Pressemeddelelse -

Lokale iværksætterbrødre står bag stabilt internet til yderområderne i Vendsyssel

Et nyt internetfirma har set dagens lys i Vendsyssel. Det er de to vendelbo-brødre, Kasper og Morten Lauritsen, der står bag wified, som har sat sig for at levere hurtigt og stabilt internet til bl.a. mindre bysamfund, landbrug, sommerhuse og kolonihaver.

Det er langsomt og bøvlet at gå på nettet via telefonstikket. Og hastigheden passer ikke til de mange muligheder, der findes på nettet i dag, men I mange yderområder i Danmark, er det den eneste mulighed. Men nu får vi et alternativ her i Vendsyssel.

"Der er stadig mange her på egnen, der ikke kan få en hurtig og stabil internetforbindelse. Det synes vi er ærgerligt, når vi ved, at der i dag findes teknologi, der gør det muligt at sende internet ud til de bebyggelser, hvor det ikke kan betale sig for de store firmaer at grave", fortæller Kasper Lauritsen, der med en baggrund inden for IT, er makkerparrets teknisk ansvarlige.  

Efter at have fået øjnene op for ny trådløs internet-teknologi , besluttede de to brødre, at det ligeså godt kunne være dem, der bragte det hurtige internet til yderområderne i Vendsyssel. Deres kendskab til lokalområdet gjorde, at de var sikre på, at der var muligheder.

"Det er ikke kun lokale, der efterspørger stabilt internet. Mange sommerhusudlejere vil gerne kunne tilbyde det til deres gæster", fortæller Morten Lauritsen, der bidrager med erfaring inden for salg- og service.

Minder om et kæmpe hjemme-wifi

Teknikken bag den nye type internetforbindelse er enkel. wified monterer deres udstyr et højt beliggende sted og sender en internetforbindelse videre ud til brugerne i området. De lokale brugere har placeret en lille modtager udenpå deres hus i retning af senderen, og den er forbundet med et stik indenfor.

"På mange måder minder det om en kæmpemæssigt trådløs wifi-router, og det er da også derfra navnet wified kommer. Men i stedet for at sende internettet rundt i et hus, sender vi det til et lokalområde", forklarer medstifteren af wified, Kasper Lauritsen.

Wified har allerede etableret sig i dele af Hjørring, Horne, Tornby og Åbyen i Vendsyssel. Og udviklingsplanen er ganske simpel. "Vi starter op, der hvor folk er interesserede og hvor der er mulighed for etablering af sender, så folk kan bare henvende sig", fortæller Morten Lauritsen, der også slår fast, at prisen på wified ligger nogenlunde på niveau med tilsvarende bredbåndsforbindelser. Priserne og de første dækningsområder kan ses på wified.dk.

Foreløbig er wified kun her i Vendsyssel, men de to stiftere udelukker ikke at udbrede deres firma.


Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • wified
  • iværksætter
  • internet

Regions

  • Hjørring

Kontakt

Kasper Lauritsen

Salg & Marketing, partner 9393 7050