Nyhed -

Flere private skoler åbner børnehaver

Knap hver femte af Danmarks cirka 530 frie grundskoler; friskoler, lilleskoler og privatskoler m.v. har en børnehave tilknyttet. Og det er en stigende tendens, at skolerne også kaster sig ud i børnehavedrift. Det oplyser sekretariatschef hos Danmarks Privatskoleforening Søren Lodahl til Fyns Stiftstidende d.d.

Søren Lodahl mener, at en af årsagerne er, at kommunerne i stigende grad bruger tidlig SFO-start - en såkaldt før-skoleordning – hvor børnene skifter fra de kommunale børnehaver til skolefritidsordningen nogle måneder før skolestart.

- Det skal være nogle hårdhudede forældre, som lader deres børn starte i SFO og få nye kammerater for så at flytte dem til en anden skole fire-fem måneder senere. Derfor stiger kravene fra forældrene til de private skoler om, at de skal fange børnene ved skolelågen og tilbyde pasning før skolestart, når de kommunale børnehaver smider dem ud, forklarer han.

Baggrund. Hvad er problemet?
Mange kommuner har en praksis, hvor de elever, der skal starte i børnehaveklassen efter sommerferien, forlader børnehaven allerede i foråret og overflyttes til folkeskolen i en såkaldt før-skoleordning.

Mange privatskoler (frie grundskoler) ønsker også at oprette før-skoleordninger, men er økonomisk udfordret, da der ikke gives statsligt tilskud og yderst sjældent kommunalt tilskud til før-skoleelever på frie grundskoler. En før-skoleordning er omkostningstung og kan for nuværende kun finansieres via forældrebetaling.

Hvad er mulighederne for barn og forældre, der ønsker skolestart på en privat, fri grundskole, der ikke har oprettet en før-skoleordning?

1) Barnet kan i nogle tilfælde blive i børnehaven, når de øvrige børn starter i før-skolen. Der vil kun være en lille børnegruppe tilbage, og barnet mister legekammerater og jævnaldrende venner.

2) Barnet kan følge resten af børnegruppen til førskole-ordningen på den lokale folkeskole. Det betyder, at barnet oplever mange institutionsskift på kort tid - fra børnehave til folkeskolen til den frie grundskole.

Emner

  • Uddannelse

Kategorier

  • frie grundskoler
  • privatskoler
  • private børnehaver
  • før-skoleordning
  • forældre
  • værdier

Kontakt

Simone Dalsgaard

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig chefkonsulent +45 33 30 79 27

Relateret materiale