milliarder euro blive investeret i forsknings- og innovationsprojekter, der skal styrke Europas konkurrenceevne og danne grundlag for udviklingen af ny viden. Det europæiske forskningsbudget fokuserer primært på forbedring af dagligdagen på områder som sundhed, miljø, transport, fødevarer og energi. Forskningssamarbejder med pharma-, rumfarts-, bil- og elektronikindustrien vil hjælpe private investorer med at sikre vækst og beskæftigelse inden for videntunge industrier. ”InnovFin – EU Finance for Innovators,” den nye generation af finansielle instrumenter og rådgivning fra EU, blev udviklet under Horizon 2020 med det formål at hjælpe innovative virksomheder med at få adgang til kapital. ”InnovFin – EU Finance for Innovators” vil samlet tilføre 48 milliarder euro til investeringer i forskning og innovation over hele Europa.

Pressekontakt:
EIF: David Yormesor
Tel.: +352 42 66 88 34, e-mail: d.yormesor@eif.org
Vækstfonden: Peter Bruun 
Tel.: +45 40 81 34 46, e-mail: pbr@vf.dk

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • smv
  • finansiering
  • garanti
  • innovfin
  • europa-kommissionen
  • eif
  • finansieringsfond
  • penge
  • lån

Vækstfonden er en statslig finansieringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 5.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 12 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital i partnerskab med private investorer og finansierer med lån og kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. De virksomheder vi har medfinansieret siden 1992 havde i 2013 tilsammen mere end 33.000 ansatte.

Kontakt

Peter Bruun

Pressekontakt Kommunikationschef +45 35 29 86 31