Pressemeddelelse -

4,5 millioner kroner er vitaminindsprøjtning til succesfuldt Welfare Tech-projekt

Welfare Tech har i efteråret 2018 søgt Region Syddanmark om midler til at fortsætte succesfuldt projekt, der sætter fokus på offentlige-private samarbejder. Ansøgningen er nu godkendt og Welfare Tech får 4,5 millioner kroner til nyt projekt: Triple Helix OPI. Projektet skal skabe aktiviteter, som styrker samarbejdet mellem virksomheder, offentlige organisationer og videninstitutioner.

De stigende udfordringer i det danske sundhedsvæsen kræver nytænkning, samarbejde på tværs af sektorer og innovation. Men det kan være temmelig udfordrende, når virksomheder og offentlige organisationer skal samarbejde. For begge har forskellige behov – og fokus.

Triple Helix OPI er et nyt projekt i Welfare Tech, som i første omgang viderefører arbejdet fra det snart afsluttede projekt Erhvervsrettet OPI. De 4,5 millioner kroner skal skabe nye aktiviteter til gavn for virksomheder, offentlige organisationer og videninstitutioner. Aktiviteterne retter fokus mod at styrke samarbejder mellem de tre parter.

Samtidig skal OPIGuide.dk – Welfare Techs guide til offentlig-privat samarbejde - tilføres nye og relevante værktøjer og cases, som skal hjælpe virksomheder, offentlige organisationer og videninstitutioner med at få succes med offentlig-privat samarbejde.

Bygger bro mellem virksomheder, offentlige organisationer og videninstitutioner

Det nye projekt, Triple Helix OPI, skaber værdi ved at bygge bro mellem det offentlige, som har et behov for nye og innovative velfærdsløsninger, virksomhederne, som kender de teknologiske muligheder og videninstitutionerne, som har den nyeste teknologiske viden og forskning.

- Det handler ikke om, hvilke teknologier virksomhederne formår at udvikle, men om at udvikle og implementere de teknologier, det offentlige vil og kan bruge. Teknologier, som skaber vækst for virksomheder, effektivisering for samfundet og livskvalitet for borgerne, siger Dorte Malig Rasmussen, seniorkonsulent og projektleder Erhvervsrettet OPI/Triple Helix OPI.

- For virksomheder vil det fx betyde, at deres produkter vil være langt mere anvendelige og kvaliteten bedre; produkterne er udarbejdet sammen med den efterfølgende direkte aftager – fx en kommune. Det forøger samtidigt virksomhedernes mulighed for at sælge produktet efterfølgende, siger Dorte Malig Rasmussen.

Triple Helix OPI leverer relevante værktøjer og cases, som hjælper til succesfuldt OPI-samarbejde mellem de tre parter. Samtidig vil projektet understøtter parternes forudsætninger for og kompetence til at udvikle, teste og samarbejde om at løse velfærdsudfordringer.

Welfare Tech vil løbende arrangere tematiske seminarer, events, workshops og webinarer m.m. gennem de næste to år projektet varer. Triple Helix OPI giver også mulighed for at kunne tilbyde sparring og vejledning om OPI til både private virksomheder og offentlige aktører over hele landet indenfor forretningsområdet sundheds- og velfærdsteknologi.

Hvad er OPI?

Offentlig-Privat Innovation (OPI) er en samarbejdsform til at udvikle nye innovative løsninger til den offentlige sektor. I et OPI-samarbejde indgår en offentlig organisation (fx kommune, sygehus, plejecenter), der står med en udfordring og en virksomhed, der har kompetencer til at udvikle løsningen.

Hvad er Triple Helix OPI?

Triple Helix OPI er en samarbejdsform for et samarbejde mellem det offentlige, videninstitutioner og virksomheder. Et samarbejde, som har til formål at løse offentlige velfærdsudforinger (med fx nye innovative teknologier), og give borgerne bedre livskvalitet og service, bedre arbejdsmiljø for medarbejderne og virksomheder (mere) vækst.

  • Projekt Triple Helix OPI er en videreudvikling af det oprindelige projekt: Erhvervsrettet OPI, som afsluttes med udgangen af 2018.
  • Projektet skal være en fokuseret indsats for at styrke samarbejdet mellem de tre aktører: det offentlige (sygehuse, kommuner, regioner m.v.), virksomheder og videninstitutioner.
  • Projekt Triple Helix OPI løber fra 1. januar 2019 og frem til 31. december 2021.

Kontaktinformation

Dorte Malig Rasmussen, seniorkonsulent i Welfare Tech, T: +45 2917 6178, dora@welfaretech.dk.

Øvrige links

Emner

  • Videnskab, teknik

Om Welfare Tech

Welfare Tech er Danmarks største medlemsbaserede klyngeorganisation for sundhed og velfærdsteknologi.

Welfare Tech gennemfører projekter, konferencer, workshops, netværk, match making og formidlingsaktiviteter, der kan bidrage til nye forretningsområder og at realisere det kæmpe potentiale, som ligger inden for det sundheds- og velfærdsteknologiske område.

Welfare Tech er en certificeret guldklynge under EU-Kommissionens kvalitetssikringssystem, The European Cluster Excellence Initiative, ECEI, og har kontorer i Odense og København.

Welfare Tech støttes af Vækstforum Syddanmark og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Læs mere på www.welfaretech.dk

Kontakt

Mette Thiel

Pressekontakt Kommunikation og markedsføring +45 2058 5138

Troels Bierman Mortensen

Pressekontakt Adm. direktør +45 3155 1015