Nyhed -

Ærø Slagteren slår dørene op.

'Så' der skinke - nam nam 

til de flinke -  nam nam'

således synger Disney figuren 'Pumba', et muntert og sulten vortesvin, mens han danser begejstret rundt, i et afsnit af tegnefilmen om Timon & Pumba. 

Og der er al mulig grund til at udvise lidt af den samme begejstring som den kære Pumba, når Ærø Slagteren slår dørene op tirsdag den 24. april og inviterer til helstegt pattegris fra kl. 13 - 17.


Vi kan, fordi vi vil.

Åbningen af Ærø Slagteren er nemlig et resultatet af den ærøske 'vi kan, fordi vi vil' mentalitet. Da den tidligere Dunkær Slagter måtte dreje nøglen om i starten af august sidste år, og øen pludselig stod uden slagter, kom det som et chock. Ikke bare for de kunder, der gerne vil gå til slagteren efter påskens lammekølle, eller den gode hjemmelavde spegepølse. Men lukningen var særligt et problem for de mange små og store landmænd, der fik slagtet deres dyr lokalt, og nu var nødsaget til at transportere dyrene 'af øen'.

På et åbent møde, foranlediget af Ærø Turist & Erhvervskontor, blev der blandt de fremmødte nedsat en arbejdsgruppe til at undersøge mulighederne for at starte et andelsslagteri. 

Og så skulle der arbejdes hurtigt. For maskiner og inventar fra konkursboet ville blive solgt på auktion blot 1 uge efter mødets afholdelse. Med hjælp fra en advokat blev der oprettet en deponeringskonto, hvor interesserede kunne indsætte penge og således købe en anpart i det nye andelsslagteri - såfremt der altså kom penge nok ind, til overhovedet at byde på maskinparken og dermed arbejde videre med andelsslagteriet.

På blot 1 uge blev der indbetalt over kr. 450.000,- på deponeringskontoen og arbejdsgruppen kunne således efter 6 intensive dage, afgive bud på inventar og maskiner. Et bud der heldigvis var højt nok til, at restauratør Morten Arnfeldt på vegne af arbejdsgruppen i udgangen af august kunne meddele, at man havde vundet auktionen og at Ærøs andelsslagteri var en realitet under navnet Ærøslagteren Aps.

Siden da har folkene bag Ærø Slagteren arbejdet hårdt på at stable alt på benene. På den første generalforsamling i september 2017, blev der valgt en bestyrelse til at tage over for arbejdsgruppen. 

'Hakuna Matata'

Timon & Pumba er nok bedst kendt for sangen 'Hakuna Matata', hvilket er swahili for 'Ingen bekymringer'. 

Frem til nu  har der været nok at bekymre sig om og ikke mange muligheder for at tage det roligt, men med åbningen af slagterbutikken på tirsdag er en meget vigtig milepæl nået og forhåbentlig giver det lidt mere ro og færre bekymringer for folkene bag Ærø Slagteren Aps.

Der er dog ikke megen hvilen på laurbærrene over visionen bag Ærø Slagteren. Og heldigvis for det. Med fokus på dyrevelfærd, social ansvarlighed og kvalitet i smagsoplevelsen, er der noget at glæde sig til.

Ærø Slagterens vision

Ærø Slagterens vision er at producere gode gourmetprodukter af høj kvalitet, som tilbyder en unik smagsoplevelse.

God dyrevelfærd, så alle øens dyr tilbydes kort vej til slagtning, hvor der er mulighed for, at de som kender og passer dyrene kan være til stede til det allersidste. På Ærø er transporttiden højst 20 min.

Vi ved, at jo mere tryghed og stressfri slagtesituationen kan være for dyrene, jo bedre en kødkvalitet opnås.

Målet er at hele produktionen baseres på økologiske kvalitets produkter og allerhelst lokal produceret råvarer. At bidrage til et Ærøsk landbrug, hvor mangfoldighed af dyrearter og biodiversitet spores i landskabet, og de lokale producenter får mulighed for at afsætte deres dyr lokalt.

Fokus på bæredygtighed og en målsætning om, at ændrer slagteriets energiformer til, at være mere miljøvenlige.

Bevarelse af lokale arbejdspladser, krydret med mulighed for ansættelse af mennesker, som er på kanten af arbejdsmarkedet. Vi har et stort socialt engagement med plads til alle.


For yderligere information, kontakt:

Ærø Slagteren  på tlf: 9244 4263 / aeroeslagteren@gmail.com 

Stine La Boube på tlf: 6258 2838 / sl@poppelgaarden.org  

eller følg Ærø Slagteren på facebook, hvor du også finder åbningstider for butikken

Related links

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • alt er vand ved siden af ærø
  • velkommentilønskeøen
  • islandliving
  • visitaeroe

Kontakt

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Relateret materiale