Skip to main content

Sådan undgår du at blive snydt når du køber julegaver online

Pressemeddelelse   •   Dec 14, 2017 13:45 CET

Som udgangspunkt er du godt sikret som forbruger på nettet, og online handel er sikkert. For det meste, da der er masser af faldgruber du kan falde i samt mange ”fupsider”, der snyder forbrugerne med lidt for gode og kreative tilbud.

”Det er som udgangspunkt sikkert at købe julegaverne på nettet, ” siger Martin Andersen. Han er direktør for PriceRunner, der er Danmarks største prissammenlignings- og forbrugertjeneste. Forbrugertjenesten har mere end 1,6 millioner danskere, der fast hver måned bruger tjenesten til at sammenligner priser inden de handler.

PriceRunner har i 17 år været en central spiller i udviklingen af sikker nethandel i Danmark. Hvert år når julehandelen sætter ind mærkes det tydeligt hos PriceRunner, hvor trafikken på www.pricerunner.dk bliver fordoblet.

”Selvom det som udgangspunkt er sikkert at handle på nettet er der alligevel en del forbrugere, som kommer galt afsted,” siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner.

Her er det især de såkaldte fupbutikker og handel i netbutikker udenfor EU, som forbrugerne kommer galt afsted i.

Det kan være butikker, der sælger kopivarer som var det originale. Det kan være butikker, der slet ikke leverer den bestilte vare og det kan være butikker, som giver indtryk af at være hjemmehørende indenfor EU – men som i virkeligheden ligger i for eksempel Kina. Det kan udløse en stor ekstra regning, som gjorde det ”gode” tilbud til et meget dårligt tilbud.

”Hvis du ser ud over landets grænser kan du finde flere varer og også spare penge. Derfor kan det være en god ide at shoppe i en udenlandsk butik, ” siger Martin Andersen.

PriceRunner har sammensat denne TI-punkts guide til sikkert gave køb på nettet.

Sammenlign priser før du køber

Det er en grundregel, der gælder for alt køb på nettet og i de fysiske butikker. Brug en prissammenligningstjeneste som www.pricerunner.dk til at sammenligne prisen på det produkt, du gerne vil købe. Der er altid penge at spare ved at handle der, hvor varen er billigst. Andre ting, der er vigtigt at tjekke er om der er gratis fragt eller hvad det koster at få varen leveret.

Hold øje med rabatkoder, tjek for udsalg, er prisen faldende og er der et billigere alternativ.

Stadigt flere bruger mobilen i stedet for computeren, når de sammenligner priser. Derfor kan du meget let og hurtigt tjekke prisen på en vare, når du står ude i en butik. Det gør man ved hjælp af PriceRunner App, der findes til IOS.

Alt du skal gøre er at åbne app’en og scanne varens stregkode – og hermed får du en sammenligning af prisen og kan med det samme se om varen købes billigere i andre butikker.

http://www.pricerunner.dk/iphone/info.html

Tjek webshoppen – især hvis den er udenlandsk og du ikke har handlet der før.

Du skal sikre dig mod useriøse netbutikker og bedrageriske hjemmesider ved at tjekke siden igennem, før du køber noget i butikken eller giver dine personlige oplysninger fra dig.

  • Tjek om sælgeren giver tilstrækkelige oplysninger om sig selv – herunder en fysisk adresse
  • Tjekvat der er tydelige oplysninger om priser og salgs- og leveringsbetingelser
  • Tjek at betalingen foregår over en krypteret forbindelse
  • Undersøg om butikken er tilknyttet en mærkningsordning, der sikrer dig dine rettigheder
  • Søg på butikkens navn på internettet for at se andre forbrugeres erfaringer. Brug Trustpilot eller andre anmeldelses sider

Brug din sunde fornuft – er tilbuddet for godt til at være sandt

Vi leder altid efter et godt tilbud. Ofte finder vi et par mærkevare sko eller tøj til en markant billigere pris end andre steder, når vi søger rundt på nettet via Google. Det er fristende, at falde for gode tilbud, når en mærkevare lige pludselig kun koster det halve af hvad den normalt koster. Brug din sunde fornuft og spørg dig selv om det nu også er sandt. Hvad det desværre sjældent er.

Du kan (næsten) altid fortryde dit køb

Når du handler på nettet i Danmark eller i et andet EU-land, har du 14 dages fortrydelsesfrist. Det gælder både, når du køber varer, og når du køber ydelser, som fx vinduespudsning eller et telefonabonnement.

Din fortrydelsesfrist starter først, når du har modtaget varen. Den dag du modtager varen eller foretager bestillingen, tæller ikke med i de 14 dage.

Sådan benytter du fortrydelsesretten

Hvis du fortryder et køb af en vare, er det vigtigt, at du giver sælgeren tydelig besked om at du fortryder, inden fortrydelsesfristen udløber. Det er tilstrækkeligt, at meddelelsen er afsendt, inden fristen udløber. Den behøver altså ikke at være nået frem til sælgeren. Få en kvittering for, at meddelelsen er afsendt, så du kan bevise, at du har overholdt fristen. Herefter har du yderligere 14 dage til at returnere varen. Sælgeren har ret til at se dokumentation for at varen er afsendt, så få en kvittering fra posthuset eller fragtmanden.

