Blogindlæg -

TID TIL TOSOMHED

Ferie er tiden for afslapning, men måske ikke blot flade ud på et tæppe på stranden


Afslapning fra en travl hverdag kan også være med vandrestøvler og rygsæk på Øhavsstien, der begynder i Søby på Ærø og slutter i Falsled på Sydfyn.

Du behøver ikke at vandre hele turen. Den kan opdeles i behagelige afsnit.

En vandretur på Ærø er konstant udsigt over enten det milde sydfynske øhav eller den mere storladne Østersø, en vandretur på Ærø er duften af syrener i den tidlige forsommer, duften af hvidtjørn omkring Skt. Hans og duften af naturens krydderier når sommeren bliver varm og tør.

Hvornår har du sidst haft tid til at falde i søvn under sol og drivende skyer og blive vækket af drillende græsstrå i din elskedes hånd?

Man finder altid en plet for sig selv, hvor man kan nyde sin medbragte madpakke og termokaffe eller blot nyde hinanden og skyernes flugt over himlen.

Bliver hjemturen for lang eller er dagen løbet bort, så find blot et stoppested. Der er jo gratis busser over hele øen fra tidlig morgen til hen på aftenen.

Aktiv parferie

Hvad med en cykeltur ad trafikstille veje eller ad den romantiske Nevresti? Eller måske en kajaktur ud til de små holme i det beskyttede farvand på øens nordside med bugter og tanger? Er I til fiskeri, så er Ærø udnævnt til Danmarks bedste ørredvand. Uanset vind og vejr finder man altid et sted med læ og ideelle forhold for både flue og blink.

Hvad med golf? Vi har Danmarks absolut mest velbeliggende golfbane ved Skjoldnæs Fyr, intet sted er havet skjult, her er højt til himlen og næsten altid en let drillende vind, der giver en ekstra udfordring ved hul nummer 9.

Når dagen går over i aften og maven signalerer sult, så bliver udfordringen ikke at finde et sted at spise, men hvilket sted? Skal det være frisk fisk på havnen i Marstal, skal det være den gode bøf i Vindeballe eller Søby, skal det være pizza, røget fisk eller kreativ gourmet i Ærøskøbing. Selv med forvænnede smagsløg, så finder man altid et sted for både smag og pengepung blandt øens mere end 20 spisesteder.

Slut dagen med en doven slentren gennem aftenstille gader; måske et af øens listige steder med musik og lokal atmosfære lokker, inden dagen helt går til ro enten på et af øens charmerende B&B, i et lejet feriehus eller blandt internationale gæster på øens hoteller. Uanset valg af sted, så åbn blot vinduet med sindsro. Kun lyden af stilhed vil forstyrre nattens søvn.

Related links

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • alt er vand ved siden af ærø
  • cykling på ærø
  • golf
  • islandliving
  • sommeridanmark
  • velkommentilønskeøen
  • visitaeroe
  • ærøfærgerne

Kontakt

Chris Hammeken

Pressekontakt Direktør for Ærø Turist- og Erhvervsforening +45 41 27 72 94

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Lea Storm

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 61 62 68 04

Claus Hattesen

Pressekontakt Bestyrelsesformand ved Ærø Turist & Erhvervsforening +45 40 40 26 84

Relateret materiale