Pressemeddelelse -

Behov for større fokus på cyber-angreb

Virksomhederne er ikke klar til fremtidens cyber-angreb ifølge en ny cybercrime-rapport fra PwC. Der er dog ingen tvivl om, at alle kan blive ramt, og når virksomheder står frem og fortæller om angreb, kan alle lære af det, fastslår ekspert i cybersikkerhed fra PwC.

Nok er cyber-sikkerhed på fremmarch hos virksomhederne, men virksomhederne står endnu ikke rustet til morgendagens udfordringer. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport om it-sikkerhed fra PwC.

It-sikkerhedsbudgetterne er øget med 51 % det seneste år, men kun få tager højde for, at truslen har ændret sig væsentligt. Kun 31 % har en mobil sikkerhedsstrategi, 38 % krypterer enheder, mens 36 % anvender mobile device management. Det viser rapporten US cybercrime: Rising, risks, reduced readiness.

”Der er ingen tvivl om, at jo mere data vi deler i skyen og via vores mobile enheder, jo større er risikoen for misbrug. Det efterlader virksomhederne meget sårbare overfor cyber-angreb, hvis der ikke er hånd i hanke med, hvilke typer data der må ligge uden for virksomhedens direkte kontrol,” fortæller Mads Nørgaard Madsen, partner og ekspert i it-sikkerhed i PwC.

Europæiske virksomheder halter efter
I modsætning til andre regioner har europæiske virksomheder dog skåret ned på it-sikkerhedsinvesteringer, der er faldet med 3 % fra 2012 til 2013. Samtidig er de gennemsnitlige økonomiske tab i forbindelse med it-kriminalitet steget med hele 28 %. Det viser en europæisk PwC-rapport fra 2013.

”Man kan ikke bekæmpe morgendagens trusler med gårsdagens strategier. Trusselsbilledet er stadig mere komplekst, og det ændrer sig hele tiden. Hvis virksomhederne ikke er på højde med den udvikling, bliver det en meget ulige kamp,” udtaler Mads Nørgaard Madsen.

Flere sikkerhedshændelser
Antallet af sikkerhedshændelser, der er blevet opdaget af virksomhederne, er ifølge rapporten fra 2014 steget med 25 % i løbet af det seneste år. Men antallet af virksomheder, der ikke har styr på, hvor mange sikkerhedsfejl de oplever, er fordoblet i samme periode.

”Stigningen i antallet af sikkerhedshændelser skal ikke kun ses i lyset af, at trusselbilledet er blevet forstærket. Det er også et udtryk for, at virksomhederne er begyndt at etablere procedurer og investere i teknologi, der kan opdage hændelser,” siger Mads Nørgaard Madsen og uddyber:

”Vores vurdering er, at flere bør investere i bl.a. at kunne overvåge og skabe overblik over alle systemerne i virksomhederne, så man bliver advaret, hvis der er en afvigende adfærd, man bør reagere på.”

Læs hele rapporten her.


Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • hacker
  • cybercrime
  • it-sikkerhed
  • pwc
  • mads nørgaard madsen

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 16 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 184.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.