Skip to main content

Nyt design til Renault Megane

Pressemeddelelse   •   Dec 11, 2013 15:15 CET

Som den sidste af Renaults biler får Renault Megane nu ny front. Dermed har modellen samme designlinje som resten af Renault programmet. Samtidig sænkes priserne og udstyret opgraderes. På firmabilsmarkedet introduceres desuden den eksklusive Bose Edition.

Renault Twingo har det, Renault Scenic har det, og nu har også Renault Megane også fået det. Det store logo på fronten, et sæt nye lygter og en re-designet front – altså Renaults nye design-identitet. ET design, der for alvor blev slået fast med introduktionen af Renault Clio og som chefdesigner Laurens van den Acker står bag.

Faceliftet gælder i sagens natur alle Renault Megane versioner – både hatch, sport tourer og RS modellen.

Samtidig med faceliftet reducerer Renault prisen på Megane med 20.000 kroner – permanent. Der er altså ikke tale om en kampagne. Prisen på en Renault Megane hatchback begynder ved 179.900 kr., mens Sport Tourer begynder ved 189.900 kr.

Ekstraudstyr bliver standard

Ikke alene er prisen sænket og fronten på bilen ændret. Samtidig er der skruet væsentligt op for udstyret. Som det er med langt de fleste Renault, så er det varianten med det mellemste udstyr, der sælger – altså Expression. Og denne har vi gjort komplet, så det er småting man måtte føle lyst til at købe til efterfølgende. Standardudstyret indeholder i Expression nu cruisecontrol, dobbeltzonet elektronisk klimaanlæg, læderrat, regn og lyssensor, LED lys samt lakerede sidelister.

Versionerne, der er tilgængelige, er nu kun Authentique og Expression. Motorprogrammet består nu af to benzinmotorer, samt en dieselmotor med både manuel og automatisk gearskifte. Den mindste benzinmotor er den gammelkendte 1.6 liters 110 hk benzin. Derudover er der den 1.2 liters Tce motor med 115 hk. Denne kører næsten 19 km literen og har 40 Newtonmeter mere at gøre godt med, end den 1.6 liters 110 version.  På diesel siden er der en motor- nemlig den velkendte 1.5 Dci med 110 hk og mulighed for Renaults EDC gear. 1.5 Dci motoren har en uovertruffet brændstoføkonomi. EU normen siger 28.6 km/l.

Luksus for flådeejerne

For firmabilsejerne er der også godt nyt med det nye facelift. Det betyder nemlig debut til specialversionen Bose Edition, der som navnet antyder, er fyldt med vellyd. Otte Bose højttalere samt en subwoofer placeret under førersædet sørger for formidabel lyd i kabinen. Som den eneste version fås denne version til erhvervslivet kun med 1.6 liters diesel og 130 hk. Samtidig er bilen spækket med udstyr som 17 tommer alu fælge, dobbeltzonet klimaanlæg, integreret Tom Tom navigation, hands free nøglekort og el-klapbare sidespejle. Beskatningsgrundlaget begynder ved blot 207.715 kroner.

Naturligvis får Megane RS også ny front samtidig med, at den fortsætter med det store udstyrsniveau, som den hele tiden har haft. Det betyder blandt andet, at dobbeltzonet klimaanlæg, hands free card, 18 tommer alufælge, parkeringssensor, el-klapbarspejle. Samtidig er det naturligvis muligt at tilkøbe en lang række ekstraudstyr, som eksempelvis Cup pakken der indeholder mekanisk spærredifferentiale, røde bremsekalibre, 19 tommer aluminiumsfælge. Standardprisen på Megane RS er 460.000 kr.