Skip to main content

Ny it-direktør i politiet

Pressemeddelelse   •   Aug 01, 2012 10:00 CEST

Rigspolitiet har ansat Michael Steen Hansen som ny direktør for it-området i politiet.

Med virkning fra den 1. september 2012 er Michael Steen Hansen ansat som direktør for Koncern IT i Rigspolitiet. Michael Steen Hansen er 45 år gammel og kommer fra en stilling som it-direktør i Region Sjælland, hvor han har været siden 2007. Han har tidligere blandt andet været ansat som teknologicenterchef i Danmarks Radio.
 
Om ansættelsen af den nye it-direktør siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg:
”Jeg er sikker på, at Michael Steen Hansen er den rigtige mand til jobbet, og jeg ser frem til at byde ham velkommen i Rigspolitiets direktion.”
 
Selv siger Michael Steen Hansen om jobbet:
”Jeg har sagt ja til en ny og spændende udfordring. Politiet er en central og samfundsbærende institution. Jeg er meget stolt over at blive en del af organisationen. Jeg glæder mig til opgaven, og jeg har en klar ambition om at løfte politiets it op på et nyt niveau, som kan give politiets kerneopgave den understøttelse, der er bydende nødvendig nu og i fremtiden.”



_______________________________________________________________________________________________

Rigspolitiet er dansk politis øverste myndighed. Det er Rigspolitiets opgave at sætte retningen for hele dansk politi - dvs. formulere strategier, understøtte arbejdet i politikredsene og koordinere politiets arbejde på landsplan. Der er ansat ca. 14.000 medarbejdere i politiet, heraf knapt 11.000 polititjenestemænd.