Et rigt land, der er fattigt på rettigheder

Verdens Skove arbejder i Panama, selvom det er et forholdsvist velstående land, hvori rige mennesker fra hele verden gemmer deres penge. Men trods rigdommen i Panama City så er landet ekstremt ulige, og de mange oprindelige folk, som lever i Panamas skove, nyder ikke godt af denne rigdom. Derfor arbejder Verdens Skove på at styrke oprindelige folks rettigheder i Panama og hjælpe med at skabe en mere retfærdig fordeling af goderne.

Af Kommunikationschef Nikolai Lang

Klods op af Panamakanalen strækker Panama Citys skyskrabere sig mod himmelen. En enorm storby, hvor store internationale virksomheder har regionale hovedkvarterer og hvis skyskraber-skyline domineres af hoteller og banker, hvor rige mennesker fra hele verden vasker deres penge rene.

Men ganske kort fra al denne rigdom starter de oprindelige folks territorier, hvor Panamas oprindelige folk lever tæt på naturen i deres skove og bjerge. Mange af dem lever på fattigdomsgrænsen og har dårlig adgang til uddannelse og sundhed. Oven i købet må de forsvare deres jord mod regeringens forsøg på at fravriste dem deres land.

Det er en kamp, Verdens Skove støtter de oprindelige folk i at vinde. Ude i embera-landsbyen Embera Puru fangede vi Verdens Skoves lokale koordinator Heraclio Lopez til en snak om, hvad der skal til for at Panamas oprindelige folk kan vinde kampen til et værdigt liv i deres egen skov.

Heraclio er Guna. Et oprindeligt folk, som blandt andet lever ude ved kysten og der vandt en revolution i 1925, og derfor har opnået slevstyre og en stærk selvbevidsthed som folk. Heraclio har en akademisk uddannelse i filosofi og antropologi. Jeg spørger ham, hvad hovedudfordringerne er for de oprindelige folk i dag i Panama:

”Det er især vigtigt at fastholde vores kultur og identitet for ikke at blive udslettet som folk. Vi skal fastolde vores sprog og vores normer, som skaber dem, vi er.”

Heraclio forklarer, at det derfor er vigtigt, at få etablereret et undervisningssystem, som styrker os som oprindelige folk.

”Kampen handler om et reelt interkulturelt to-sproget undervisningssystem. Det, man praktiserer nu, er en hul skal. Vi skal have et undervisningssystem, der integrerer sprog og kultur.”

Endelig peger Heraclio på den Panamaske regerings ansvar:

”Staten skal forstå og implementere vores ret til selvbestemmelse, så alle de oprindelige folk får anerkendt vores ret til selvbestemmelse i vores territorier.”

Verdens Skove har været i Panama i næsten 20 år. I den tid har Verdens Skove erfaret fra satellitfotos, at der er en klar sammenhæng mellem oprindelige folks anerkendte territorier og skovdække. Der, hvor de oprindelige folk lever og har anerkendt ret til skoven, bliver den stående i langt større grad end der, hvor bønder eller andre, der kun kender til landbrug og kvægbrug, ejer jorden.

Derfor er de oprindelige folk en nøgle til at bevare skoven i Panama. Det er et arbejde, hvor der er sket fremskridt. Blandt andet fordi de oprindelige folks kamp i Panama går langt tilbage og har budt på flere sejre end i mange andre Latinamerikanske lande.

Heraclio forklarer:

"I Panama er det særlige, at lige siden 1871 har de oprindelige folk her forsøgt at genvinde deres territoriale rettigheder. Der har været et meget stærkt arbejde for at fastholde identitet og kultur, og der har været meget resistens mod missionering. De oprindelige folk aflæste, hvordan kolonimagten regerede og de kendte det system, som de var oppe imod. Og fordi de kendte modpartens interne spilleregler, kunne de bruge dem til deres egen fordel."

Det er en kamp, der har ført til, at de oprindelige folk står forholdsvist godt i kampen for deres skove. Verdens Skove har for eksempel været med til at sikre rettigheder til skovområder på størrelse med Fyn.

Men når det kommer til omfordeling af Panamas økonomisk betingede rigdomme er udsigterne noget mørkere.

Heraclio fortæller: "De oprindelige folk er meget bevidste om den ulige fordeling. Og den er endnu værre i forhold til de oprindelige folk end borgerne i almindelighed. Tag for eksempel vandet i floden, der kommer her fra embera-området og som embera-folket er med til at holde rent ved at bevare skoven. Det skaber penge, fordi det giver vand til kanalen. Men de penge komme ikke de oprindelige folk til gode. De forsvinder, fordi staten er korrupt og ingen penge kommer os til gode."

Heraclio indrømmer dog, at der er sket nogen fremskidt i sundhed og uddannelse. Men fremskridtene er meget små og utilstrækkelige, mener han.

Panama er formelt et demokrati og derfor mener Heraclio, at for at komme videre bør der kigges kritisk på demokratibegrebet:

"Vi bør kigge på demokratibegrebet og blive bedre til at anerkende forskellene i vores politiske kultur. Man bør forstå, at Panama er en stat, der består af mange meget forskellige folk. Derfor bliver vi nødt til at bruge et demokratibegreb med flere dimensioner."

Heraclio efterlyser et demokrati, som er mere pluralistisk.

Han foreslår derfor:

"Man kunne forestille sig at der eksisterede en kongres med både oprindelige folk og medlemmer af staten, der kunne skabe en strategi for udvikling."