Pressemeddelelse -

Vinterguide: Gode råd til skiferien med børn

Vinterferien og højsæsonen for ski nærmer sig, og når hele familien skal afsted, er det en god idé at forberede sig godt. Men hvordan ruster du bedst dine børn til turen og får skabt den ferie, der giver den bedste oplevelse? Danmarks Skiforbund peger på de nordiske og særligt de svenske destinationer som meget børnevenlige og giver her gode råd til en vellykket skiferie med børnene.

Der er mange ting, der kan være fordelagtige at vide, inden man som familie pakker bilen og slipper børnene løs på de kridhvide bakker i skiområderne i udlandet. Hvad enten børnene er nybegyndere på ski eller helt vant til ferieformen, er det en god idé som forælder at forberede børnene på familieturen.

”Man skal sørge for, at børnene har noget ordentligt udstyr, og har man børn, der aldrig har stået på ski, er det vigtigt inden afrejse at fortælle dem lidt om, hvad der kommer til at ske. Nævn f.eks. skiskolen og lån bøger, der kan illustrere, hvad det drejer sig om,” siger Kenneth Bøggild, administrationschef i Danmarks Skiforbund.

Norden er oplagt for børnefamilier
Hvis man spørger Kenneth Bøggild, hvor han vil anbefale, at skiferien med børn skal tilbringes, er der ingen tvivl. De nordiske skidestinationer er klart at foretrække, fordi de ligger utroligt tæt på, er meget børnevenlige, og i modsætning til destinationerne længere sydpå er der ingen sprogbarrierer. Der er desuden en tilgang til skiundervisningen, som fungerer særdeles godt.

”I Norden og særligt i Sverige oplever man en pædagogisk tilgang fra instruktørerne over for børnene, der er meget nærværende og fuldstændig enestående. Desuden vrimler det med gode og billige hytter lige ved pisterne. Jeg er eksempelvis meget begejstret for Funäsfjällen i Sverige, hvor man er så langt nordpå, at der er en ægte skistemning. Der er snescootere i gaderne, og børn tager til og fra skole på langrendsski. Desuden har området et sublimt skiområde for børn - hytterne er udstyret med wii-spil og internet, og fra hoveddøren er der blot 10 meter til liften. Det er en uopdaget perle for børnefamilien,” siger Kenneth Bøggild.

Vælg hytte på pisten
I forhold til det praktiske omkring valg af skiområde, transportform og indkvartering kan det også betale sig at overveje mulighederne en ekstra gang, så man vælger den løsning, der giver familien den bedste oplevelse.

”Inden man bestiller skiferien, kan det være værd at overveje transporttiden – er den komfortabel og rimelig for børnene? Og når man rejser med børn, skal hytten helst ligge lige på pisten, dvs. børnene skal kunne glide til og fra hytten,” siger Kenneth Bøggild.

Når de nødvendige forberedelser er gjort, og ferieeventyret er i gang, er der et par ting, der er vigtige at huske for at sikre en skitur med masser af hygge, kvalitetstid og gode oplevelser for både store og små på skibakkerne.

”Når børn får ski på fødderne, bliver de fleste så fascinerede, at de udskyder deres fysiske behov og hverken kan mærke sult eller træthed. Derfor er det vigtigt at indlægge pauser i løbet af dagen. Og så er skiskole i øvrigt det allerbedste for børnene, indtil de er 16-17 år, fordi de virkelig lærer noget. På skolerne formår man også at finde den sunde balance mellem skiløb, læring og leg,” siger Kenneth Bøggild.

