Mød Søren Lose - kunstneren bag værket ARK ved Ommelshoved, Ærø

Den klimakatastrofiske overlevelsesflåde ARK stævner snart ud fra Kleven Havn i Ommel og ligger for svaj (solidt fortøjret) ud for Ommelshoved. Det sker umiddelbart inden, at Out of Season Festival indvies fredag d. 9. februar kl. 15.00 med en reception for værket. Det er kunstneren Søren Lose, som står bag værket.

Søren Lose bor til dagligt i Portugal på en farm med sin lille familie. Her har han rig mulighed for at udfolde sin interesse for permakultur og bæredygtigt landbrug – en interesse han er i gang med at tage med sig ind i sit virke som kunstner. Søren Lose er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Städelschule i Frankfurt og Det Fynske Kunstakademi. Han har mange og store udstillinger og installationer bag sig, og med værket ARK ønsker han at puste til ilden og bidrage til en nødvendig klimadiskussion – men han understreger, at der ikke er tale om en løftet pegefinger. 

Hvad er ARK, og hvad skal det som værk?

ARK er et dystopisk katastrofescenarie, jeg bygger værket over, hvor afsættet er, at store dele af Ærø og Det Sydfynske Øhav vil komme til at ligge under vand. Man kan sige, det er en dommedagsprofetisk kulmination – og det er også derfor, at den hedder ARK. Tanken er, at vi skal kunne flyde rundt på den, når vandstandende stiger og æder vores jord. Selvfølgelig er det for sjov, men det er altså også for alvor. Alt efter hvor langt man vil – eller tør - tænke tanken og scenariet ud.

For mig er ARK en måde at italesætte konsekvenserne af den måde, vi lever vores liv på i dag, hvor klimaforandringer truer vores samfund – som vi kender det – og sætter det under enormt pres. Fossile brandstoffer slipper snart op, og det er et faktum, at vores havvand og drikkevand bliver mere saltholdigt, hvilket truer vækstforholdene for de afgrøder, vi historisk set har satset på og frembragt i dansk landbrug. Vi ser gang på gang, hvordan klimaforandringer raserer og ændrer vores landskaber. Katastrofer kan ske – og hvad gør vi så, når de indtræffer? Hvordan forbereder vi os på dem? Det er det, jeg gerne vil have folk til at tænke over, når de ser ARK og opholder sig på værket. Etmere ekstremt eksempel er Prepper-bevægelsen i USA, hvor man forbereder sig på, at fødevaremangel og strømsvigt kan blive hverdag. 

TV: Søren Lose i aktion under flytningen af ponton til værket ARK - TH: Lose får hjælp af Peter Kiær og elever fra sejladsholdet på Ærø Efterskole

Hvordan vil du beskrive værket ARK?

”Det er et bæredygtigt værk - skabt og sammensat af indsamlede materialer, jeg har fundet på Ærø. Og så har jeg suppleret med bæredygtige materialer, der er indkøbt til formålet. Det er bæredygtigt på den måde at forstå, at det ikke sætter et aftryk, når værket en dag skal fjernes, så i virkeligheden kan det ses som et antiværk, der ikke efterlader spor. Og det er ikke et værk i traditionel forstand, hvor man har et værk på en kunstinstitution eller på et galleri, man udstiller, gemmer og bruger igen, men det er snarere et funktionelt værk.

Det har helt klart nogle skulpturelle kvaliteter – altså et materiale og en form – hvor de enkelte dele er sat ind i en helt anden kontekst, hvor du ikke er vant til at se dem. Fx er flåden, der holder værket flydende, normalt en genstand MAN ville bruge til at fragte og sejle ting på. Der eksisterer få eksempler på tangtage her på øen, men igen er det brugt i en kontekst – på en flydende pram - hvor du ikke er vant til at se det.

Hvordan kan man bruge ARK her og nu (mens vi venter på, at vandstandene stiger)?

Det er et sted, hvor man kan stikke af fra al balladen. Et sted, hvor du kan koble helt fra, leve simpelt uden at skulle forholde dig til regninger, der skal betales, og den slags. Du kan lave mad ombord på ARK, der muslingeliner, planter og bær.

Hvordan har det været at arbejde på Marstal Havn og tæt på det sted, hvor værket skal indgå?

Det er helt vildt, hvad jeg oplever af velvilje og interesse – fra mange forskellige kanter. Det er virkelig tydeligt, at der ikke er langt fra tanke til handling, når først man bevæger sig rundt på havnen (red. Marstal Havn). Står man og mangler en dunkraft, en trailer eller har man brug for en hjælpende hånd, så er folk ikke sene til at smide det, de har i hænderne, og springe til. Det er meningsfuldt at arbejde på denne måde, for mig at se, og det interessante i at skabe sådan et værk opstår for mig, når folk med lokalkendskab, viden og ekspertise tager del i tilblivelsen af et af mine værker, fordi det sikrer en forankring og opbakning. Og så opstår der en ret særlig udveksling af erfaringer, perspektiver og viden.I weekenden havde jeg besøg af tre seje unge kvinder med tilknytning til tang-tagtækkermiljøet på Læsø, som ved alt om, hvordan man laver et tangtag. Og det viste sig, at den ene af dem også var designingeniør med speciale i bæredygtighed, så det gav nogle spændende diskussioner og snakke. Jeg kan i virkeligheden meget bedre lide at arbejde på den her måde, hvor man samarbejder og interagerer med andre, frem for at sidde med hovedet fordybet i en computer på mit atelier. 

Søren Lose i Carsten Nørgaards hal på Marstal Havn med assistenter og tangspecialister. Fra venstre er det Astrid Sonne og Emil … begge studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, dernæst er det Simone Astrid Sørensen (bosat i Marstal) og Kirsten Lynge, som begge har rødder på Læsø og i familie med Henning Johansen, der er tangtagtækker på Læsø.