Pressemeddelelse -

​YouSee samler kundeservice og styrker kundeoplevelsen

I dag siger YouSee velkommen til 800 nye kundeservicemedarbejdere, som tidligere var ansat hos en ekstern leverandør. At have medarbejderne endnu tættere på vil styrke kundeoplevelsen, mener direktør for kundeservice.

800 medarbejdere har i dag første arbejdsdag hos YouSees kundeservice i Aarhus, Sønderborg og København. De har indtil nu været ansat hos den eksterne leverandør, Sitel, men fra den 1. december samler YouSee al kundeservice i eget hus.

”Vi samler kundeservice for at forenkle vores arbejdsgange og dermed gøre det nemmere at være kunde i YouSee. Vi forventer, at kundebetjeningen bliver mere smidig, da vi får mere viden internt og kan forbedre vores processer hurtigere, end vi kunne før, hvor kundeservice var fordelt på to forskellige organisationer. I sidste ende bliver det derfor også enklere at være medarbejder i YouSee” siger Rolf Adamson, kundeservicedirektør i YouSee.

En investering i kundeoplevelsen
De mange nye medarbejdere skal hverken skifte arbejdsadresse eller -opgaver. De vil fortsat varetage teknisk support og spørgsmål relateret til regninger og har ifølge Rolf Adamson taget godt i mod den nye arbejdsgiver.

”Jeg har selvfølgelig talt med mange af vores nye medarbejdere i de seneste måneder, og de ser frem til at blive en del af YouSee og forventer, at integrationen vil gøre det endnu lettere for dem at servicere og rådgive kunderne. Generelt ser de både hjemtagningen af kundeservice og den nylige lancering af fordelsprogrammet YouSee More som en klar investering i kundeservice og de eksisterende kunder.”

Langt de fleste nye YouSee-medarbejdere vil i forbindelse med skiftet fra Sitel indtræde på Dansk Metals overenskomst, som er gældende for YouSees ansatte i kundeservice.

”De senere års samarbejde med Dansk Metal har betydet, at vi i dag på callcenter-området i langt højere grad har et overenskomstgrundlag, der er tilpasset kundernes behov. Det gode samarbejde og den fælles interesse i at gøre tingene så godt som muligt for YouSee's kunder har i høj grad bidraget til at gøre hjemtagelsen af disse kundeservice-funktioner mulig,” siger Rolf Adamson.

Emner

  • Biograf, film, fotografi

YouSee er Danmarks største underholdningsunivers med masser af tv-kanaler, film, serier og musik. Underholdning som du kan se og høre overalt i Danmark på dit tv, din mobil, tablet og pc. YouSee leverer underholdning til næsten halvdelen af alle danske husstande og er landets største udbyder af højhastighedsbredbånd. Alle som bor i YouSees dækningsområde kan få tv og bredbånd, mens kunder i hele landet kan få mobiltelefoni og mobilt bredbånd via Danmarks bedste mobilnetværk. YouSee er en del af TDC-koncernen.

Kontakt

TDC Group Presse

Pressekontakt +45 70203510