10 gode råd til skiferien med børn
- Forbered dine børn på, hvad en ferie på ski indebærer.
- Overvej, hvad der er den optimale transportform og vælg en boform tæt på pisten, hvor alle kan være sammen.
- Vælg én skiform. Alpin er den letteste og bedste måde for barnet at lære sneen og bakkerne at kende på. Langrend er en fantastisk mulighed for naturoplevelser, og snowboard er et godt adrenalinkick, men begge kræver en teknik, der er lidt mere krævende.
-Lej ordentligt udstyr og husk kælken, så de allermindste også kan være med.
- Undersøg mulighederne for skiskole og book hjemmefra, så dine børn er garanteret en plads.
- Slip ambitioner og forventninger. Brug dagene på leg i sneen og få, korte ture. Anerkend børnenes behov, f.eks. hvis de har lyst til at lege i sneen en hel eftermiddag. Børn elsker at lege og kælke i sneen.
- Masser af solcreme. Solen kan være skarp.
- Børn fryser nemt på pisterne – særligt på lemmerne, så pak luffer (ikke fingervanter), elefanthuer, uldtrøjer og vandafvisende flyverdragt eller skisæt osv. Vælg skiundertøj og skisokker i kunststof eller uld. Og husk et par solbriller med UV filter.
- Husk brændstof – en rulle kiks, frugt og en dunk saftevand i rygsækken.
- Når børnene har fået skiene af, er de trætte. Planlæg ikke de store aktiviteter, men lad dem slappe af med f.eks. en film, spil eller bog.

VisitSweden guider herunder til nogle af Sveriges mest børnevenlige destinationer:

Funäsdalsberget
Med sine 4 sorte, 6 røde og 4 blå nedfarter samt de to fine grønne begynderbakke danner Funäsdalsberget i Funäsfjällen de perfekte rammer om din og familiens skiferie i Sverige. Uanset om det primære mål er en afslappet, sjov og hyggelig ferie med hele familien, eller du søger lidt ekstra spænding og avancerede udfordringer, vil Funäsdalsberget i Nordsverige give dig en ski-oplevelse udover det sædvanlige. Her er udfordringer for alle niveauer, og én af Sveriges bedste Fun Parks ligger i området, der desuden byder på off-piste områder, der kan løfte dine ski-oplevelser til nye højder.
Læs mere her www.skiferie.visitsweden.com/skiomraader/funasdalsberget

Hvis du har lyst til andet end herligt skiløb på ferien, byder Funäsdalsberget på masser af andre muligheder for aktiviteter og spændende oplevelser. For eksempel har du muligheden for at forsøge dig med sne-scootersafari, is-klatring, heli-ski og meget andet.
Læs mere på www.skiferie.visitsweden.com/skiomraader/funaesfjaellen

Isaberg
Ikke langt fra København (320 km) ligger dette lille skiområde, der med 10 pister er helt ideelt til børnefamilier, der skal af sted med små børn for første gang. Hvis børnene ikke kan overskue en hel dag på ski, findes der også masser af hyggelige børneaktiviteter ved siden af skiløbet. Man kan stå på langrend, prøve at vinterfiske og løbe på skøjter, og så er der en helt fantastisk legeplads, der også fungerer om vinteren.
Læs mere her www.skiferie.visitsweden.com/skiomraader/isaberg

Orsa Grönklitt
I Midtsverige ligger Orsa Grönklitt, der er kendt for sin store dyrepark, Orsa Björnpark, med flotte sneleoparder og bjørne. Ved siden af parkens indhegning løber børnepisten Blåbær-pisten. Det er en unik oplevelse for børnene at se de vilde dyr og stå på ski samtidig. Orsa Grönklitt har 22 pister. Langt de fleste er i den lette ende af skalaen, da området primært er henvendt til de mindste skiløbere.
Læs mere her www.skiferie.visitsweden.com/skiomraader/orsa-groenklitt


Emner

  • Turisme

Kategorier

  • funäsfjällen
  • funäsdalsberget
  • isaberg
  • orsa grönklitt
  • danmarks skiforbund
  • skiskole
  • børn
  • vinterferie
  • skiferie
  • visitsweden
  • sverige

VisitSweden is a communications company that works to promote the brand of Sweden and the Swedish destinations and experiences internationally. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376