Hvis du fortryder et køb af en vare, før varen er leveret til dig, kan du meddele sælgeren, at du alligevel ikke ønsker varen leveret.

Tjek webshoppens bytteregler ved jul

Som forbruger har du altid mindst 14 dage til at fortryde et køb, når du handler på nettet. Men hvis gavemodtageren skal kunne bytte gaven efter jul, er det ikke tilstrækkeligt, hvis gaven er købt i oktober, november eller for den sags skyld i starten af december.

Rigtig mange webshops tilbyder, ligesom de fysiske butikker, udvidet bytteservice helt ind i januar, men det er ikke et krav. Du bør derfor altid tjekke, hvad netbutikken skriver om julegavebytning, inden du køber. Det gør livet meget nemmere for modtageren.

Sikker betaling

Brug dit betalingskort og brug en sikker forbindelse, når du betaler. Se efter hængelåsen på din computer eller om der står HTTPS i stedet for http i adressen på betalingssiden. Det ekstra S betyder, at siden vises via en sikker forbindelse. Når du betaler med dit Dankort kan du også få pengene tilbage ved bankens hjælp, hvis der går noget galt med dit køb.

Told, moms og afgifter ved handel i udlandet – se efter hvor siden hører hjemme. Siden kan være på dansk, men hjemmehørende i Kina. Det udløser altid en ekstraregning til told og moms ved levering.

Reklamation og garanti

Reklamationsret: Går en vare i stykker mindre end 2 år efter købet, kan du klage til butikken. Det samme gælder, hvis du opdager, at varen mangler funktioner eller er udstyret anderledes, end du blev lovet eller havde grund til at forvente ved købet.

Butikken er forpligtet til at afhjælpe fejl eller mangler, der ikke er selvforskyldte, men var til stede på købstidspunktet, uden ekstra udgifter eller besvær for dig.

Garanti:

En garanti er en ekstra service, som en forhandler eller producent vælger at yde på et bestemt produkt, produktgruppe eller alle varer. Den er altså frivillig, og du kan ikke forvente, at der følger en garanti med en hvilken som helst vare, du køber.

Garantien skal stille dig væsentligt bedre end købeloven, så den fungerer som et supplement til dine lovbestemte rettigheder. Fx kan en garanti forlænge klagemuligheden ud over de lovbestemte 2 år eller dække defekter, som ikke er omfattet af reklamationsret.

Klagemuligheder ved køb i udlandet

Hvis sælgeren har markedsført sig i Danmark eller på sin hjemmeside har reklameret med, at han også sælger til kunder i Danmark, vil du ikke blive stillet ringere end efter dansk lov, når du handler fra Danmark.

I praksis kan du vælge dansk ret, når den giver dig de bedste vilkår, og sælgerens hjemlands ret, når den er bedst.

Hvis der opstår en strid, der må behandles ved et klagenævn eller en domstol, kan du vælge om sagen skal anlægges i Danmark eller i sælgerens hjemland.

Åbn altid pakken med det samme

Det er aldrig en god ide at vente for længe med at åbne pakken fra webshoppen. Også selvom du først skal give den som gave et par måneder senere. Det er der to gode grunde til.

For det første undgår du at stå den 23. december med en forkert vare, du ikke kan nå at ombytte, og for det andet står du bedre i tilfælde af en eventuel fejl eller defekt ved varen.

Jo før man reklamerer over en defekt vare, des nemmere er det nemlig at bevise, at varen var i stykker fra starten. Har du haft det nye strygejern til tante Olga stående i to måneder, giver du webshoppen mulighed for at hævde, at du selv er skyld i defekten.

Derudover er det altid en god ide at gemme emballagen i tilfælde af en reklamationssag. Mærker, stød og ødelagte hjørner kan nemlig give en indikation af om pakken har fået en lidt hårdhændet medfart under transporten.

Tjek gyldigheden af gavekort

Oplevelsesgavekort og gavekort generelt er blevet en populær julegaveide. Giver du et gavekort, er det dog vigtigt at være opmærksom på, hvor længe det er gyldigt. Der er ikke nogen specifik regel for, hvor lang løbetid et gavekort skal have, men fristen må ikke være ’urimelig kort’.

Det bliver som regel tolket som minimum seks måneder, hvis gavekortet lyder på en bestemt ydelse. Dog skal du altid oplyses om udløbsfristen, ligesom den skal fremgå af gavekortet for at være gældende. Er der ikke oplyst en udløbsdato, er gavekortet gyldigt i tre år.

PriceRunner.dk er Danmarks største prissammenlignings- og forbrugertjeneste. På www.PriceRunner.dk kan forbrugerne sammenligne produkter og priser på alt lige fra TV, computere, hvidevare, tøj, sko og stort set alt.

Forbrugerne skal kunne stole på PriceRunner, og virksomheden lover derfor følgende til forbrugerne:

  • Vi har alle priser, produkter og butikker
  • Vi har alle traditionelle butikker og online butikker
  • Vi har altid den laveste pris først
  • Vi gør det let at sammenligne priser og produkter

Alle priser opdateres dagligt.

Læs mere på Pricerunner.dk

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy