Pressemeddelelse -

De globale toplederes forventninger til verdensøkonomien falder

De globale toplederes forventninger til vækst i egen virksomhed på kort sigt er faldet, ligesom forventningerne til væksten i verdensøkonomien har taget et dyk. De danske topledere er mere optimistiske end de globale, men på længere sigt er de globale toplederes forventninger til vækst i egen virksomhed stabil. Det viser PwC’s årlige ”Global CEO Survey”, der netop er blevet præsenteret ved World Economic Forum i Davos.

PwC’s 19th Annual Global CEO Survey, hvor over 1.400 CEO’er fra hele verden har deltaget, viser, at de globale toplederes forventninger til væksten i verdensøkonomien har lidt et knæk, og antallet af topledere, der tror på en forbedring i væksten, er faldet til 27 % i 2016 fra 37 % sidste år. Samtidig vurderer knap 7 ud af 10 af de globale topledere, at der er flere trusler mod væksten nu end for tre år siden.

”Når færre forventer vækst, kan det hænge sammen med, at BRIK-landene ikke oplever samme vækst som tidligere. Kina oplever fx langt mindre vækst end tidligere år, Brasilien har negativ vækst og høj inflation, og Rusland er i store problemer. Desuden påvirker det lave renteniveau og prisniveauet på råvarer – herunder gas og olie – virksomhederne såvel positivt som negativt, afhængigt af hvilken industri de tilhører,” forklarer Mogens Nørgaard Mogensen, Senior Partner og administrerende direktør i PwC.

Toplederne forventer lavere vækst i egen virksomhed
De globale toplederes forventninger til vækst i egen virksomhed de kommende 12 måneder er faldet med 2 procentpoint til 82 % i forhold til sidste år, og vi ser, at andelen af dem, der i ”høj grad” forventer vækst, er faldet (fra 39 % i 2015 til 35 % i 2016). Denne udvikling hænger sammen med en faldende tillid til væksten i den globale økonomi.

”Det er ikke et dramatisk fald, men verden står over for betydelige udfordringer, og det gælder både økonomisk og politisk. Overordnet set er toplederne derfor mere forsigtige, når de skal vurdere udsigterne for vækst i den nærmeste fremtid,” siger Mogens Nørgaard Mogensen.

De danske toplederes forventninger til vækst er på niveau med sidste år
Samlet er antallet af danske topledere, der forventer vækst i de kommende 12 måneder i egen virksomhed, på niveau med sidste år (86 %). Det er dog andet år i træk, vi ser et fald i antallet af dem, der ”i høj grad” forventer vækst blandt de danske topledere (2014: 44 %, 2015: 33 %, 2016: 30 %).

”PwC’s Global CEO Survey viser, at de danske topledere har bevaret deres forventninger til vækst. De er dog mere tilbageholdende i deres udmelding i forhold til sidste og forrige år. Det skyldes bl.a. den geopolitiske og økonomiske uro samt trusler fra overregulering,” forklarer Mogens Nørgaard Mogensen.

36 % af de danske topledere forventer desuden, at væksten i verdensøkonomien vil blive bedre i de kommende 12 måneder, hvilket er på niveau med sidste år.

CEO’erne er mere optimistiske på længere sigt
På den lidt længere bane – set over tre år – er forventningerne til vækst i egen virksomhed steget blandt de danske topledere med 2 procentpoint til 97 % i 2016, mens den omvendt er faldet med tilsvarende 2 procentpoint blandt de globale CEO’er til 91 % i 2016.

”Når de danske topledere ser mere positivt på den fremtidige vækst i forhold til deres globale kolleger, kan det hænge sammen med, at danske virksomheder har stor tradition for at handle med nærmarkederne, og at vi trods alt befinder os i en noget mere stabil del af verden end mange af vores globale kolleger. Samtidig oplever vi, at de danske virksomheder har godt styr på deres strategi og håndtering af risici,” forklarer Mogens Nørgaard Mogensen.

