Skip to main content

Svar til dagbladet Politiken: Politiet følger med tiden og arbejder ansvarligt med efterlysninger

Nyhed   •   Jun 07, 2013 10:18 CEST

Under overskriften ”Politiet går for langt med efterlysninger af mistænkte i medier og på Facebook” spørger Politikens chefredaktør Anne Mette Svane onsdag den 5. juni om politiets henvendelser til offentligheden for at få hjælp til opklaringen af særligt grove forbrydelser ikke er ved at tage overhånd.

Af Jens Gregersen, kommunikationschef i Rigspolitiet

I politiet har vi altid været afhængige af hjælp fra borgerne, når vi skal opklare forbrydelser. Til det formål er Facebook derfor ikke bare et nyt arbejdsredskab og kommunikationskanal for politiet, men også en ny mulighed for borgerne til at hjælpe politiet med bl.a. at finde personer, som er mistænkte og derfor efterlyste for grove forbrydelser. Jeg finder det derfor nødvendigt at præcisere nogle væsentlige misforståelser i Anne Mette Svanes debatindlæg. Politiet vælger altid efterlysning via medierne og egne platforme som en absolut sidste udvej og kun efter, at vi har appelleret til de formodede gerningsmænd om at melde sig selv. Sådan har det altid været. Det eneste nye er, at politiet følger med tiden og derfor nu også bruger sociale medier som Facebook til at efterlyse mistænkte personer, hvor det tidligere kun foregik gennem medierne.

Ingen ændring i praksis
Der er ikke tale om, at politiet oftere og hurtigere vælger at ty til offentliggørelse af navne og billeder på mistænkte i sager om grove forbrydelser bare fordi, det er nemt. Det er og bliver sidste udvej, når alle andre muligheder synes udtømte. Det er helt i overensstemmelse med Retsplejelovens § 818, stk. 2: ”Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.”

Selv om det af loven fremgår, at det er ”politiet”, som træffer beslutning herom, er det kutyme i langt de fleste politikredse, at afgørelsen om at henvende sig til offentligheden i sidste ende træffes af en jurist.

Sociale medier beskytter også de mistænkte
Anne Mette Svane hævder ligeledes, at man med et klik ”kan finde frem til billederne på de sigtede, og brugerne på sociale medier har ingen pligt til at fjerne billederne, som de flittigt har delt med hinanden på politiets opfordring.” Her må være tale om en misforståelse. For det første taler vi fortsat om formodede gerningsmænd eller mistænkte i forbindelse med grove forbrydelser – og ikke om sigtede. For det andet så forsvinder efterlysningsbillederne fra alle Facebook-brugeres nyhedsstrøm i samme øjeblik, politiet fjerner dem fra sin væg, også selv om billederne er delt af Facebook-brugerne. Politiet kan naturligvis ikke gardere sig mod, at enkelte brugere har taget et skærmdump, men det er i min optik væsentligt mindre problematisk end mediernes webportaler, hvor billederne ganske rigtigt vil kunne findes frem efterfølgende ved hjælp af ganske få klik med musen.

Vi lader da ikke grove voldsmænd gå fri?
Anne Mette Svane gengiver nogle af de udtalelser, jeg gav til DR i sidste uge. Når jeg læser hendes gengivelse, genkender jeg dog ikke helt mine egne pointer. I udsendelsen understregede jeg nemlig, at det er en sidste udvej, som politiet kun bruger, når alle andre muligheder er udtømte. Jeg understregede samtidig vores etiske overvejelser, og hvad vi aktivt gør for netop at hindre, at der bliver tale om en offentlig gabestok eller endnu værre selvtægt. Desuden fremhævede jeg, at vores erfaringer viser, at politiet generelt får flere og mere kvalificerede henvendelser, når de sociale medier tages i anvendelse til at understøtte efterforskningsarbejdet.

Selvfølgelig har formodede gerningsmænd også krav på retssikkerhed, men vi skal også arbejde for, at Danmark er et sikkert samfund, hvor man ikke skal være bange for at blive slået ned eller overfaldet. Det er politiets opgave at opklare forbrydelser. Og vi skal som myndighed tage så store hensyn som muligt, herunder også garantere de formodede gerningsmænds retssikkerhed. Men det er næppe i samfundets interesse, at grove voldsmænd går fri.


Bragt i dagbladet Politiken fredag den 7. juni 2013