Skip to main content

Renault Clio har aldrig solgt bedre

Pressemeddelelse   •   Jul 04, 2013 13:35 CEST

 

Med et salg på 711 styks i juni fik Renault Clio en fornem 2. plads i salgsstatistikken.

Det kan godt være, at sommervarmen lader vente på sig. Men hos den danske Renault importør fik man varmen, da salgsstatistikken for juni måned ramte indbakken.

Med 711 styks solgte kom Renault Clio på skamlen som den næst bedst sælgende bil herhjemme efter – ja hvem ellers - VW Up.

Resultatet glæder naturligvis administrerende direktør Henrik Bang, der ser flere interessante aspekter ved podiepladsen.

”Først og fremmest kan jeg ikke huske, hvornår Renault har haft så fornem en placering. Det er vi både stolte over og glade for. Dernæst er det jo værd at bemærke, at det nu ikke kun er mikrobilerne, der er med fremme. Det er især interessant, da markedet i den grad har været domineret af de billige mikrobiler. En sådan er Renault Clio langtfra. Laveste pris er 135.000 kroner og den bedst sælgende version er stationcarversionen.

Så jeg synes det viser, at der måske er en lille bevægelse væk fra, at kunderne kun går efter mindst og billigst”, siger Henrik Bang, der generelt kan se tilbage på et godt halvår for Renault i Danmark.

Mens markedet totalt voksede med 7.6 procent lå Renaults vækst på 34,3 procent. Dermed nåede Renault en markedsandel på 6,3 procent og en samlet 6. plads i salgsstatistikken for første halvår af 2013.

Og Henrik Bang forventer, at de gode takter fortsættes.

” For at sikre fortsat vækst fortsætter vi udviklingen af vores forhandlernetværk, så vi får endnu stærkere samarbejdspartnere ude i landet. Det vil sige, at vi hen over efteråret vil se nye Renault forhandlere.  

På produktsiden lancerer vi i august vores crossover – Renault Captur som vi forventer os meget af. Derudover arbejder vi jo intensivt med Dacia. Og her sælger den store Dacia Lodgy godt og vi glæder os i den grad til, at vi får B- segment bilen Dacia Sandero og stationcar Logan MCV ud til vores forhandlere. Det er biler, der tilbyder rigtig meget til få penge”, siger Henrik Bang.