USA bevarer førerpositionen foran Kina som vigtigste vækstmarked
For andet år i træk indtager USA førstepladsen som det vigtigste vækstmarked foran Kina, der ellers indtog denne position i en årrække. De globale topledere placerer således igen i år Kina på en andenplads, mens Tyskland genindtager en tredjeplads. De nye vækstmarkeder i årets top 10 er Mexico og De Forenede Arabiske Emirater, som nu optræder på listen i stedet for Australien og Indonesien.

”Det stadigt mere komplekse verdensbillede gør det vanskeligt at vurdere, hvor væksten ligger i fremtiden. Finansiel uro og stagnerende vækst i Kina på den ene side og faldende ledighed og økonomisk vækst i USA på den anden side har dog nu for andet år i træk betydet, at toplederne peger på USA som det foretrukne vækstmarked, ” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen og uddyber:

”Det er dog vigtigt, at man som virksomhed søger sine muligheder og fordeler sin risiko på flere markeder, så ens vækst ikke er afhængig af ét væsentligt marked. ”

Topcheferne ser flere trusler end sidste år
Knap 7 ud af 10 af de globale topledere vurderer, at der er flere trusler nu end for tre år siden, hvilket er en stigning i forhold til sidste år, hvor 6 ud af 10 topledere svarede det samme. De tre største trusler er for det første overregulering (2016: 79 %), der også sidste år blev betragtet som virksomhedernes største trussel mod vækst (2015: 78 %). På en andenplads placerer toplederne i år den geopolitiske usikkerhed (2016: 74 %, 2015: 72%) som en trussel, og på en tredjeplads de volatile valutakurser (2016: 73 %), der er ny svarmulighed. Dermed er bekymringerne for adgang til kvalificeret arbejdskraft og kompetencer, som sidste år var at finde på en anden plads, rykket ned på en fjerdeplads (2016: 72 %, 2015: 73 %).

”Flertallet af de globale topledere er i stigende grad bekymret for negativ påvirkning udefra, og vi ser, at bekymringerne for de volatile valutakurser i år rykker ind i top tre over trusler. Det beror på, at den økonomiske vækst flere steder i verden er støttet af ekstraordinær pengepolitik, ligesom Kinas devaluering af den kinesiske Yuan i august er en del af forklaringen på denne udvikling,” fortæller Mogens Nørgaard Mogensen.

Nye strategiområder i en kompleks og digital verden
De teknologiske fremskridt er den megatendens, som flest globale CEO’er (77 %) mener vil skabe de største forandringer i forhold til forventningerne fra en bredere stakeholderkreds til deres virksomhed nu og i fremtiden. Når vi ser nærmere på, hvor virksomhederne vil sætte ind for at imødekomme de nye forventninger fra disse stakeholdere, viser CEO Survey 2016, at ”håndteringen af brand” (93 %) samt ”håndteringen af risici” (93 %) ligger i toppen af CEO’ernes tiltag. Dette er et nyt område i årets CEO Survey.

Undersøgelsesmetode:
I PwC’s 19th Annual Global CEO Survey blev der gennemført 1.409 interviews i 83 lande i løbet af det sidste kvartal af 2015. Global CEO Survey er en af verdens førende og mest omfattende toplederundersøgelser.

Emner

  • Økonomi, finans

Kategorier

  • vækstmarkeder
  • vækstforventninger
  • vækst
  • topledere
  • pwc
  • global ceo survey 2016
  • ceo
  • mogens nørgaard mogensen

Om PwC
PwC er verdens største revisions-, skatte- og rådgivningshus. I
Danmark er vi markedsledende, og vores vision er at skabe værdi for vores
relationer. I Danmark samarbejder godt 1.700 PwC’ere fra 15 kontorer hver dag
om at hjælpe vores kunder med deres succes, og de trækker på et netværk med
mere end 208.000 kolleger fra hele verden. Succes skaber man sammen med andre.