Nyhed -

DM i fagene: Ha' det sjovt. Arbejd hårdt. Gør jer umage

"Ha' det sjovt. Arbejd hårdt. Gør jer umage". Sådan sagde Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard ved åbningen af landsmesterskaberne i DM i fagene d. 31. januar i DOKK1. Og det gjorde deltagerne så!

700 elever, deltagere og tilskuere, fra hele Danmark samledes på Dokk1 i Aarhus til landsmesterskaberne i dette års DM i Fagene. Forud for landsmesterskaberne har over 5.500 elever fra hele landet deltaget i de regionale mesterskaber. De 362 dygtigste elever kvalificerede sig til landsmesterskaberne.

I år dystede eleverne i fagene dansk, matematik, historie og biologi. Henholdsvis i holdkonkurrencen og individuelt.

Konkurrencen vokser

Danmarks Private Skoler var, som medlem af konsortiet bag DM i fagene, gæst ved landsmesterskaberne i Aarhus. Foreningen glæder sig især over at se, hvor meget konkurrencen er vokset på blot to år. Det er lykkedes skabe interesse for DM i fagene ude på skolerne. Både på folkeskolerne og på de private skoler, hvis deltagelsesprocent er høj. Det afspejledes blandt andet i resultaterne af de regionale mesterskaber, der blev offentliggjort inden jul. To af de individuelle landsmesterskaber gik da også til elever fra medlemsskoler; Johannesskolen i Hillerød (landsmester i historie) og Fredericia Realskole (landsmester i biologi).

#destoltenørder

Formålet med DM i Fagene er at sætte fokus på fagligheden og den faglige udvikling hos eleverne under overskriften ”De stolte nørder”. Elevernes interesse for fagene skal stimuleres gennem deltagelse i DM i Fagene, og mesterskaberne skal være med til at underbygge et læringsmiljø, hvor lysten til at dygtiggøre sig bliver opfattet positivt blandt eleverne.

Mange aktører bag

Centralt for konkurrencerne til DM i Fagene er den casebaserede tilgang, hvor det anvendelsesorienterede er i fokus. Sigtet er, at DM i Fagene skal styrke deltagernes evne til at koble skolens fag med omverdenen og videreuddannelse samt det fremtidige arbejdsmarked. Casene til landmesterskabet blev bl.a. leveret af Novozymes, Dansk Supermarked, Nationalmuseet m.m.fl.

DM i Fagene er ikke et arrangement, der står alene. Formålet er, at aktiviteterne før, under og efter mesterskaberne skal være et supplement til den daglige undervisning på skolerne og brobygger til elevernes videre vej i uddannelsessystemet. Konsortiet bag DM i fagene er sat i verden for at sikre projektets formål. Konsortiet spænder bredt, men fælles for alle aktørerne er ønsket om at bidrage til udviklingen af en motiverende, interessant og udfordrende grundskole for alle elever. 


Konsortiet bag DM i fagene
Aalborg Kommune
Alinea
Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier
Danmarks Matematiklærerforening
Danske Skoleelever
Dansk Erhverv
Dansk Industri
Det Danske Spejderkorps
KL
LO
Professionshøjskolen Metropol
Randers kommune
Undervisningsministeriet
VIA University College

Emner

  • Uddannelse

Kontakt

Simone Dalsgaard

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig chefkonsulent +45 33 30 79 27

Relateret materiale