OPRØR FRA UDKANTEN

Mulighedernes land to år efter

Åbningstale ved Landskonferencen i Ærøskøbing v. Carl Jørgen Heide, Turist- og Erhvervsdirektør på Ærø

Lørdag den 24. september 2016

Kære forsamling

På næsten 2. årsdagen for den første konference 27. september 2014 afholdt af Oprøret fra Udkanten kan man godt filosofere lidt over, hvorfor der kom et oprør så mægtigt og gennemtrængende og hvorfor det kom fra Ærø.

Ser man på Ærø alene er der vel ingen grund til oprør? Ærø ligger lunt i svinget, en god kommunal økonomi, stort set ingen arbejdsløshed, bortset fra den store gruppe af aktive seniorer er der færre på overførselsindkomst end i gennemsnits Danmark. På Tripadvisor, samfundets nye dømmende kraft sammen med Facebook, er der stort kun roser, ja Ærø har endda fået ”Certificate of Excellence”. På Facebook har gruppen ”Oplev mit Ærø” knap 6000 medlemmer, der skiftes til at rose Ærø eller rose noget, der sker på Ærø.

Så hvorfor et oprør fra udkanten startet på Ærø og vedholdende fortsat fra Ærø?

Fordi bagmændene bag oprøret fra udkanten bor på Ærø. Viggo Mortensen og Finn Slumstrup udfører herfra en vigtig opgave, formulerer et oprør, der vedkommer hele Danmark. De sidder ikke her i sikkerhed og trækker i trådene som Fethullah Gülen, profeten fra Pennsylvania, der menes at være hjernen bag militærkuppet i Tyrkiet for nylig, næh de er snarere som Lech Walesa, der udtrykte millioner af polakkers vrede og længsel, da han den 14. august 1980 kravlede over plankeværket til skibsværftet i Gdansk og proklamerede det polske oprør udtrykt gennem dannelsen af Solidaritet. Han påtog sig opgaven og ansvaret med at udtrykke millioner af polakkers smerte ved massiv undertrykkelse af frihedstanker i 40 år.

Slumstrup og Mortensen har påtaget sig samme opgave. Ikke på samme smertelige baggrund, ikke med risiko for fængsling og tortur, men en opgave om at være talsmænd og bannerførere for nogle hundredtusinder danskeres vrede over skævvridningen af vort land gennem politikeres negligering af deres ansvar for at give alle danskere samme betingelser for at bo og arbejde uanset om valget er København, Karise eller Kliplev.

Slumstrup og Mortensen behøver ikke at gøre dette. De kunne med pensionsfred i sindet sidde med et slumretæppe i Smedegade eller tage sig en ”morfar” på Gammelgård, men det gør de ikke. De er rundet af den tid og den generation, der tog et ansvar for mere end sig selv og egen lykke, fra en tid, hvor der ikke endnu var tænkt på LA. Det betyder dog ikke, at dette oprør er en olle-kolle fejring af udkanten og en prisning af ”evigt ejes kun det romantiske 68- oprør.” Nej, heldigvis er der unge kræfter med i oprøret, unge kræfter, der forstår, at kun ved handling skabes resultater.

Udover ildsjæles initiativ og mod er Slumstrup og Mortensen velformulerede og har et tæt netværk af gode kontakter.

Budskabet fra Ærø lød så højt og lød så klart, lød så enkelt og lød så tydeligt, at det blev hørt på Folkemødet på Bornholm og i de politiske korridorer på Christiansborg.
Pludselig blev udkanten ”in” på Christiansborg, nogle politikere så stemmer i det, andre politikere så nu urimelighederne klart mere ud fra et godt politisk hjerte og et ansvar for hele Danmark.

Et sådant oprør er prøvet tidligere uden held. Hvorfor er det så ikke lykkedes før og hvorfor ser det ud til at lykkes nu?

Fordi det denne gang ikke er en klagesang, en jammerdal og ”åh, hvor har vi det dårligt hernede eller herude”.

Fordi det ikke er et oprør startet af politikere i håb om at score en lokal- eller regional politisk gevinst.

Men fordi Slumstrup og Mortensen velformuleret udtrykker udkantens indignation, stoler på egne kræfter uden politiske støttepædagoger og konsekvensløse analyserapporter.
Og de holder bålet vedlige gennem artikler, foredrag, TV optræden og radioudsendelser, et utal gennem de sidste 2 år.

De blev hørt. De blev udkantens fælles stemme.

De fik frokost hos ministeren, de blev inviteret til møder hos politiske partier, de fik initiativets priser.

De blev anerkendt og respekteret som talsmænd uden bagtanker, men med masser af tanker om et Danmark i balance.

Et er at blive anerkendt og respekteret, men det kan vel sådan set være ligegyldigt, hvis der ikke skabes resultater?

Men der er skabt resultater.

Det er ikke længere flovt at bo i udkanten.

Det er måske endda på vej til at blive ”trendy”.

Der er sket udflytninger af statslige arbejdspladser.

Der sker ændringer i planloven.

Og rent lokalt kan vi glæde os over den begyndende indførelse af landevejsprincippet til de danske øer.

Ja, det er jo ikke Slumstrup og Mortensen alene, der har sørget for dette, men oprøret har banet vejen for gode politikere med hjerte for udkanten og et helhedssyn på Danmark, så de kan skabe rammerne for en udvikling af hele Danmark, så vi har muligheden for at klare os selv uden at have tiggerstaven i hånden på vejen til Christiansborg.

Når vi nu bevæger os til Christiansborg, så er det ikke med et ”åh, hvor er det synd for os, hjælp os”, men med en rank ryg og en tro på egne kræfter. Når udkanten nu tager til Christiansborg er det for øerne at forhandle landevejsprincippet helt på plads, for det jyske fastland at forhandle en bedre kollektiv trafik i yderområder og for os helt lokalt for at forhandle en hjælpende hånd til udvidelsen af Søby Havn, nøjagtig som når København beder om støtte til et byggeri af en metro.

Nu skal denne velkomst jo ikke ende med en saliggørelse der er sidste trin inden helgenkårelse af d ’herrer Slumstrup og Mortensen for at blive i et sprog en emeritus udi teologien forstår, og selv om Slumstrup og Mortensen med vanlig beskedenhed siger, at de blot er en stemme i et kor af stemmer, så vil jeg alligevel bede forsamlingen med mig om at åbne denne konference ved at anerkende Slumstrup og Mortensens indsats for et mere lige Danmark gennem et kraftigt bifald.

Og med dette erklærer jeg konferencen for åben og ønsker alle et godt møde.