Skip to main content

​Markant fald i tyveri af nummerplader

Pressemeddelelse   •   Nov 25, 2016 07:00 CET

De seneste tre år er antallet af stjålne nummerplader faldet med 30 procent, og tendensen ser ud til forsætte i 2016.

I november 2013 bestemte Folketinget, at danske nummerplader skulle være fastmonteret fra 15. november 2015. Dermed fik ejere af køretøjer tid til at fastgøre nummerpladerne, hvilket politiet rundt om i landet satte fokus på blandt andet med ’sæt skruer i-aktioner’.

Nummerpladetyverier toppede i 2012 med 21.507 anmeldelser, men var ved udgangen af 2015 faldet med hele 30,8 procent til 14.877.

Man skal tilbage til 2008 for at finde et tilsvarende lavt helårsniveau, og den positive tendens ser ud til at forsætte i 2016, hvor nummerpladetyverier i første halvår var 29,7 procent under niveauet for første halvår 2015 (fra 7.629 til 5.366).

I Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter (NFC) tror man på, at den nedadgående kurve kan fortsætte endnu længere ned.

- Det er dejligt, at langt færre mister nummerpladerne og undgår al den irritation, som er forbundet med det. Der er god grund til at gøre tyveri besværligt – så stor ros til alle, som har fastmonteret deres nummerplader. Skulle nogen have glemt det, så hermed en opfordring til at få det ordnet, siger vicepolitiinspektør Henrik Framvig fra Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter (NFC).

Det koster 1.000 i bøde, hvis nummerpladerne ikke er skruet fast, mens en fastmontering ofte er billigere.

Læs mere
Fastmontering af nummerplader

____________________________________________________________________________________

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed. Det er Rigspolitiets opgave at sætte retningen for hele politiet - dvs. formulere strategier, understøtte arbejdet i politikredsene og koordinere politiets arbejde på landsplan. Der er ansat ca. 14.000 medarbejdere i politiet, heraf knapt 11.000 polititjenestemænd.