Pressemeddelelse -

​Tag på krimijagt i Skåne

Foto: Fredrik Ekblad

I år er det 25 år siden, den første bog om danskernes foretrukne svenske krimihelt, Kurt Wallander, udkom. Jubilæumsfejringen foregår selvfølgelig i Ystad, hvor Wallander bor og arbejder - blot en times kørsel fra København. Det er i Skånes smukke landskab, de mange spændende mysterier udspiller sig, og vil du besøge kriminalbetjentens favoritsteder og opleve sceneriet fra tv-serien, har VisitSweden udarbejdet en guide til krimilystne danskere.

Krimigenren er mange danskeres foretrukne. I år er det 25 år siden, krimiforfatteren Henning Mankell udgav sin første bog om kriminalbetjent Kurt Wallander. Bøgerne om Wallander er solgt i mere end 40 millioner eksemplarer, oversat til mere end 40 sprog, inkl. dansk, og er sidenhen filmatiseret i både en svensk og international udgave. Rammen for både bøger, film og tv-serier er omgivelserne omkring Ystad. Et sceneri, som danskerne kender og holder af:

”Wallander-historierne udspiller sig i og ved nogle af Skånes største natur- og kulturattraktioner. Og det er oplagt at gå på krimijagt i nogle af dem netop i år, hvor Wallander fylder 25 år. Mange af Wallanders favoritsteder ligger blot en times kørsel fra København”, fortæller Anna Kron Boysen, der er PR Manager i VisitSweden.

Henning Mankell, der døde i oktober sidste år 67 år gammel, er stadig en af de mest læste krimiforfattere internationalt. Derfor bliver 25 års jubilæet bl.a. fejret med en jubilæumsudstilling om Wallander på Cineteket i Ystad. Her giver hans forlægger, Anneli Høier, sit personlige portræt af Mankell, som hun arbejdede sammen med i knap 25 år:

Det er en meget personlig udstilling, hvor Anneli giver et personligt portræt af Henning Mankell. Og så handler udstillingen om, hvordan bøgerne om Wallander kunne gå fra at være en enkelt bog til at blive en af de største, internationale krimisucceser”, siger Jack Löfving, der er udstillingsansvarlig på Cineteket i Ystad, hvor krimiinteresserede kan opleve udstillingen om Wallander resten af 2016.

På Cineteket kan man desuden gå på opdagelse i nogle af Kurt Wallanders rekvisitter fra tv-serien, og man kan komme bag om tv-serien og blandt andet finde ud af, hvordan der blev lavet special effects.

Men Wallander er meget mere end action og special effects. Mange af scenerne foregår i nogle af Sveriges smukke og storslåede landskaber. Hvem mindes fx ikke bakken med stenformationen, Ales Stenar, der er Sveriges svar på Stonehenge? Det er her, Wallander ofte trækker sig tilbage for at tænke.

I anledning af Wallanders 25 års jubilæum har VisitSweden udarbejdet en guide over udvalgte steder, der er et besøg værd for de krimilystne:

Guide: På tur i Wallanders fodspor

1. Cineteket

Cineteket er et filmoplevelsescenter i Ystad. Her kan man opleve, hvordan film bliver til. Man kan se, hvordan blue-screen teknik bliver anvendt. Og ikke mindst kan man i år gå på opdagelse i Wallanders filmhistorie og nogle af de mange rekvisitter, Kurt Wallander har benyttet sig af igennem årene.

2. Fridolfs Konditori

Wallanders absolutte favoritcafé. Her går han ofte hen og tager sig en svensk fika med en kop kaffe. Og nogle gange tager han sig endda en sildemad. Det kan du også komme til. Cafeen ligger i Ystad, og Fridolf har lavet en speciel Wallander-kage, der absolut er værd at smage.

3. Hotell Anno 1793 Sekelgården

Flere sekvenser fra blandt andet Den femte kvinde, Hundene i Riga og Vildspor foregår på dette historiske hotel. Hotellet har i dag har en speciel Wallander-suite, man kan booke som afslutning på sin tur i Wallanders fodspor.

