Pressemeddelelse -

Viasat og TV3 beder danskerne om hjælp

TV3 og Viasat indledte i foråret kampagnen Game Changers 2014 i samarbejde med non-profit-organisationen Reach for Change. Formålet var at få sociale entreprenører til at indsende idéer, der kan gøre en forskel for danske børns trivsel i hverdagen. Ud af 60 idéforslag, som TV3 og Viasat har modtaget, er seks kandidater valgt ud. Nu har TV3 og Viasat brug for hjælp til at finde de fire finalister og opfordrer derfor alle interesserede til at stemme på deres favorit.

Fra d. 7. oktober og en måned frem kan alle interesserede afgive deres stemme på den idé, som de synes skal være med i finalen til årets Game Changers 2014. Der er seks kandidater, men finalen giver kun plads til fire, så de to projekter med færrest stemmer ryger ud.

”Vi modtog i alt 60 idéforslag, og det er vi virkelig tilfredse med. Kvaliteten var høj blandt mange af projekterne, og derfor var det også svært at finde vores seks kandidater. Men det lykkedes, og de udvalgte kandidater og deres idéer lever alle op til de kriterier, vi har sat for at blive årets Game Changer. Spørgsmålet er nu, hvem der skal i finalen, og her har vi brug for hjælp. Derfor opfordrer vi alle interesserede til at gå ind og stemme på deres favorit,” siger adm. direktør for TV3, Kim Poder.

De seks idéer, som kæmper om en plads i finalen, dækker bredt i forhold til en øget indsats for at forbedre danske børns trivsel. Initiativet Fit for Kids handler om at give børn glæde og overskud gennem et varigt vægttab. Ninja skolen ønsker at styrke børns selvværd og selvtillid gennem leg samt fysiske og mentale udfordringer. The Back to Life Project vil støtte børn og unge i rehabilitering, så de går fra at føle sig og blive opfattet som et offer til igen at få et værdigt liv. STOPMOB vil give børn redskaber til flere positive tanker og følelser og en deraf afledt positiv adfærd, som har stor betydning for børnenes relation til omverdenen. DitWerk ønsker at styrke børn og unges mod, evner og lyst til at gøre idéer til virkelighed. Og Coding Pirates vil udvikle børn og unges kreative IT-evner.

”Vores kandidater er visionære, passionerede og modige. Og idéerne kan virkelig flytte noget. De italesætter nogle vigtige samfundsmæssige udfordringer og byder på holdbare løsninger. Nu bliver det interessant at se, hvad den almene dansker lægger vægt på i vurderingen af, hvem der skal videre i finalen. Han eller hun vil nok i højere grad basere sit valg på en mavefornemmelse af, om projektets formål er interessant og nødvendigt. Og det er også virkelig vigtigt for os at vide,” siger landechef for Reach for Change i Danmark, Marie-Louise Köhl Harritso.

I midten af november skal de fire finalister fremlægge deres idé for henholdsvis en børnejury og en voksenjury. De to juryer bestemmer i fællesskab, hvem der bliver årets Game Changer. Vinderen vil fra 2015 modtage 450.000 kr. årligt i op til tre år samt indgå i et intensivt rådgivningsforløb, der skal hjælpe den sociale entreprenør med at gøre sin idé til bæredygtig virksomhed. De resterende tre finalister får tilbud om rådgivning.

Mød og stem på de enkelte kandidater her viasat.dk/reachforchange 


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Viasat er et af Danmarks førende tv-distributionsselskaber. Vi distribuerer alle de bedste danske og udenlandske tv-kanaler for i sidste ende at levere den bedste underholdning til vores kunder. Viasat ejes af den internationale mediekoncern Modern Times Group AB (MTG), der er noteret på den svenske børs Nasdaq OMX Stockholm. MTG har aktiviteter fordelt på seks kontinenter og inkluderer reklamefinansierede tv-kanaler, betalings-tv, radio og produktionsvirksomhed. I Skandinavien og Baltikum er MTG den største operatør inden for reklamefinansieret tv og betalings-tv.

For mere information, se mtg.se og viasat.dk