Pressemeddelelse -

Flere danskere besøger svenske forlystelsesparker

Hvorfor nøjes med svenske gæster, når man også appellerer til danske? Det gør de tre forlystelsesparker i Sverige, High Chaparral, Liseberg og Astrid Lindgrens Verden, og nu vil man arbejde endnu mere med danskerne. Aldrig tidligere har de tre parker tiltrukket så mange danske besøgende, og tendensen ser ud til at vare ved. De tre parker vil nu i endnu højere grad markedsføre sig sammen mod danskerne.

Et vaskeægte cowboy-land, High Chaparral, med ægte saloons, Dalton-brødrene og andre cowboys samt rigtige heste. En forlystelsespark med vilde forlystelser og smuk svensk sommernatur i Liseberg. Og unikke Astrid Lindgrens Verden med Pippi, Emil, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte i levende teaterforestillinger. Den gule Villa Villekulla, Katholt med flagstangen, Mattisborgen, der kan flække ved et lyn, og Nangijala med de mange kirsebærtræer. Svenskerne er gode til at skabe danskervenlige parker, og vi honorerer det da også med flere og flere besøg.

”De tre unikke forlystelsesparker har en bred vifte af oplevelser, der leverer historiefortælling, kreativitet og underholdning i verdensklasse. I glæde over, at flere og flere danskere besøger dem, ønsker de selv og Visit Sweden at skabe yderligere opmærksomhed omkring parkerne på det danske marked ved at tilbyde et tag-selv bord af tre forskellige kvalitetsparker, der supplerer hinanden og ligger så tæt på Danmark”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Liseberg har siden 2014 haft en markant stigning i interesse og besøg til parken fra danskerne. Omkring 10 % af Astrid Lindgrens Verdens gæster er danske besøgende og har været det i de seneste 5 år, og det samme tal gælder for High Chaparral. Alle tre parker oplever, at flere og flere danskere lægger vejen forbi, når familien skal på oplevelsestur.

Nu er de tre parker gået sammen i et forstærket samarbejde for at gøre endnu mere opmærksom på sig selv, det gode børnevenlige udbud i Sydsverige og samtidig på de forskelligheder, som parkerne repræsenterer:

Nyheder på tapetet: Kokkelandsholdet laver mad i High Chaparral

De tre parker har alle tre fokus på at tilbyde spændende nyt forud for hver eneste sommersæson.

Premiere i Astrid Lindgrens Verden i år får ”Den lille by” med fine, små huse, der er bygget i 1:1 med tydelig inspiration fra begyndelsen af 1900-tallets Vimmerby. Vimmerby agerede inspirationsmodel for bylivet i mange af Astrid Lindgrens bøger, bl.a. Pippi Langstrømpe og Mesterdetektiven Blomkvist, nogle af Astrid Lindgrens mest populære figurer. Storegade og Lillegade var, hvad der var, og naturligvis også et centralt torv, hvor man mødtes. Resten var små brostensbelagte, bakkede gader og hyggelige kroge. Alt det kan for første gang opleves i Astrid Lindgrens Verden i år.

I cowboy-landet High Chaparral har de forud for denne sæson investeret markant i madudbuddet i parken. Her kan besøgende nu få rigtig lækker mad kombineret med læring om det, vi putter i munden. High Chaparral har således indgået et stort samarbejde med bl.a. Det Svenske Kokkelandshold, og sammen skabes sunde og velsmagende menuer til forskellige serveringssteder i parken.

Forlystelsesparken Liseberg i Gøteborg lancerer ’Loke’, en 27 meter høj såkaldt Gyro Swing, som løfter gæsterne ikke mindre end 42 meter op over jorden og tilbyder en betagende men sikkert også for nogle meget adrenalin-pumpende oplevelse. Liseberg har også andre nyheder i ærmet, bl.a. på den kulturelle front.

I High Chaparral kan man få en god rabat på indkvartering og entrébilletter, hvis man booker gennem parkens samarbejdspartner Stena Line. I Astrid Lindgrens Verden gælder det samme; rabat på indkvartering, hvis man booker gennem Stena Line eller Sembo. Køber man online, når man skal til Liseberg, kan man få et Express-pas, som gør, at man kommer først i køen til de tre største forlystelser i parken.

Liseberg ligger i Gøteborg, mens Astrid Lindgrens Verden ligger i forfatterindens fødeby, Vimmerby, i Småland. High Chaparral har fundet god plads til deres vilde vesten i Hillerstorp i Småland. 

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • astrid lindgrens värld
  • astrid lindgrens verden
  • high chaparral
  • småland
  • liseberg
  • gøteborg

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376