Skip to main content

​XTERRA for hele familien

Pressemeddelelse   •   Apr 13, 2018 13:52 CEST

Løbet er samtidig EM i Duathlon.

Når årets XTERRA Duathlon Serie den 22. april sluttes af med EM-stævne i Rebild, er det ikke blot deltagerne, der har noget at glæde sig til. Der vil også være aktiviteter for dem, der kom-mer som tilskuere og for at opleve den særlige XTERRA-stemning. Arrangøren XTERRA Nordic har udpeget nogle særlige udsigtspunkter, hvor tilskuerne kan følge de 350 løbsdeltagere tæt, og hvorfra de kan heppe på familiemedlemmer og andre favoritter.

Helt tilbage fra starten i 1996 på Hawaii har XTERRA været ensbetydende med et fysisk krævende løb, hvor fællesskab, kammeratskab og eventyr har været i højsædet. I dag har XTERRA bredt sig til 17 lande, og i 2014 kom fænomenet til Danmark. XTERRA har ved siden af det oprindelige triathlon også en Duathlon Serie, og det er det sidste – bestående af trailløb, MTB og trailløb - som kommer til Re-bild.

Dette års XTERRA Duathlon Serie har som noget nyt to distancer. En kort udgave på 2,5 km trailløb, 15 km MTB og 2,5 km trailløb samt en lang udgave på den dobbelte distance, nemlig 5 km trailløb, 30 km MTB og 5 km trailløb.

Aktiviteter ved og omkring stævnepladsen

Stævnepladsen – hvorfra løbet skydes i gang kl. 10 - ligger på græsarealet syd for p-pladsen ved Re-bild Bakker. Lokalkendte vil vide, at området ligger på vej op imod operapladsen.

Skiftezonen ligger klos op ad stævnepladsen, og her har deltagerne deres cykler. Det betyder, at publikum herfra har mulighed for se deltagerne flere gange, fordi alle etaper bevæger sig i ring i forhold til dette udgangspunkt. RebildPorten vil i samarbejde med arrangøren på selve dagen fortælle alle interesserede om gode udsigtspunkter langs ruten. De sidste deltagere forventes at være i mål ved 14-15-tiden.

Kl. 13 udgår fra RebildPorten en guided tur af to timers varighed til Ravnkilden og Gravlev Sø, hvor der undervejs bliver fortalt om natur, geologi og historie. Med forbehold for vejret arrangerer Spille-mandsmuseet søndagsdans med levende musik kl. 14 på terrassen foran RebildPorten.

Huset Roldhøj, som ligger tæt på stævnepladsen, holder åbent hele dagen. Butikken, der har fokus på bæredygtighed, sælger dametøj og lædervarer af høj kvalitet. Der er skiftende udstillinger af kunst og keramik. På dagen vil der, udover særlige salgsudstillinger, være en pilefletter i aktion. I cafeen sæl-ges softice.

Stævnearrangøren sørger for mobile, økologiske toiletter, bygget i træ og med solceller på taget.

Rold Skov og Rebild Bakker er en del af Triatland Rebild

Triatland Rebild udgøres af Rebild Kommune med centrum i Rebild Bakker og Rold Skov. I området afholdes årligt mere end 30 outdoor sportevents.

Ud over XTERRA Duathlon Serie er de mere spektakulære arrangementer i resten af sæsonen:

6 timer i Rold den 19. maj, Tri ved Søen den 26. og 27. maj, Rebildløbet den 9. juni, 10 timer i Rebild den 16. juni, DGI Hærvejsløbet den 23. juni, 8 Timers Trail Challenge den 30. juni, Triatlandløbet den 22. august 2018 (tilmeldingen er åben), Cykelstafetten / Carlos Sastre Classic den 2. september og Rebild2Dages den 15. og 16. september.

Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.