4. Mariagatan

Få gader i Sverige er blevet så kendte som Mariagatan i Ystad. Her bor Kurt Wallander nemlig. Fra nummer 10 rammer gadelygtens skær Wallanders bil, der står parkeret. Og fra lejligheden kan man altid høre opera. Det er her, Wallander bor i bøgerne. Men man skal faktisk tværs over gaden til nummer 11C for at finde hans lejlighed i filmene. Af tekniske årsager blev man nødt til at filme her.

5. Klosteret i Ystad

I filmen Cellisten bliver klosteret omdannet til en russisk ortodoks kirke. Klosteret dateres helt tilbage til 1267 og er et af de ældste og bedst bevarede i Sverige.

6. Stortorget

Her bliver det ikke mere centralt. Torvet er fast bestanddel i nærmest alle Wallander-film, hvor butikker og det gamle rådhus ofte danner scene til vilde dramaer. Rådhuset er blandt andet brugt som bank i filmen Landsbytossen, hvor et heftigt gidseldrama udspiller sig. Et andet drama foregår i filmen Hævnen, hvor en bombemand kæder sig sammen med den svenske forsvarsminister, der holder tale på torvet. I filmen Brandvæg kæmper Wallander for at forhindre en global økonomisk nedsmeltning lige ved siden af pengeautomaten på torvet. Og i filmen Inden frosten udspiller der sig en central scene, som beskriver forholdet mellem Wallander og hans datter Linda uden for pizzariaet Le Cardinal.

7. Politistationen

Både i den svenske og internationale filmatisering af Wallander er det den gamle banegård i Ystad, der bliver omdannet til politistation. Under optagelserne var det også her, filmteamet havde mødelokale og planlægningssted. Til daglig huser stedet Stationen Bed & Breakfast.

8. Ales Stenar og Kåseberga

Ales Stenar er en af Sveriges største turistattraktioner – og Sveriges pendant til Stonehenge. Når alt bliver lidt for meget for Kurt Wallander, er det her, han trækker sig tilbage for at tænke. Og i Inden Frosten er det faktisk også her, at Linda søger til for at tænke over sin veninde Annas forsvinden. Det er også her, Wallander overrasker anklageren Anette Brohlin med en picnic. Og det er her, man finder en død mand og en motorcykel i filmen Mordere uden ansigt.

9. Svarte

I filmen Hævnen er Wallander flyttet til den lille by ved havet, hvor han bor i et træhus direkte ved havet. Her kan han få fred og ro. Det er også hertil, den nye anklager fra Stockholm, Katarina Ahlsell, flytter med sine børn, hvorefter der opstår sød musik imellem dem. Svarte er på den ene side en gammel lille fiskerby – og på den anden en topmoderne by. Kontrasten mellem stram, nutidig arkitektur og de gamle fiskerhuse i sten, gør byen et besøg værd.

10. Mossbystrand

Da Linda var lille plejede Wallander at tage hende med til denne populære strand. Det er også her, at Linda over for sin far afslører, hun har søgt ind på politiskolen. I bogen Hundene i Riga flyder to lig i land her, og i Pyramiden styrter et mystisk sportsfly ned i nærheden af stranden.

Guidede ture:

Hvis man ikke selv vil finde rundt i Wallanders Ystad, kan man i sommermånederne komme på Wallander-guidning. For mere information kontakt turistbureauet: http://www.visitystadosterlen.se/

Fakta om udstillingen: ”Wallanderboken i fokus – en utställning om Henning Mankells samlade verk om Wallander 1991-2016”.

Udstillingen åbner 4 maj og holder åbent hele 2016 man.- lør. 10-16. Se mere på: www.ystad.se/cineteket

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • skåne
  • sverige
  • krimi
  • kurt wallander
  • 25 år
  • jubilæum
  • cineteket
  • ystad
  • henning mankell
  • bøger
  • fridolfs konditori
  • hotell anno 1793 sekelgården
  • mariagatan
  • klosteret i ystad
  • stortorget
  • politistationen
  • ales stenar
  • kåseberga
  • svarte
  • mossbystrand

VisitSweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376