Pressemeddelelse -
Kill J sprænger poppens rammer med isnende synth og huggende R&B-beats i VEGA
VEGA præsenterer
Kill J sprænger poppens rammer med isnende synth og huggende R&B-beats i VEGA
I 2014 udråbte vi Kill J til et nyt dansk talent som en del af VEGA’s Udvalgte. Den 12. november følger hun op på profetien med skarpladt electropop til sin første solokoncert i Lille VEGA.
Kill J har de seneste år markeret sig som en opsigtsvækkende skikkelse på den danske musikscene. Med en kølig elegance formår hun at skabe catchy synthpop med en blanding af hiphop-beats og en sitrende engle-agtig vokal.
Det startede med singlen ”Phoenix” for to år siden, der med sit foruroligende mørke og en fjerlet vokal fik musikverdenen til at spidse ører. Siden er Kill J gået fra en duo til Julie Aagards soloprojekt, og i marts udkom den længeventede debut-ep Quasi.
Orientalsk nordic noir
De seks numre på Quasi er hver for sig beviser på Kill Js ekstreme spændvidde og kreativitet. Orientalske beats pakkes ind i inderlig nordic noir og overjordiske vokal-samples på alt fra skandinavisk reggaeton til en skrøbelig R&B-ballade.
”Coda” skyder med synth-pistoler over Kill J’s falset-fraseringer med et omkvæd, der lyder som et samarbejde mellem Mø og Diplo. ”You’re Good But I’m Better” minder om FKA Twigs med sine minimalistiske synth-akkorder og kølige knips.
Uanset hvilken musikalsk afkrog Kill J befinder sig i, er det effektivt, og Quasi har i den grad levet op til forventningerne:
”Kill J’s udtryk er således spækket med modsætninger: Hun er en både inderlig, kunstig, kælen, angrebslysten og morsom kunstner, og ‘Quasi’ er en stærk og helstøbt debut i sin eklektiske skikkelse,” skriver Soundvenue.
Fra udvalgt til frontløber
I 2011 startede VEGA konceptetVEGA’s Udvalgte for at sætte fokus på nye artister på den danske musikscene. I 2014 var Kill J sammen med blandt andre Karl William og Sekuoia en del af VEGA’s Udvalgte, og VEGAs booker Lene Vive Kristoffersen sagde i den forbindelse:
”Musikken er skarp og kølig, elektronisk funderet med en smuk og fin vokal i front. En nordisk klang kunne man sige, men én ting er sikkert: Kill J har forstået at placere sig selv.”
Med Quasi har Kill J placeret sig selv endnu tydeligere, som en kunstner, der er værd at holde øje med, og vi glæder os til at byde hende velkommen i VEGA endnu en gang.
Fakta om koncerten:
Kill J
Lørdag den 12. november 2016 kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 130 kr. + gebyr
Læs mere og køb billet til koncerten med Kill J
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 330 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.