Pressemeddelelse -

Halland med vind i sejlene

Når danskerne for alvor skal have luft under vingerne – eller rettere i sejlet og dragen - tager de turen over Øresund og lader de svenske vinde lægge energi i sporten. Flere og flere danskere tager nemlig til Sverige for at wind-, wave- og kitesurfe, og det samme gælder den nyere disciplin, SUP (Stand Up Paddleboard). Det oplever man i Halland, hvor man er glade for de mange danske gæster.

Vind, bølger, brus, boards og gang i naturens kræfter – ikke mindst når kalenderen skriver sensommer og efterår. Det er noget, Halland er leveringsdygtig i, og det får flere og flere danskere øjnene op for. Udstyr som board, sejl og kite pakkes i bilen, dette for at prøve kræfter med Nordeuropas bedste surf-sted i følge surferne selv. Tyskerne har også opdaget de gode surf-betingelser i Halland, og naturligvis svenskerne selv, og de lokale tipser her om, hvor det blæser bedst.

”Flere og flere danskere tager til Halmstad og Varberg for at wind-, wave- og kitesurfe, ikke mindst i højsæsonen, som er sensommer og efterår. Og mange hygger sig også med den nyere disciplin, SUP. Vi ser en markant stigning i antallet af danske gæster, og det er frem for alt de åbne, smukke strande, de store flader og den frie vind, der trækker. Halmstad og Varberg giver mulighed for at surfe på alle måder, og det gør også, at grupper af forskellige surfere kan tage af sted sammen, og at man kan afprøve flere forskellige surfmodes på en weekend eller i en miniferie”, siger Kalle Svensson, som har drevet surf-virksomheden Kitekalle siden 2009.

Fordelen ved Hallands kyst er de gode vindforhold men også, at der sjældent er stærk strøm. Varberg, primært Apelviken og Läjet, giver rigtigt gode betingelser for wind-, wave- og kitesurfing med store bølger og masser af vind. For nybegyndere, der ønsker at prøve kitesurfing er Björkäng syd for Varberg det bedste sted. Og vil man prøve windsurfing for første gang er en tur til det nordlige næs værd at gå efter.

”SUP – Stand Up Paddleboard- er en af verdens hurtigst voksende vandsportsgrene, fordi den er ny, sjov og nogenlunde nem at gå til. Alle kan lære at suppe, mænd som kvinder, ældre som yngre, tykke som tynde. SUP-surfing stammer oprindeligt fra Hawaii og går i alt sin enkelthed ud på at stå på et stort surfboard og padle sig frem med en pagaj. Hurtigt har det vundet indpas blandt surfere”, forklarer Kalle Svensson.

Nord for Varberg er der skærgård, som mange bruger for at sejle SUP, da det er et smukt område, som er lidt vejrbeskyttet med roligere vand.

Halmstad har mindst lige så gode betingelser for surfing, og der er tilstrækkeligt med plads selv på gode dage. Mange synes, det er sjovt, at man kan surfe så tæt på byen, som det er tilfældet i Halmstad, hvor surferne slår sig løs blot fem minutter fra centrum. Men det synes blot at være et ekstra plus. Området hedder ”Doggen” (hundestranden) og ligger på Västra Stranden.

Danske surfere kommer fx til Vilshärad og Ringenäs, når vejrmeldingerne er gode, og det er uanset, om det er weekend eller hverdag. Er vejrforholdene helt optimale, tager mange en fridag og kører afsted.

Det er ikke kun danskere, der i høj grad dyrker vinden i Sverige. Flere svenskere, nordmænd og tyskere er også med på surf-tendensen, som appellerer bredere end tidligere. Nu er hele familien og børnene med på boardet og aktive i vandet, og sporten starter ved yngre og yngre aldersgrupper. Sporten henvender sig i stigende grad til både unge og gamle, og mange vælger ofte mere end et surfmode.

”En ny tendens er endvidere det såkaldte "foil surfing", hvor man med en slags mast under boardet kan næsten ’flyve’ i luften i stedet for at sejle på vandet. Foil surfing kræver ikke store bølger og dermed ikke så meget energi. Der er en håndfuld mennesker i Halmstad, som har speciale i dette nye surfmode også”, siger Kalle Svensson.

Hvem er Kalle Svensson?

Kalle Svensson er 50 år og har drevet virksomheden Kitekalle siden 2009. Kalle begynde at surfe allerede i sin ungdom, hvor han bl.a. boede i Afrika og Saudiarabien. Det bedste kitesurfingsted er - ifølge Kalle - Frösakull strand i Halmstad.

Se mere her:

http://www.halland.se/sv/visit/upplevelser/aktiviteter/paddla-surfa

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • sver
  • sverige
  • halland
  • surf

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376