Studerende: Unge har i virkeligheden brug for forældre på arbejdspladsen...

»I dag forlader unge først forældrenes solsystem, når de er i 20erne. Først her skal de til at navigere rundt på egen hånd, hvor mor og far ikke er solen og månen. De unge begynder derfor at stille spørgsmål ved den opskrift, de har fået med hjemmefra for, hvordan man bliver et succesfuldt menneske. Det kan føles utrolig ustabilt og efterlade den unge i en form for krise,« Mette Bratlann, psykolog

Ledere der i disse år får unge mennesker i deres følgeskab oplever nok, at de nærmest skal overtage forældrenes opdragende rolle.

Hvert år forlader tusindvis af unge forældrenes og institutionernes trygge favn, og kommer for alvor til at stå alene på arbejdsmarkedet. Ingen af dem har endnu oplevet følelsen af at stå på egne ben. Uden støttehjul. Hele vores liv har der været personer tæt på os. Alle har været uddannet til at tage sig af os. Passe på os. Skabe tryghed. Ledere der i disse år får unge mennesker i deres følgeskab, oplever nok, at de nærmest skal overtage forældrenes opdragende rolle. Denne gang er scenen blot arbejdspladsen. De unge skal opdrages til at arbejde.

Det er hamrende vigtigt, at man som leder for et ungt menneske tør at se vedkommende i øjnene og sætte en klar ramme når man fucker op. Men det kræver ledelse i øjenhøjde.

Nutidens ledere skal lære deres unge medarbejdere om de hårde sider af arbejdslivet. At succes ikke kommer flyvende af sig selv, og at en arbejdsplads fungerer meget anderledes end en institution. Lige pludselig skal man tilpasse sig andres behov og en organisations praksis. Man skal møde kl. 8, og gerne omklædt. Det stiller store krav til, at nutidens ledere skal kunne forventningsafstemme hele tiden, og holde den unge på skinnerne ved konstant at give feedback og anerkendelse. Det gælder når tommelfingeren vender opad, men især også når tommelfingeren vender nedad. Som leder for et ungt menneske skal man turde at se vedkommende i øjnene og sætte klare rammer når man fucker op. At sige stop når nok er nok. For ingen har nogensinde sagt stop til os. Men det kræver ledelse i øjenhøjde.

Som leder skal man turde bryde med forestillingerne om det perfekte liv. De perfekte kollegaer. Den perfekte karriere. Hele ungdommen har vi spejlet os i Instagram feeds der viser picturesque scenarier fra Saint Tropez, med store drinks på en smuk sandstrand. Flotte jakkesæt, dyre hoteller og lækker sushi en masse. Men Instagram feeds viser kun en brøkdel af den virkelige verden, og skjuler på den måde alt det hårde.

Der mangler noget. Modgangen. Alt det som er ofret for at kunne vise den perfekte Instagram-karriere.

Lige såvel som fortællingen om Mark Zuckerberg i filmen 'The Social Network', der ikke på nogen måde berør de søvnløse lange nætter, han har haft med programmering og udvikling af Facebook. Eller kampen med sin roommate om hvem der havde rettighederne til hvad. Eller de personlige ofringer han har båret for at bringe Facebook til det stadie de er nået til i dag. Det eneste vi ser, er en smilende Mark, i sine ikoniske grå t-shirts, der holder endnu et inspirerende oplæg om hvordan Facebook ændrer hele verden. Men den bumpede rejse dertil er blevet glaseret med et lag af solstrålehistorier der får selv the Kardashians' Instagram feed til at blegne. Billedet er ikke komplet. Der mangler noget. Modgangen. Alt det som er ofret for at kunne vise den perfekte Instagram-karriere.

Længe er vi blevet kaldt ledelsesresistente. Anti-autoritære. Måske endda aktivister. Men det er en myte. En fabel. Om et fantasidyr som ikke eksisterer. Vores egne studier dokumenterer, at de unge ser op til folk de respekterer. Vores forældre for eksempel. Vores chef. Kollegaen der er så pisse dygtig, at kunderne flokkes for at få hjælp af vedkommende. Men for at få de unges loyalitet, stiller det store krav til lederens evne, til at involvere sig på et personligt plan og opnå respekt. At vise dit sande jeg, og årsagen til at du skal følges. Det som gør dig inspirerende. Det som gør dig til en forælder.

Hvis man som leder overtager curling-kosten fra forældrene, vil den unge aldrig lære at blive et helt menneske. At leve et fuldkomment arbejdsliv.

Respekten giver dig den gyldne mulighed for at sætte rammer for den unge. Det er vigtigt, for hvis man som leder overtager curling-kosten fra forældre og institutioner, vil den unge aldrig lære at blive et helt menneske. At leve et fuldkomment arbejdsliv. Med alt hvad det indebærer, fra de mørke til de lyse sider af livet, og fra succes til fiasko. De bliver fanget i limbo. Mellem dimensionerne virkelighed og fantasi. I en dimension man kan kalde FOMO (Fear of Missing Out), hvor de render forvirrede rundt, som hovedløse kyllinger, uden sans for retning.

Vil du høre mere om vores tanker om blandt andet ledelse af Youngsters, så find information om vores bog #Youngster på da.youngster.nu eller hør vores podcast her.

Læs den fulde artikel om unges kvartvejskriser, hvor Mette Bratlann, psykolog, udtaler sig yderligere, her: https://www.b.dk/nationalt/kvartvejskrisen-rammer-unge-i-20erne-kommer-til-mig-fordi-de-foeler-en-stor